The levels of wages in essential for workes in export sectors as a potential exit from poverty. Companues have a responsibitly to support this development and workers rights. To have a positive impact companies need to change their assumptions and practices, and adopt a more innovative and collaborative agenda.

Executive summary by DIEH, Report by DIEH, 2015

 

Addressing low wages in global supply chains1 is a fundamental challenge to ethical trade. The ability to earn enough in a standard week for a worker and his or her family to cover basic needs and live with dignity is recognised as a fundamental human right2. Yet for all too many workers low incomes and poverty wages are the reality and the share of wealth that goes to workers is steadily falling. Falling wage shares, low pay and income inequality are truly a global concern, and pose a significant risk to shared and sustained prosperity. How can we talk meaningfully about ‘doing ethical trade’ where wages are firmly stuck below the level at which people can live decent lives, and companies feel that it is beyond their power to change this?

The hardship that low wages cause for workers and their families is not without cost to business. Low pay commonly equates with high labour turnover and restricted skills development, limiting product quality; there is increased risk of labour unrest; and customer-facing businesses risk increasing reputational damage from exposés about goods produced by chronically low paid workers.

For workers in low-income and industrialising economies, waged work in export sectors is a potential exit from poverty, and contributes to the country’s economic development. Companies have a responsibility to support these benefits by providing decent, regular, adequately paid employment.
If they fail to do so, in-work poverty and imbalances of power at local and global levels become entrenched.
 

A new agenda on supply chain wages
This report offers a new agenda on global supply chain wages, outlining practical steps for companies – both large and small – to take, informed by the framework established under
the UN Guiding Principles on Business and Human Rights (UNGPs).

The UNGP framework sets down the following two challenges3 for any company to address living wages in its supply chain. First, to understand the root causes that may give rise to adverse impacts on wages. Second, on the basis of this analysis, to identify how a company can use its influence to reduce adverse impacts.

A thorough analysis of low wages in global supply chains suggests that a number of factors combine to keep wages low. Companies can have an impact. But to do so they need to change their assumptions and practices, and adopt a more innovative and collaborative agenda. Companies buying from global supply chains need to:

  • Coordinate and collaborate. Coordinate between themselves, and collaborate effectively with suppliers, employers associations, trade unions, NGOs and national governments, including in relation to setting adequate national minimum wages.
  • Actively support collective bargaining. Support the development of durable, local collective bargaining mechanisms and institutions – trade unions in particular.
  • Review and revise short-term commercial practices to safeguard long-term, sustainable business performance.
  • Take a sector-wide approach, linking up advances made at supplier workplace-level to broader institutional developments


Focus on implementation, not calculation

For companies, benchmarking wages can be an important first step - part of due diligence under the UNGP framework - to understand wage levels and ascertain and prioritise potential adverse impacts, in order to stimulate collective action. One of these benchmarks should be what workers themselves judge to be an adequate wage, ascertained through their representatives.

Ultimately, however, the challenge is not how to calculate living wages, but how to implement them.

Wage benchmarks need to be directly linked to support for the development of collective bargaining mechanisms that ensure wages reflect and keep up with increases in the cost of living.

This requires participatory wage-setting processes such as collective bargaining that allow wages to be regularly revised. Wages which are adequate to meet household basic needs need to be locally determined, and locally ‘owned’. Workers know best what they need to support their families.

Wage levels also need to be understood in the context of working hours and transparency of pay systems. Workers should not have to work excessive hours in order to earn a living wage.

If workers are not clear how their pay is calculated, they may miss out when productivity and quality improve, providing a better margin for their employers.


Support effective institutions...
The focus must be the development of local labour market institutions4 - including tripartite minimum wage setting mechanisms and collective bargaining - which can reconcile the interests of the diverse parties involved. Companies can contribute through promoting ‘social dialogue’ enabled by freedom of association and, emerging from this, collective bargaining on terms and conditions of employment.

The development of such institutions requires all stakeholders, including companies, to make a candid assessment of current power imbalances and to support the capacity of both workers and employers to make these institutions work. This is a long- term programme which should be supplemented by immediate interventions, such as influencing policy-making debates on minimum wage setting and industrial competitiveness.

