EU’s betydning for den globale tøj- og tekstilindustri kan næppe undervurderes. På den ene side gælder det om at forbedre de europæiske virksomheders konkurrencevilkår; og her spiller anstændige arbejdsforhold i udviklingslandene kun en lille rolle. På den anden side arbejder EU for, at europæiske værdier som demokrati og menneskerettigheder udbredes bl.a. ved at støtte organisationer, som arbejder for at sikre tekstilarbejderes rettigheder.

Interview fra 2011 med Dorte Sørensen, Formand for Clean Clothes Campaign Danmark. Originatitel: EU spiller på flere Heste

Af Klaus Melvin Jensen

 

Q: Hvad betyder EU for udviklingen i den globale tøj- og tekstilindustri?

A: Det er efterhånden længe siden, der blev produceret tøj i større mængder i Danmark eller Europa i det hele taget. Langt det meste af det tøj, vi går med sælges af europæiske modefirmaer. Men produktionen er outsourcet, så tøjet i virkeligheden laves af fattige kvindelige arbejdere på fabrikker i en række asiatiske lande. Her foregår arbejdet ofte under ringe og sundhedstruende vilkår og til en løn, som man knapt kan leve af.

EU importerede i 2008 tøj og tekstiler for mere end 80 milliarder. EU’s handelspolitik har derfor en enorm betydning for tøjindustrien i Asien, hvor der ofte er en direkte sammenhæng mellem EU’s handelspolitik og forholdene i industrien. Historisk set har EU´s handelspolitik på tøj- og tekstilområdet været en kompliceret affære præget af importkvoter, toldsatser og bilaterale aftaler mellem forskellige lande. Som medlem af EU er Danmark en del af EU’s fælles handelspolitik, det hører under EU traktatens artikel 133, hvor EU Kommissionen agerer på alle medlemslandes vegne og bl.a. repræsenterer EU’s medlemslande i World Trade Organisationen, WTO.

 

Q: Hvad gør EU for at forbedre arbejdsforholdene i den globale tøj- og tekstilindustri?

A: Som vi oplever det, så har EU forskellige interesser i området. På den ene side gælder det om at forbedre de europæiske virksomheders konkurrencevilkår; og her spiller det kun en meget lille rolle, at anstændige arbejdsforhold i udviklingslandene faktisk er med til at sikre en bæredygtig udvikling. EU’s protektionisme har direkte negative konsekvenser for de asiatiske syersker. Kvoteordningerne har f.eks. været med til at fabrikker må lukke og arbejdere fyres næsten uden varsel, fordi produktionen flyttes til et andet land.

På den anden side arbejder EU for at europæiske værdier som demokrati og menneskerettigheder udbredes. Derfor støtter EU bl.a. organisationer som Clean Clothes Campaign, der arbejder for at sikre tekstilarbejderes rettigheder bl.a. ved at informere og mobilisere forbrugerne.

 

Q: Hvad gør EU på lovgivningsområdet og hvad gør Clean Clothes Campaign?

A: EU har siden Lissabontraktaten taget nogle initiativer, når det gælder virksomhedernes sociale ansvar, kaldet CSR. Europa Parlamentet har i 2002 vedtaget en resolution om at få et såkaldt “Framework for CSR”. Det skulle bl.a. indeholde en tvungen rapportering fra virksomheder og bortfald af EU støtte til virksomheder, der ikke levede op til generelle arbejdstagerrettigheder. Men EU Kommissionen valgte i stedet at pege på frivilligheden i CSR rapportering, og anså vidensdeling gennem ’Best Practice’, som det væsentligste instrument.

I 2006 lancerede EU Kommissionen en Europæisk Alliance om CSR, hvor kun virksomhederne var repræsenteret, altså ingen andre interessenter som f.eks. fagforeninger og menneskerettighedsorganisationer. De blev senere inviteret med, men afslog, fordi alle deres forslag til krav gennemsigtighed, basisrettigheder, overvågning, kontrol og klagemuligheder var røget helt ud. I 2011 opdaterede EU deres definition af CSR og denne bygger nu på FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP). Disse retningslinjer er dog udelukkende en række frivillige principper, som FN og EU opfordrer virksomheder til at følge. De er dermed ikke juridisk bindende.
Så EU mangler stadig lovgivning til at retsforfølge firmaer, der ikke lever op til deres egne løfter om ordentlige arbejdsforhold hos leverandørfabrikkerne.

