DESIGN WITH DIGNITY tager os med på en rejse ud i verden, hvor forholdet mellem designtrends og produktionsmetoder undersøges.
 
Dokumentar om designerens rolle, DESIGN WITH DIGNITY, 2015.
 
For, hvordan laver man egentlig de helt rigtige slidmærker på worn out jeans? Og hvem laver dem? Hvorfor har den tyrkiske fabriksarbejder, Bego, nedsat lungekapacitet? Hvad forklarer den cambodjanske syerske, Sreymoms, mareridt? Og hvordan arbejder de designere, der forsøger at skabe tøj produceret på en værdig måde?
 
DESIGN WITH DIGNITY er et krydsklip mellem designere, menneskerettighedsaktivister, syersker og arbejdere. Samlet set giver dokumentaren et helhedsbillede af, hvordan designeren har både ansvar og mulighed for at spille en positiv rolle, når et nyt stykke tøj udvikles og sættes i produktion. 
 
 

Filmen er produceret af Helle Løvstø Severinsen for Clean Clothes Campaign Danmark. 
Produceret i 2015.
 
________________________
 
 
DESIGN WITH DIGNITY takes us on a journey into the relationship between design trends, production methods and the designer’s responsibility and influence on fashion production.
 
Documentary film about the designer's role, DESIGN WITH DIGNITY, 2015.
 
How do you actually make just the right wear marks on worn out jeans? And who makes them? Why does the Turkish factory worker, Bego, have reduced lung capacity ? What do the Cambodian seamstress, Sreymom’s, nightmares mean? And how do the designers work, who are trying to create clothing produced in a responsible way?
 
DESIGN WITH DIGNITY is a cross cut film between designers, human rights activists, seamstresses and textile workers. The documentary is an overall picture of how the designer has both the responsibility and the opportunity to play a positive part when a new piece of clothing developed and put into production. 
 
 
 
The documentary film is produced by Helle Løvstø Severinsen for the Clean Clothes Campaign Denmark.
Produced in 2015.
 
 
________________________

Mange skandinaviske tøjfirmaer bidrager direkte eller indirekte til grov underbetaling af arbejderne i lavtlønslande. Firmaerne kræver at de nationale mindstelønsstandarder skal gælde i deres leverandørkæder. Mindstelønnen i mange lande er lavere end FNs fattigdomsgrænse på 2 dollar om dagen.

Af Framtiden i Våre Hender

 

Resumé af rapporten "Syr klær for lommerusk"
- download hele rapporten nederst på denne side

 

Mindsteløn kan man ikke leve af

I flere lande som Bangladesh og Indien udgør mindstelønningerne kun omkring 30% af en leveløn. I Bangladesh f.eks. er mindstelønnen kr. 155 om måneden, mens levelønnen er kr. 448. En undersøgelse af 25 skandinaviske tøjfirmaer viser, at meget få virksomheder har indset, at mindstelønningerne i de fleste produktionslande ikke er høje nok til at arbejderne kan leve et normalt og værdigt liv.

Nogle af firmaerne kræver kun at leverandørerne skal betale en mindsteløn til arbejderne. I en femtedel af verdens lande er mindstelønnen under fattigdomsgrænsen på 2 dollars om dagen. Det viser den nye rapport ”Syr klær for lommerusk” fra Clean Clothes Campaign i Norge.
Den største del af tøjproduktionen i dag finder sted i lande, hvor det sociale sikkerhedsnet er svagt eller ikke eksisterende. Fattige mennesker lever et usikkert liv; hvis familieforsørgeren bliver syg, kan det forværre hele familien situation uopretteligt. I tekstilindustrien udgør lønomkostningerne i produktionen mellem 0.5 – 3% af de totale omkostninger. Alligevel presses priserne for varerne ned og arbejdernes løn bliver derefter.

Denne rapport belyser hvorfor det er nødvendigt at hæve arbejdernes lønninger og hvordan det kan lade sig gøre. Tøjfirmaerne kan ikke blive ved med at undergrave tekstilarbejdernes vigtigste vej til et værdigt liv, retten til at organisere sig i fagforeninger og retten til en løn, man kan leve af: en leveløn.

 

Tøjfirmaer skal stille krav til leverandørerne om leveløn til tekstilarbejderne

Den svenske tøjgigant Hennes & Mauritz, norske Voice AS og danske Bestseller stiller kun krav om mindsteløn i deres code of conducts og er tre af de virksomheder, der får den dårligste vurdering i undersøgelsen. De svenske firmaer KappAhl, Gina Tricot og Lindex har heller ikke tydelige lønkrav i forhold til leverandørerne, de nøjes med at ”opfordre” underleverandørerne til at betale højere lønninger.
To firmaer fremhæves i rapporten. Det norske Stormberg, der sælger fritidstøj og det svenske firma Dem collective har både angivet leveløn som et krav i deres code of conduct´s og desuden implementeret kravet hos deres leverandører.

Det viser at det gennem engagement, åben dialog og tæt opfølgning er muligt at forhøje lønningerne i leverandørkæden, så lønnen kan dække basale behov og arbejderne og deres familier kan leve et værdigt liv.