Ultimately, adequate wages in global value chains will be achieved by institutionalising effective wage floors – establishing levels below which wages cannot be allowed
to fall - across sectors and across regions. This is the joint responsibility of governments, companies (buyers and employers) and trade unions. Wage floors ensure that competition will not be distorted to the disadvantage of the enterprises, sectors or national economies that enable workers and their families to meet their needs.

...through locally driven, sector-wide collaboration
The joint ETIs (JETIs) experience suggests that, in many supply chains, it is unlikely that individual companies will be in a position to promote and effect change on this scale, or at this level. While companies have a responsibility to identify and mitigate adverse human rights impacts through their own supply chains, the best and most appropriate response to inadequate wages will almost always require sector-wide collaboration.

 

________________________

References

1 In this report we use the phrases ‘supply chain’ and ‘value chain’, following the business literature, with different technical meanings. The ‘supply chain’ describes the flow of products from suppliers to consumers, with a primary focus on costs of materials and efficient delivery: a supply chain is what ensures that the product gets to market. The ‘value chain’ describes the flow from the consumer to the source, where the consumer (the ‘market’) is seen as the source of value: a value chain focuses on who creates value and who gets the value in the chain. It may be surmised that the wage issues described here concern the integration of supply chain management with value chain management.
2 “Everyone who works has the right to just and favourable remuneration ensuring for himself and his family an existence worthy of human dignity, and supplemented, if necessary, by other means of social protection.” Universal Declaration of Human Rights
3 It also sets other challenges such as providing redress to workers whose human rights have been denied or abused.
4 We use ‘labour market institutions’ to refer inter alia to collective bargaining and minimum-wage setting mechanisms, following ILO (2015), Labour Markets, Institutions and Inequality: Building just societies in the 21st century: ‘Good governance, social stabilization and economic justice are not luxuries that weigh down and impede the process of development. They are the essence of development itself.’

 

________________________

 

Who is DIEH

Practical Solutions to Complex Problems
The Danish Ethical Trading Initiative was established in 2008 and has grown into a strong organisation with more than 60 members that operate across a range of sectors.

Multi-stakeholder collaboration
As a multi-stakeholder organisation, we gather Danish companies, public organisations, trade unions and NGO’s to tackle ethical challenges by developing sustainable solutions that result in responsible production, responsible purchasing practices, and responsible supply chain management in global value chains.

Sustainable Development across international trade
Our goal is to advance and promote international trade in accordance with human – and labour rights, and to facilitate companies and organisations in their efforts to foster a sustainable development in developing countries and growth economies.

We uphold International guidelines
Throughout our work, we contribute to the integration of international principles and guidelines such as UN Guiding Principles on Business and Human Rights; ISO 26000, the OECD Guidelines for Multinational Enterprises, and UN Global Compact

 

 

Report

Living Wages in Global Supply Chains - A New Agenda for Business, DIEH, (PDF, 23 pages)

________________________

 

A guidance for businesses with suppliers in low-income countries

A report comprised of studies and materials from a variety of actors working in the area of implementing a living wage. The toolkit for living wage presented here has been compiled by Fair Trade Center and has been inspired by the ongoing discussion.


Executive summar by Fair Trade Center, Report by Fair Trade Center, 2015


Many workers in low-income countries dream of wages that are sufficient to support themselves and their families. The situation for workers in countries such as Cambodia, India and Bangladesh are desperate and legal minimum wages, which purchasing companies often refer to, usually lie far below a living wage.

According to the UN’s Guiding Principles on Business and Human Rights, companies are responsible for respecting human rights in their supply chains. Despite this, there are few purchasing companies working progressively with the issue of living wage in their supply chain.

The aim of this report is to demonstrate that the dream of a living wage can be reality. The report presents how companies can contribute to a positive impact in the wage-setting among their suppliers, in part through their own purchasing methods, but also through creating
conditions for increased workers’ participation. In the report, Fair Trade Center (FTC) presents a toolkit with various tools for living wage. FTC also analyzes the work of companies Marks & Spencer (M&S), Switcher and Tchibo for living wages. The selection of companies are based on the Clean Clothes Campaign (CCC)-report Tailored Wages where these companies were among the highest ranked. The companies work with the issue of living wages with their suppliers, using both tools for purchasing and tools for increased workers’ participation. As methods for living wage are under development, FTC sees the work of the selected companies as interesting efforts to approach the issue, not as holistic strategies for living wages.