Det britiske medlem af Europa Parlamentet Richard Howitt, har stået bag mange resolutioner i Parlamentet og er blevet udnævnt til EU´s talsmand for CSR; han arbejder videre for at få lovgivning og ikke kun aftaler og anbefalinger ind i arbejdet. Clean Clothes Campaign har hele tiden arbejdet tæt sammen med Richard Howitt og er kommet med forslag og kommentarer, hver gang muligheden har været der. Senest ved udfærdigelsen af den fortolkende vejledning til Direktivet om offentlige indkøb.

Etikken i offentlige indkøb står højt på dagsordenen i lande som Belgien, Spanien, Holland og Sverige, hvor Clean Clothes Campaign har været med til at presse myndighederne både lokalt og nationalt til at købe arbejdstøj fra firmaer, der lever op til fair arbejdstagerrettigheder. Det har været med til at sikre at landenes parlamentarikere er opmærksomme på det offentlige som storkunde.

Q: Hvordan støtter EU Clean Clothes Campaigns arbejde?

A: Først og fremmest som en menneskerettighedsorganisation. Clean Clothes Campaign er en af de få organisationer, der får midler til at informere om og støtte arbejdere i udviklingslande, når de bliver forfulgte eller deres rettigheder bliver krænket. Det sker gennem Human Rights Defenders programmet. Men EU’s Generaldirektorat for Beskæftigelse, Sociale anliggender og Ligestilling har ofte bidraget til Clean Clothes Campaigns arbejde med påvirkning af de europæiske tøjfirmaer f.eks. dokumentation for, hvad virksomhederne kan gøre for at forbedre arbejdsforholdene og rundbordssamtaler i branchen. Når Clean Clothes Campaign f.eks. har en sag om uberettigede fængslinger af faglige ledere i Bangladesh, har vi et godt samarbejde med EU Repræsentationen på stedet, når vi henvender os til de ansvarlige myndigheder. 

 

________________________

 

Den danske tøjindustri er blandt Europas største, men der produceres stort set ikke længere tøj i Danmark. I 1950’erne var der omkring 50.000 mennesker ansat på danske tekstil- og beklædningsfabrikker. I dag er der omkring 400 organiserede tekstil- og tøjarbejdere tilbage.

Af Magnus  Bundgaard Nielsen 


Overraskende nok er Danmarks eksport i samme periode eksploderet. Hvor stort set hele produktionen i 1950’erne gik til hjemmemarkedet, ‘eksporterede’ Danmark i 2008 tøj og tekstil for 28,4 mia. kr. Det skyldes, at tøjet produceres for danske virksomheder i udlandet, hvorefter det reeksporteres.

Den danske tøjindustri har rødder, der går flere hundrede år tilbage. På den jyske hede hvor landbrugsjorden var dårlig, slog fåreavlere sig ned og lod deres får gå og græsse på de store åbne vidder. De strikkede sokker af ulden, og solgte dem fra gård til gård. I takt med industrialiseringen i 1800 tallet gik branchen fra at være et håndværk til en industri. Inden industrialiseringen var tøj noget man fik syet hos skrædderen efter egne mål.

På trods af at skiftet i produktionsmetoder vendte op og ned på branchen, blev det midtjyske hedeområde ved med at være præget af tøjindustrien. Omkring 1850 blev symaskinen opfundet, og sidst i 1800-tallet blev de første bomuldsspinderier etableret. Med tiden skød en perlerække af små og store tøjvirksomheder op i området, og koblet med, at lønningerne generelt var lavere her, end i andre dele af landet, dannede det fundamentet for den tøjindustri vi har i dag, som er baseret i midtjylland.

 

Outsourcing

Omkring 1950 var tøjbranchen en af de største arbejdsgivere i Danmark, men siden da er det kun gået ned ad bakke. I dag foregår stort set al produktion af tøj til danske virksomheder uden for landet og først og fremmest i lande uden for EU. Danske tøjarbejdere har (havde) en lang tradition for faglig organisering, og selvom lønningerne var lavere end i andre erhverv, lykkedes det blandt andet at sikre, at arbejdet blev mindre ensidigt gentaget, og at akkorderne blev sat ned.