I rapporten anbefales tøjfirmaerne bl.a. at stille krav om leveløn i deres Code of conduct og at samarbejde med andre virksomheder og fagforeninger om implementering. Desuden bør de ændre deres indkøbsstrategier.

 

________________________

 


Rapport
Syr klær for lommerusk, Framtiden i Våre Hender 2009, (PDF 26 sider)

 

 

________________________

 

EU’s betydning for den globale tøj- og tekstilindustri kan næppe undervurderes. På den ene side gælder det om at forbedre de europæiske virksomheders konkurrencevilkår; og her spiller anstændige arbejdsforhold i udviklingslandene kun en lille rolle. På den anden side arbejder EU for, at europæiske værdier som demokrati og menneskerettigheder udbredes bl.a. ved at støtte organisationer, som arbejder for at sikre tekstilarbejderes rettigheder.

Interview fra 2011 med Dorte Sørensen, Formand for Clean Clothes Campaign Danmark. Originatitel: EU spiller på flere Heste

Af Klaus Melvin Jensen

 

Q: Hvad betyder EU for udviklingen i den globale tøj- og tekstilindustri?

A: Det er efterhånden længe siden, der blev produceret tøj i større mængder i Danmark eller Europa i det hele taget. Langt det meste af det tøj, vi går med sælges af europæiske modefirmaer. Men produktionen er outsourcet, så tøjet i virkeligheden laves af fattige kvindelige arbejdere på fabrikker i en række asiatiske lande. Her foregår arbejdet ofte under ringe og sundhedstruende vilkår og til en løn, som man knapt kan leve af.

EU importerede i 2008 tøj og tekstiler for mere end 80 milliarder. EU’s handelspolitik har derfor en enorm betydning for tøjindustrien i Asien, hvor der ofte er en direkte sammenhæng mellem EU’s handelspolitik og forholdene i industrien. Historisk set har EU´s handelspolitik på tøj- og tekstilområdet været en kompliceret affære præget af importkvoter, toldsatser og bilaterale aftaler mellem forskellige lande. Som medlem af EU er Danmark en del af EU’s fælles handelspolitik, det hører under EU traktatens artikel 133, hvor EU Kommissionen agerer på alle medlemslandes vegne og bl.a. repræsenterer EU’s medlemslande i World Trade Organisationen, WTO.

 

Q: Hvad gør EU for at forbedre arbejdsforholdene i den globale tøj- og tekstilindustri?

A: Som vi oplever det, så har EU forskellige interesser i området. På den ene side gælder det om at forbedre de europæiske virksomheders konkurrencevilkår; og her spiller det kun en meget lille rolle, at anstændige arbejdsforhold i udviklingslandene faktisk er med til at sikre en bæredygtig udvikling. EU’s protektionisme har direkte negative konsekvenser for de asiatiske syersker. Kvoteordningerne har f.eks. været med til at fabrikker må lukke og arbejdere fyres næsten uden varsel, fordi produktionen flyttes til et andet land.

På den anden side arbejder EU for at europæiske værdier som demokrati og menneskerettigheder udbredes. Derfor støtter EU bl.a. organisationer som Clean Clothes Campaign, der arbejder for at sikre tekstilarbejderes rettigheder bl.a. ved at informere og mobilisere forbrugerne.

 

Q: Hvad gør EU på lovgivningsområdet og hvad gør Clean Clothes Campaign?

A: EU har siden Lissabontraktaten taget nogle initiativer, når det gælder virksomhedernes sociale ansvar, kaldet CSR. Europa Parlamentet har i 2002 vedtaget en resolution om at få et såkaldt “Framework for CSR”. Det skulle bl.a. indeholde en tvungen rapportering fra virksomheder og bortfald af EU støtte til virksomheder, der ikke levede op til generelle arbejdstagerrettigheder. Men EU Kommissionen valgte i stedet at pege på frivilligheden i CSR rapportering, og anså vidensdeling gennem ’Best Practice’, som det væsentligste instrument.

I 2006 lancerede EU Kommissionen en Europæisk Alliance om CSR, hvor kun virksomhederne var repræsenteret, altså ingen andre interessenter som f.eks. fagforeninger og menneskerettighedsorganisationer. De blev senere inviteret med, men afslog, fordi alle deres forslag til krav gennemsigtighed, basisrettigheder, overvågning, kontrol og klagemuligheder var røget helt ud. I 2011 opdaterede EU deres definition af CSR og denne bygger nu på FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP). Disse retningslinjer er dog udelukkende en række frivillige principper, som FN og EU opfordrer virksomheder til at følge. De er dermed ikke juridisk bindende.
Så EU mangler stadig lovgivning til at retsforfølge firmaer, der ikke lever op til deres egne løfter om ordentlige arbejdsforhold hos leverandørfabrikkerne.