Purchasing from suppliers in low-income countries is impacted by different factors to achieve living wages. In order for efforts for living wages to have as great an impact as possible, companies need to combine different tools with these factors in mind.


Fair Trade Center recommends companies to:

  • Adopt a policy that includes living wage,
  • Conduct a risk analysis of wage levels,
  • Develop a living wage strategy,
  • Be transparent in efforts towards living wages.
     

 

 

 

Rapport

Living Wage - from Dream to Reality. A guidance for businesses with suppliers in low-income countries, Fair Trade Center (PDF, 36 pages)

________________________

 

Det svenske tøjbrand Nudie Jeans taler i interviewet om det at have en åben leverandørkæde og betale tekstilarbejderne en leveløn.

 

Se videoen med Nudie Jeans

 

Nudie Jeans har, siden brandet startede i 2001, arbejdet med bæredygtighed og for at forbedre arbejdsforholdene hos deres leverandører.

Nudie Jeans lægger vægt på at have en transparent leverandørkæde og mener at det er vigtigt at forbrugere og andre stakeholders har mulighed for at undersøge hvordan brandet producerer deres tøj og som en metode til at vise at de er oprigtige i deres ønske om at producere tøj bæredygtigt. Det betyder bla. at man på deres hjemmeside www.NudieJeans.com kan finde en Production Guide og se alle de produkter, de får lavet og undersøge hvordan og hvorhenne tøjet er lavet.

Desuden arbejder Nudie Jeans med implementeringen af en leveløn (living wage) på de fabrikker de køber fra. Nudie Jeans undersøgte, da de begyndte at source fra en fabrik i Indien, om arbejdernes løn, var nok til at dække basale behov. Det viste sig, at det var det ikke, og de indførte derfor betalingen af en levelønsbonus til arbejderne. Samtidig samarbejder Nudie Jeans med de andre indkøbere på fabrikken, og flere andre brands betaler nu også arbejderne på denne fabrik en levelønsbonus. Dette arbejde skal på sigt sikre at det ikke bare er en bonus, men at det bliver helt normalt at lønnen til arbejderne på denne fabrik får en leveløn.

 

Videoen er produceret af Helle Løvstø Severinsen som en del af Clean Clothes Campaign Danmarks projekt The DIG Project.

 

________________________


 

 

Denne udgivelse er en udregnings-hjælp til brands, der ønsker at sikre, at arbejderne på deres leverandørfabrikker som minimum tjener en leveløn.

Rapport Labour Minute Costing - A tool for establishing living wage floors in garment factories af Fair Wear Foundation, resume af Magnus Bundgaard Nielsen
 

Den er opbygget som en solid metodisk guide til hvordan levelønsniveauet og tøjbrandets samlede omkostninger kan udregnes og anvendes i praksis.

Guiden præsenterer konkrete regneeksempler, der kan overføres direkte til egen produktionskæde. Guiden udregner brandets samlede omkostninger, og tager hensyn til, at prisstigningen skal fordeles mellem alle fabrikkens kunder, og hvordan det gøres uden at EUs konkurrenceregler brydes.

Den primære målgruppe er derfor tøjvirksomheder, men forhåbentlig vil rapporten også være relevant for fagforeninger og fabriksejere.

 

Rapport
Labour Minute Costing - A tool for establishing living wage floors in garment factories af Fair Wear Foundation, 2016, (PDF 23 sider)

 

________________________


Hvem er Fair Wear Foundation?
Fair Wear Foundation (FWF) har til formål at give tøjvirksomheder og producenter anvendelige værktøjer til at sikre, at arbejderne får en løn, de kan leve af og anstændige arbejdsforhold.

FWFs udgivelser skal betragtes som en værktøjskasse, som adresserer de mange forskellige problemer, som plager den globale tøjindustri. Fokus ligger på produktionsleddet, da langt de fleste arbejdstimer lægges her.

FWF er et samarbejde mellem NGO’er erhvervsorganisationer, fagbevægelse, virksomheder og producenter.
 

________________________

 

Forholdene for tekstilarbejderne i Cambodja er elendige. De lave lønninger betyder, at arbejderne ofte lider af underernæring. Dette understreges af de mange tilfælde af massebesvimelser på en række fabrikker. Arbejderne er nødt til at leve i usle værelser, som de må dele med andre og er nødsaget til at tage alt for meget overarbejde.

