Denne DanWatch-rapport giver et overblik over rapporterede krænkelser af arbejdstager- og menneskerettigheder i de seks lande, der står for cirka 80 procent af verdens samlede bomuldsproduktion, med særligt fokus på Usbekistan. Usbekistan er berygtet for systematisk brug af tvangs- og børnearbejde, og er samtidig eksportør til de lande, der producerer størstedelen af verdens tøj. 

Denne rapport er baseret på en uafhængig DanWatch undersøgelse. Undersøgelsen er udført i overensstemmelse med DanWatchs etiske principper og internationale presseetiske retningslinjer. DanWatch er ansvarlig for rapportens indhold.

Resumé af rapporten ‘Børne- og tvangsarbejde i vores bomuld’, Danwatch, 2014


Når du køber en bomulds-t-shirt er der en risiko for, at bomulden er høstet under tvang eller af børn. De seks største bomuldsproducerende lande i varierende grad er sat i forbindelse med børne- eller tvangsarbejde. 

Usbekistan adskiller sig fra de andre bomuldsproducenter, fordi landet er berygtet for systematisk brug af tvangs- og børnearbejde. Usbekistan eksporterer hovedparten af bomulden til lande, der producerer størstedelen af verdens tøj og tekstiler, herunder Kina og Bangladesh, der er hhv. den største og tredjestørste eksportør af tøj og beklædningsgenstande til Danmark.

Fra bomuldsmarkerne i Usbekistan, Kina, Pakistan, Indien, Brasilien og USA er der ofte mellemhandlere, der gør det vanskeligt at sige præcis hvor stor en del af den usbekiske bomuld, der ender i vores tøjbutikker, men sammenlagt udgør de seks lande langt størstedelen af det globale marked for bomuld.1 Og i alle seks lande er der rapporteret tvangs- eller børnearbejde.

DanWatch har spurgt 21 danske tekstilvirksomheder om de ved, hvor deres bomuld kommer fra. Kun et mindretal svarer klart ja - og kun et mindretal har en klar politik om at undgå usbekisk bomuld. 
 

Rapportens resultater 

  • Kina, Indien, USA, Pakistan, Brasilien og Usbekistan står for mere end 80 procent af verdens bomuldsproduktion - i alle seks lande er der rapporter om brug af tvangs- og eller børnearbejde
  • Usbekistan overtræder flest menneske- og arbejdstagerrettigheder, da landets bomuldsproduktion er statsstyret og plukkes af tvangsarbejdere.2
  • European Center for Constitutional and Human Rights (ECCHR) rejste i 2012 syv sager mod firmaer, der handlede med usbekisk bomuld. 


En survey foretaget af DanWatch blandt danske virksomheder om usbekisk bomuld viser, at:

  • Kun få virksomheder stiller krav til den bomuld, de køber
  • 11 virksomheder kender ikke oprindelsen af al deres bomuld
  • Kun syv ud af 21 danske virksomheder oplyser, at de kender til problemerne med tvangsarbejde i Usbekistan.
  • Kun fire ud af 21 virksomheder oplyser, at de har en politik om ikke at benytte usbekisk bomuld
  • Syv virksomheder oplyser, at de kender til problemerne med tvangsarbejde i Usbekistan
  • Kun fire virksomheder har en egentlig politik om, at de ikke anvender bomuld fra Usbekistan.

 

________________________

Noter

1 Responsible Sourcing Network (2012): From the Field: Travels of Uzbek Cotton Through the Value Chain, http://www.sourcingnetwork.org/storage/FromTheFieldReport.pdf
2 OECD’s kontaktpunkt i Frankrig
 

________________________

 

Hvem er DanWatch

DanWatch er et uafhængigt medie- og researchcenter, der undersøger virksomheders påvirkning af mennesker og miljø globalt. DanWatch tilskriver sig nationale og internationale regler og principper for god presseskik- og etik, herunder Medieansvarsloven (Danmark) og International Federation of Journalists’ Declaration of Principles on the Conduct of Journalists (internationalt).

www.danwatch.dk

 

 

Report

Børne- og Tvangsarbejde i Vores Bomuld, DanWatch (PDF, 16 sider)

________________________

 

Unge kasteløse piger i sydindien udnyttes groft af den lokale tøjindustri, der med slavelignende forhold producer tøj for en lang række internationale tøjmærker.