Men de danske tøjarbejdere kunne ikke konkurrere med udenlandsk arbejdskraft, og gradvist flyttede alle danske tøjvirksomheder deres produktion ud af landet. De forbedringer de danske tøjarbejdere opnåede fulgte ikke med. I dag er de danske tøjvirksomheder større end nogensinde, men stort set alle de danske arbejdspladser er inden for design og administration.

 

Den danske tøjbranche i dag
Den globale tøj- og tekstilindustri er i dag totalt uafhængig af geografi. Tøjfirmaerne kan i dag flytte produktionen rundt efter behov, og det skaber en situation, hvor tøjproducerende lande kæmper mod hinanden for at tiltrække arbejdspladser. Dette er blevet kaldt et kapløb mod bunden, fordi man ikke konkurrerer på, hvem der kan producere det bedste, men på hvem der kan producere det billigst og med de færreste forhindringer og begrænsninger. Disse begrænsninger kunne f.eks. være sikkerhed, løn under barsel, mindsteløn og sågar betaling for strøm og vand.

Tøjindustrien er kendetegnet ved ikke at kræve et højt teknologisk niveau, store investeringer eller en høj uddannelse af arbejderne. Samtidig er industrien meget arbejdskrævende, og dette betyder at tøjfabrikker er opstået i mange verdens fattigste lande, hvor der er mangel på arbejdspladser.

 

Tøjfirmaer uden ansvar
De store firmaer er med tiden gået væk fra selv at eje fabrikker. I stedet udbyder de deres ordrer på et globalt marked. Firmaer der er agerer mellemmænd mellem fabrikken og virksomheden bag byder på ordren og står altså for den samlede koordinering af produktionen. Dette giver en række fordele for tøjfirmaerne: For det første kan de sikre sig, at de hele tiden får produceret deres varer det billigste sted. For det andet betyder det, at mange funktioner i produktionen bliver udliciteret, og ansvaret placeret et andet sted. Hele logistikken bag tøjproduktionen tager andre sig af, og firmaerne er ikke længere økonomisk ansvarlige i forbindelse med uheld eller erstatningskrav. Desuden kan de ved brud på arbejdsrettigheder eller andre problemer henvise til, at det er deres underleverandør, som ikke har levet op til deres aftaler.

Som forbruger betyder det også, at det er langt sværere at gennemskue under hvilke forhold tøjet er produceret. Tøjmærkets navn står ikke på siden af fabriksbygningen, og den ene dag kan arbejderne sy jeans for Levi’s, mens de den anden dag kan sy poloer til H&M.

Tøjfirmaer som H&M og Bestseller har bygget en forretningsmodel op på denne måde med stor succes. Firmaerne har alle opstillet retningslinjer for arbejdsforhold og rettigheder m.m., kaldet ’Codes of Conduct’, men når man som Bestseller har omkring 1.000 leverandører, og når disse også har underleverandører, er det ikke noget de kan kontrollere til fulde.

I ’kapløbet mod bunden’ kan det betale sig for underleverandørerne at presse lønniveau og arbejdsforhold helt i bund. Prisen betales af arbejderne.

 

________________________

 

WE ARE HUMANS

Beklædningsindustrien beskæftiger i Danmark 10.000 og på verdensplan 75 millioner mennesker. Men det glemmes belejligt at der sidder mennesker som du og jeg og producere tøjet under umenneskelige forhold. Det er moderne slaveri.

Hvis vi mødte disse mennesker ansigt til ansigt, ville vi aldrig kunne bære, at det er sandheden. Mange lukker øjnene og ørerne og undgår at tænke på hvor stor ødelæggelsesgrad, man har med det, man gør. Som designer ved du, hvor lang tid det tager at lave en kollektion. Virksomheder har et ansvar. Vi har alle et ansvar.

Slaveri er aldrig moderne -
WE ARE ALL HUMANS! 

© 2014 Clean Clothes Campaign. All rights Reserved.
Webdesign by Segan & built by 2nd Level.