En Løn Man Kan Leve Af, film fra 2012

 
Det cambodjanske 'Living Wage Tribunal' dokumenterede i februar 2012 de mange problemer, som skyldes den lave løn.
 
Siden 2013 har cambodjanske arbejdere kæmpet for at få hævet mindstelønnen til 177 US$. I kampen har de bla brugt de sociale medier med hashtagget #WeNeed177. Arbejdet for den højere løn eskalerede til kampe i januar 2014, da politi og militær slog ned på protesterne og 23 demonstranter blev arresteret, 40 blev såret og 4 mistede livet. 
 
Mindstelønnen er siden i januar 2015 blevet hævet til 128 US$, en del mindre end hvad arbejderne havde krævet og meget mindre end hvad der svarer til en leveløn ifølge  Asia Floor Wage Campaign levelønsberegning på 275 US$.
 

En film af Helle Løvstø Severinsen. Produceret af Clean Clothes Campaign Danmark for "No more Excuses" kampagnen i 2012.
 
 
Læs mere om leveløn i artiklen Living Wages in the Global Garment Industry.
 

Mange af de jeans, som sælges i butikkerne, har deres slidte look, fordi de er behandlet med sandblæsning, selvom denne metode giver tekstilarbejderne den dødbringende sygdom silikose. Sandblæsning foretages i lande som Tyrkiet, Bangladesh og Ægypten. Alene i Tyrkiet er der indtil til nu registeret 1200 tilfælde af silikose. Mange arbejdere er døde.

Af Clean Clothes Campaign

 

Clean Clothes Campaign førte i 2011 of 2012 en global kampagne mod sandblæsning. Med aktioner, research og kritisk dialog lykkedes det kampagnen at få en lang række danske og udenlandske tøjvirksomheder, bl.a. Jack&Jones, Esprit og Wrangler til at erklære, at de ikke vil benytte sandblæsning ved fremstillingen af deres jeans.

Danske tøjvirksomheder *

IC Campanys (Companys, InWear, m.fl.)
Bestseller (Jack&Jones, Vero Moda, m.fl.)
Coop Danmark (Kvickly)
GABBA Yab Yum Clotheing Co. Aps.
Five Units
Dansk Supermarked (Tøj & Sko, Føtex)
Iceman
Minimum
Solid
BON'A PARTE
PAPFAR

Internationale tøjvirksomheder *

H&M
Gucci
S. Oliver
Esprit
Carrefour
El Corte Inglés
Adolfo Dominguez
Wrangler
Lee
WE
G-Star
Axstores (Åhléns, Kicks, Lagerhaus)
Varner-gruppen (Dressman, m.fl.)
Whyred
Gina Tricot
Fabric Skandinavien (Cheap Monday)
RnB Retail (Brothers & Sisters, JC, m.fl.)
Inditex (Zara, Massimo Dutti, m.fl.)
Promod
C&A
Pepe Jeans
Diesel
Benneton
Orsay
Replay
New Yorker
Versace
Armani

* Virksomhedernes tøjmærker (Brands) er angivet i parantes.
 

________________________

"Mit Navn er Anju" er en sammenfatning af en række blogindlæg af den indiske tekstilarbejder Anju. Gennem disse blogs fortæller Anju om sit liv, sin familie og de forhold, hun som tekstilarbejder må arbejde under.


Jeg hedder Anju, jeg er 34 år og kommer oprindeligt fra Kanpur i Uttar Pradesh. Jeg arbejder som tekstilarbejder i Delhi, hvor jeg bor sammen med min mand og mine fire børn. Jeg har tre piger: Seeta på 15, Renu på 14 og Ramesh på 12 år. Mit yngste barn hedder Anil, han er 8 år.

Det sted, jeg bor nu hedder Kapas Hera. Det er i udkanten af Delhi. Her bor millioner af migrantarbejdere. Vi bor trangt, da hele familien på seks personer deler et lille rum.

Min mand og jeg er begge tekstilarbejdere. Jeg har været tekstilarbejder i nogle år nu. Det er et vanskeligt og hårdt erhverv. Vi arbejder mange timer hver dag, og tjener samtidig meget lidt. Jeg har produceret tøj for mange kendte mærkevarer. Vores chefer presser os for at nå vores produktionsmål, de råber af os og skælder os ud, hvis vi ikke vi når målene.