Af Klaus Melvin Jensen - Clean Clothes Campaign, The India Committee of the Netherlands og Centre for Research on Multinational Corporations

 

Kastediskrimination er et udbredt fænomen i Indien på trods af, at det har været forbudt siden 1950. Kastesystemet en bygger på en forestilling om, at nogle er født urene og derfor kan forurene andre. I kraft af denne nedarvede status skal mennesker i den laveste kaste, såkaldte dalitter eller "kasteløse", varetage særlige, især beskidte, former for arbejde og er i øvrigt underlagt en række sociale restriktioner, som krænker de mest basale menneskerettigheder, for eksempel oplever dalitterne grov diskriminering under uddannelse og i sundhedssystemet. Dalitterne er fanget på bunden af samfundet, de er marginaliserede og bliver groft udnyttet.

I den indiske tøjindustri bliver dalitterne groft udnyttet til at indgå slavelignende kontrakter med tøjfabrikanter. Tøj, der bliver produceret under disse forhold, finder også vej til de danske butikker.

Dalitterne er fanget på bunden af samfundet og tvunget til at udføre de hårdeste og dårligst betalte jobs. Det er stort set umuligt for dem at komme op i andre sociale lag, og mange er dybt forgældede.

 

Sumangali scheme

I det indiske samfund er det kutyme, at unge kvinder, der gifter sig, har en medgift med til mandens familie. Men mange familier har ikke råd til dette, hvilket tøjproducenterne udnytter. De tilbyder de unge dalitkvinder en 3-årig kontrakt med en efterfølgende bonus til medgift. Samtidig bliver pigerne lovet logi, god løn og tre nærende måltider om dagen. De unge piger ser dette som en mulighed for at kunne blive gift og få et bedre liv, ligesom de også ofte bliver presset af deres familie til at indgå aftalen. Disse kontrakter med bonus til medgift betegnes også som ‘The Sumangali scheme’.

Løfterne fra ’the Sumangali scheme’ bliver dog aldrig indfriet. Pigerne arbejder op til 72 timer om ugen uden ordentlig mad og bor op til seks mennesker sammen på et værelse på selve fabrikken. De tjener mindre end 7 kr. om dagen, hvilket er under mindstelønnen i Indien. Pigerne får ikke lov til at se deres familie og har ingen udgangstilladelse. Størstedelen af de unge piger ser aldrig deres lovede bonus, da de ikke kan gennemføre den 3-årige kontrakt pga. underernæring, dårlig hygiejne og arbejdsskader. Andre bliver fyret af uforklarlige årsager inden kontraktens udløb.

SOMO - Centre for Research on Multinational Corporations og ICN - India Committee of the Netherlands har udgivet rapporterne: Captured by Cotton: Exploited Dalit girls produce garments in India for European and US markets og Maid in India: Young Dalit Women Continue to Suffer Exploitative Conditions in India’s Garment Industry dokumentere problemet og kommer med forslag til løsninger.

 

________________________

 

 

Rapporter 

Captured by Cotton, SOMO og ICN, Maj 2011 (38 sider, PDF format)

 

Maid in India, SOMO og ICN, April 2012 (71 sider, PDF format)

 

WE ARE HUMANS

Beklædningsindustrien beskæftiger i Danmark 10.000 og på verdensplan 75 millioner mennesker. Men det glemmes belejligt at der sidder mennesker som du og jeg og producere tøjet under umenneskelige forhold. Det er moderne slaveri.

Hvis vi mødte disse mennesker ansigt til ansigt, ville vi aldrig kunne bære, at det er sandheden. Mange lukker øjnene og ørerne og undgår at tænke på hvor stor ødelæggelsesgrad, man har med det, man gør. Som designer ved du, hvor lang tid det tager at lave en kollektion. Virksomheder har et ansvar. Vi har alle et ansvar.

Slaveri er aldrig moderne -
WE ARE ALL HUMANS! 

© 2014 Clean Clothes Campaign. All rights Reserved.
Webdesign by Segan & built by 2nd Level.