Der hvor jeg bor, er størstedelen af bygningerne ejet af nogle få mennesker. Min husejer kræver, at vi og de andre lejere køber madvarer i den butik, som han eller hans familie ejer. Men i den butik er priserne altid meget højere, end de er på markedspladsen. Derudover har vi problemer med både vand- og strømtilførslen. Vi mangler strøm det meste af tiden, og om sommeren har vi knapt nok vand til at drikke.

 

Vejen til Delhi

Jeg og min mand, Rakesh Kumar, plejede at arbejde som skræddere og sy tøj for folkene i vores landsby. Vi havde en lille forretning, som vi lejede i Kanpur. I 2005 besluttede myndighederne i Uttar Pradesh at gøre vejen bredere på den side, hvor vi havde vores lille forretning. Så ejeren bad os om at forsvinde så hurtigt som muligt, fordi han skulle aflevere jorden til regeringen. Selvom vi mistede vores levebrød, fik vi ingen kompensation, da vi ikke ejede butikken.

Mens vi sørgede over tabet af vores arbejde, fik min mand besøg af en slægtning, Mr. Pappu, som havde arbejdet i Delhi i mange år. Da vi fortalte ham om vores problemer, foreslog Pappu, at vi kunne flytte til Delhi, hvor der er mange virksomheder, der syer tøj, som eksporteres til udlandet. Han fortalte, at der hele tiden blev åbnet nye fabrikker. Vi gjorde som han sagde og flyttede til Delhi i januar 2006. Pappu fandt et rum til os, som vi kunne leje i Kapas Hera.

Da han fortalte, at lejen for rummet var 800 rupies (90 kr.) om måneden, fik jeg et chok. Jeg var ikke sikker på, at mine fire børn, min mand og jeg kunne leve i det rum. Men efter lidt tid forstod jeg, at alle her omkring var vant til at bo sådan.

Jeg plejede at høre flotte historier om Delhi, hovedstaden, hvor Parlamentet og Højesteret ligger. Jeg havde forestillet mig et billede af et skinnende og rigt Delhi, hvor folk havde det bedre end i landsbyen, men det billede falmede hurtigt.

 

Arbejdet på fabrikken

I 2008 bestemte jeg mig for at begynde at arbejde på en fabrik i Gurgaon i Delhi. Jeg fandt et skrædderjob på en af fabrikkerne, som leverede tøj til europæiske mærkevarer. Fra nu af vil jeg fortælle min historie om, hvordan det var at arbejde på en fabrik i Guragon.

For det meste plejer de ansatte ikke at blive særlig længe på en arbejdsplads i Gurgaon, og det er sjældent, at man møder en person, som har arbejdet på det samme sted i mere end to år. Der er mange årsager til, at folk ikke bliver det samme sted. Nogle gange bliver arbejderne fyret af cheferne, mens det andre gange skyldes vold eller chikane og for høje produktionskrav til arbejderne. Men det nytter ikke noget at skifte til en anden fabrik, for der vil man finde nøjagtig samme forhold.

Arbejdsforholdene på fabrikken var dårlige. På fabrikken i Gurgaon fik vi ikke mindstelønnen, og vi blev tvunget til at tage overarbejde til mindstelønssatsen. Vi havde ikke adgang til drikkevand, der var dårlig luft og det var ulideligt varmt. Kvindelige arbejdere segnede om og besvimede på grund af varmen og dehydrering, og mange kvinder fik også urinvejsinfektioner af de uhygiejniske toiletter.

Arbejderne i Gurgaon er altid bange for at starte en fagforening eller være med i fagforeninger, fordi ledelsen slår hårdt ned på fagforeninger. Men mod slutningen af 2009 startede jeg og nogle kollegaer i al hemmelighed en fagforening på fabrikken. Vi vidste, at hvis ledelsen hørte om vores organisering, ville vi alle sammen miste vores job.

Lønnen som jeg modtog, efter pensionen var trukket fra, var 3600 rupies (407 kr.). Virksomheden gav mig aldrig noget bevis for, at jeg blev trukket for pension. Lønnen var aldrig tilstrækkelig til min familie på seks – inkluderet fire skolebørn. Da myndighederne i Haryana i januar 2010 øgede mindstelønssatsen, nægtede ledelsen på min arbejdsplads at betale os den nye mindsteløn. Fagforeningen måtte derfor tage kampen op for at sikre os denne ret. Det var dengang fabriksledelsen begyndte at slå tilbage mod os. Senere skal I få at vide, hvad der så skete (ref. afsnit: At være organiseret).

 

Et nyt liv i Delhi

Min yngste søn var bare fire år, da vi flyttede til Delhi. Da vi var flyttet til et helt nyt sted med nye mennesker, besluttede vi, at det kun var min mand, der skulle arbejde de første måneder.

I stedet for at arbejde skulle jeg være hjemme og passe børnene. Pappu fandt et job til min mand på fabrikken, hvor Pappu selv arbejdede.
Nu opstod et nyt problem – at få plads på en skole til mine børn. Det er næsten umuligt for migrantarbejdere at få plads til deres børn i de offentlige skoler. Så, desværre, besluttede vi, at vi ikke kunne sende børnene i skole det år.

Efter et par uger forstod jeg, at det er umuligt at overleve på én persons løn i Delhi. Så jeg måtte også til at se mig om efter et job, og dermed glemme idéen om kun at være hjemme og passe børnene.

 

Livet som hjemmearbejder

Det er ikke så vanskeligt at få hjemmearbejde inden for tekstilindustrien i Delhi. Jeg fortalte de andre kvinder i nabolaget, som også arbejder hjemmefra, at jeg ønskede at gøre det samme. Næste dag kom en mand til mit hus. Han forklarede mig betingelserne for at arbejde for ham, hvad jeg skulle gøre, og hvor meget jeg ville tjene. Dagen efter kom han med tøj, som jeg skulle sy, brodere, sætte knapper og stropper på.
Manden betaler aldrig den sum, som vi mundtligt blev enige om, da jeg begyndte at arbejde hjemmefra. Når lønningsdagen kommer, betaler han altid 10-15 procent mindre end det, vi havde aftalt.
Når man arbejder på denne måde, får man betaling på akkord. Og lønnen er afhængig af typen af arbejde, sværhedsgraden, og hvor lang tid det tager at blive færdig. Jeg har udført arbejde som gav mig alt fra 4 rupies (45 øre) til 20 rupies (2,26 kr.). For at færdiggøre et arbejde, som kan give mig 20 rupies, må jeg arbejde i 3-4 timer.
Jeg arbejdede hjemmefra på denne måde i to år, indtil jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne tjene nok penge til at forsørge min familie. Det er sådan jeg endte med at arbejde i Gurgaon. (ref. afsnit: Arbejdet på fabrikken)

 

At være organiseret i en fagforening

Efter at fagforeningen begyndte at arbejde åbenlyst på fabrikken i Gurgaon, begyndte gengældelsen fra ledelsen. Først begyndte de at erstatte fastansatte med kontraktarbejdere. Arbejdslederne begyndte at chikanere de ansatte, når de ikke nåede de uopnåelige produktionsmål. Ledelsen lukkede for drikkevandet til de ansatte, ja selv vandet på toiletterne blev lukket. De begyndte at sende bøller ind for at genere os og true de arbejdere, der blev i fagforeningen. En eftermiddag, da vi forlod fabrikken efter arbejde, blev vores fagforeningsleder overfaldet af bøllerne. Målet var åbenbart at stoppe fagforeningsaktiviteterne og true os alle. Fra da af indså jeg styrken i at stå sammen, og jeg blev meget aktiv i fagforeningen.

Før jeg tog del i kampen for arbejderes rettigheder, var alt meget anderledes. Hver morgen når jeg kom ind på industriområdet, havde jeg mange bekymringer… om jeg ville klare at opnå produktionsmålene, hvordan dagen ville blive, hvordan børnene havde det derhjemme… og for hvert skridt jeg tog på vej hjem igen, var jeg lettet. Men efter at jeg blev organiseret, var jeg altid meget nervøs, når jeg forlod industriområdet. For hvert skridt jeg nærmede mig mit hjem, blev jeg mere og mere nervøs. For hvad kom til at ske? Ville jeg være i stand til at finde et nyt job i fremtiden, nu hvor jeg har hævet min stemme mod ledelsen og deltaget i demonstrationer udenfor fabrikken?

 

Pengene slår ikke til

Vi har omkring 8.000 rupies (905 kr.) om måneden at leve for. Nogle måneder lidt mere, andre måneder lidt mindre, afhængigt af hvor mange dage min mand arbejder.

Ja, vi har ca. 8.000 rupies at rutte med, men det rækker ikke til at alle de nødvendige ting, fordi min mand ryger og drikker. Der er altid pengemangel i familien.

 

Hvad jeg bruger vores penge på?

Lejen for rummet vi bor i inkl. strøm er 1.500 rupies (170 kr.). Dåsemad og lignende koster ca. 3.000 rupies (340 kr.). Jeg køber kylling to gange om måneden – dét og grøntsager koster sammenlagt ca. 1.200 rupies (135 kr.). Børnenes uddannelse koster omkring 1.000 rupies (113 kr.) om måneden. Hver måned har vi også udgifter til medicin, det er ca. 200-400 rupies (22-44 kr.).

Mine to ældre piger forstår, hvilken situation vi er i, og de har lært at tilpasse sig. Så de ved godt, at de må spise det der er og tage det tøj på, der nu engang er. Men de mindste børn er for små til helt at forstå disse vanskeligheder.

Mit liv gør mig trist. Jeg vil have, at mine børn skal have et godt liv. De skal kunne spise god mad, klæde sig godt på og tage en god uddannelse. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få dette til at lykkes, når jeg tvinges at leve fattigdom, selvom jeg arbejder hårdt.

 

Min Familie

Da jeg var yngre ville jeg gerne giftes, stifte familie og være en god husmor. Jeg tænkte, at jeg ville have to børn. Men efter at jeg blev gift, fødte jeg fire børn.

Min mand og hans familie ville have en dreng. For hver gang jeg fødte, var de spændte på, om det blev en dreng. Min svigerfar var alkoholiker og tog ofte sine fulde venner med hjem. Så samtidig med at jeg blev chikaneret af min mand, fordi jeg kun fik piger, blev jeg også plaget af hans far og vennerne. Jeg var ked af mit liv, og samtidig begyndte min mand at drikke og se efter andre kvinder. Han begyndte i fuldskab at slå mig hver aften, fordi jeg kun havde født piger. ”De er en byrde for familien” sagde han om pigerne.

Jeg havde tre yngre søskende, som ikke var i stand til at hjælpe mig med at kontrollere min mand eller diskutere med ham. Heller ikke mine forældre var i stand til det. Min mand benyttede sig af min svage position, bankede mig, og gik bag om ryggen på mig. Langsomt indså jeg, at hvis jeg fortsatte med at være afhængig af ham, ville mine børn sulte, så jeg besluttede mig for at tjene penge selv ved at sy andre folks tøj.

Lige efter at jeg fødte vores tredje barn, forsvandt min mand i tre måneder. Han var så vred over, at jeg havde født den tredje pige, og flyttede hen til en anden kvinde i en landsby langt fra min hjemby. Da jeg hørte fra en bekendt, at han boede der, rejste jeg derhen for at hente ham hjem. Jeg havde nemlig brug for hans hjælp til at tage vare på mine piger. Desuden, mens min mand boede sammen med den anden kvinde, begyndte min svigerfar at antaste mig seksuelt. Jeg var afhængig af min mand, så selvom der var sket så meget, så måtte jeg vende tilbage til ham.

Da han kom tilbage, startede vi vores skrædderbutik. Men lidt efter lidt blev han uansvarlig igen. Han tvang mig til at få endnu et barn i håb om, at vi ville få en dreng. Men selv efter at drengen var født, ændrede hans opførsel sig ikke. Han fortsatte med at drikke og slå mig. Arbejdet i butikken gik godt, men han brød sig aldrig om mig og mine piger, og han skældte mig hele tiden ud foran børnene.

Så flyttede vi til Delhi. Vi ledte efter arbejde og jeg trængte til fred i sjælen. Jeg havde håbet, at et nyt sted ville være med til at forandre min mand, og at der kunne ske noget godt i mit liv. Efter vi flyttede ændrede han sig lidt, han blev mindre truende overfor mig. Men han kom alligevel ofte fuld hjem og skældte mig og børnene ud. Men nu står mig og børnene sammen mod ham. For nylig sagde min ældste datter til ham, at hvis han angriber os igen, vil hun slå ham.

 

Min datters drøm

Min ældste datter går nu i 11. klasse, i en skole, hvor hun ikke behøver at møde op i klasseværelset hver dag, men stadig kan tage eksamen. Hun er lige fyldt 15 år. Nu tænker jeg, at jeg skal sende hende ud for at arbejde.

Jeg vil aldrig lade min datter arbejde i tekstilindustrien. Jeg har været udsat for så meget chikane på sådanne arbejdspladser og vil ikke have, at mit barn også skal være offer for det. Min datter siger, at hun drømmer om, at tage et IT-kursus. Jeg må tænke over det, for IT-kurser er så dyre, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal spare sammen til det. Min mand kan ikke lide pigerne, så han er ligeglad med, hvorvidt de går i skole eller ej.

 

Min ægtefælle

Han arbejder med at stryge tøj på en tekstilfabrik. Han kan lide at arbejde på akkord, fordi akkordsystemet giver ham frihed. Han arbejder 15-20 dage om måneden, og går ikke på arbejde regelmæssigt. Selv om han arbejder mindre end mig, tjener han mere. Men han bruger halvdelen af lønnen i vinbutikken og på cigaretter og gutka (en slags tyggetobak af betelnødder, tobak og lime).

Det eneste ansvar, han påtager sig, er at betale for huslejen og lidt madindkøb, det svarer måske til 1.500-1.750 rupies (170-200 kr.). Resten af pengene bruger han på sig selv, hvilket betyder, at jeg må arbejde ekstra timer for at tjene mere og for at mine børn i al fald ikke skal sulte. Min mand er ligeglad med sådanne ting – som hvad børnene spiser og hvad de kan lide. Alt dette er mit ansvar. Børnenes uddannelse er også mit ansvar. De får små stipendier fra skolerne til at købe tøj. Jeg sender mine børn i offentlige skoler, selv om jeg ikke synes, at de skoler er gode. Jeg har ikke råd til at betale de høje afgifter, som privatskolerne kræver.

 

Kan situationen blive bedre?

Jeg tror, at arbejdsforholdene i tekstilindustrien kan blive bedre, hvis der bliver etableret fagforeninger på fabrikkerne, og hvis myndighederne sikrer, at loven overholdes. Ledelsen vil altid lade som om, at de forbedrer forholdene på fabrikken for at tilfredsstille tøjfirmaerne, og dem der kontrollerer dem, så de kan fremvise gode rapporter. Tøjfirmaerne må være mere ærlige og sikre, at deres regler (red. Codes of Conduct) overholdes på fabrikkerne.

Jeg synes, at det er ledelsen på fabrikkerne, som må tage ansvar for de dårlige arbejdsforhold på fabrikkerne. Men jeg mener også, at tøjkæder og mærkevare firmaer har et lige så stort ansvar, når arbejdere bliver udnyttet og i perioder tvunget til at arbejde under stort produktionspres. Samtidig er regeringen også ansvarlig for at lovene ikke håndhæves. Ledelsen på fabrikkerne bestikker altid offentlige embedsmænd, så de kan sno sig udenom ansvaret. Indiske love er egentlig gode og kunne have beskyttet arbejderne, men grådige fabriksejere og korrupte politikere gør, at reglerne ikke overholdes.

 

________________________

 

WE ARE HUMANS

Beklædningsindustrien beskæftiger i Danmark 10.000 og på verdensplan 75 millioner mennesker. Men det glemmes belejligt at der sidder mennesker som du og jeg og producere tøjet under umenneskelige forhold. Det er moderne slaveri.

Hvis vi mødte disse mennesker ansigt til ansigt, ville vi aldrig kunne bære, at det er sandheden. Mange lukker øjnene og ørerne og undgår at tænke på hvor stor ødelæggelsesgrad, man har med det, man gør. Som designer ved du, hvor lang tid det tager at lave en kollektion. Virksomheder har et ansvar. Vi har alle et ansvar.

Slaveri er aldrig moderne -
WE ARE ALL HUMANS! 

© 2014 Clean Clothes Campaign. All rights Reserved.
Webdesign by Segan & built by 2nd Level.