Det britiske medlem af Europa Parlamentet Richard Howitt, har stået bag mange resolutioner i Parlamentet og er blevet udnævnt til EU´s talsmand for CSR; han arbejder videre for at få lovgivning og ikke kun aftaler og anbefalinger ind i arbejdet. Clean Clothes Campaign har hele tiden arbejdet tæt sammen med Richard Howitt og er kommet med forslag og kommentarer, hver gang muligheden har været der. Senest ved udfærdigelsen af den fortolkende vejledning til Direktivet om offentlige indkøb.

Etikken i offentlige indkøb står højt på dagsordenen i lande som Belgien, Spanien, Holland og Sverige, hvor Clean Clothes Campaign har været med til at presse myndighederne både lokalt og nationalt til at købe arbejdstøj fra firmaer, der lever op til fair arbejdstagerrettigheder. Det har været med til at sikre at landenes parlamentarikere er opmærksomme på det offentlige som storkunde.

Q: Hvordan støtter EU Clean Clothes Campaigns arbejde?

A: Først og fremmest som en menneskerettighedsorganisation. Clean Clothes Campaign er en af de få organisationer, der får midler til at informere om og støtte arbejdere i udviklingslande, når de bliver forfulgte eller deres rettigheder bliver krænket. Det sker gennem Human Rights Defenders programmet. Men EU’s Generaldirektorat for Beskæftigelse, Sociale anliggender og Ligestilling har ofte bidraget til Clean Clothes Campaigns arbejde med påvirkning af de europæiske tøjfirmaer f.eks. dokumentation for, hvad virksomhederne kan gøre for at forbedre arbejdsforholdene og rundbordssamtaler i branchen. Når Clean Clothes Campaign f.eks. har en sag om uberettigede fængslinger af faglige ledere i Bangladesh, har vi et godt samarbejde med EU Repræsentationen på stedet, når vi henvender os til de ansvarlige myndigheder. 

 

________________________

 

Unge kasteløse piger i sydindien udnyttes groft af den lokale tøjindustri, der med slavelignende forhold producer tøj for en lang række internationale tøjmærker.

Af Klaus Melvin Jensen - Clean Clothes Campaign, The India Committee of the Netherlands og Centre for Research on Multinational Corporations

 

Kastediskrimination er et udbredt fænomen i Indien på trods af, at det har været forbudt siden 1950. Kastesystemet en bygger på en forestilling om, at nogle er født urene og derfor kan forurene andre. I kraft af denne nedarvede status skal mennesker i den laveste kaste, såkaldte dalitter eller "kasteløse", varetage særlige, især beskidte, former for arbejde og er i øvrigt underlagt en række sociale restriktioner, som krænker de mest basale menneskerettigheder, for eksempel oplever dalitterne grov diskriminering under uddannelse og i sundhedssystemet. Dalitterne er fanget på bunden af samfundet, de er marginaliserede og bliver groft udnyttet.

I den indiske tøjindustri bliver dalitterne groft udnyttet til at indgå slavelignende kontrakter med tøjfabrikanter. Tøj, der bliver produceret under disse forhold, finder også vej til de danske butikker.

Dalitterne er fanget på bunden af samfundet og tvunget til at udføre de hårdeste og dårligst betalte jobs. Det er stort set umuligt for dem at komme op i andre sociale lag, og mange er dybt forgældede.

 

Sumangali scheme

I det indiske samfund er det kutyme, at unge kvinder, der gifter sig, har en medgift med til mandens familie. Men mange familier har ikke råd til dette, hvilket tøjproducenterne udnytter. De tilbyder de unge dalitkvinder en 3-årig kontrakt med en efterfølgende bonus til medgift. Samtidig bliver pigerne lovet logi, god løn og tre nærende måltider om dagen. De unge piger ser dette som en mulighed for at kunne blive gift og få et bedre liv, ligesom de også ofte bliver presset af deres familie til at indgå aftalen. Disse kontrakter med bonus til medgift betegnes også som ‘The Sumangali scheme’.

Løfterne fra ’the Sumangali scheme’ bliver dog aldrig indfriet. Pigerne arbejder op til 72 timer om ugen uden ordentlig mad og bor op til seks mennesker sammen på et værelse på selve fabrikken. De tjener mindre end 7 kr. om dagen, hvilket er under mindstelønnen i Indien. Pigerne får ikke lov til at se deres familie og har ingen udgangstilladelse. Størstedelen af de unge piger ser aldrig deres lovede bonus, da de ikke kan gennemføre den 3-årige kontrakt pga. underernæring, dårlig hygiejne og arbejdsskader. Andre bliver fyret af uforklarlige årsager inden kontraktens udløb.

SOMO - Centre for Research on Multinational Corporations og ICN - India Committee of the Netherlands har udgivet rapporterne: Captured by Cotton: Exploited Dalit girls produce garments in India for European and US markets og Maid in India: Young Dalit Women Continue to Suffer Exploitative Conditions in India’s Garment Industry dokumentere problemet og kommer med forslag til løsninger.

 

________________________

 

 

Rapporter 

Captured by Cotton, SOMO og ICN, Maj 2011 (38 sider, PDF format)

 

Maid in India, SOMO og ICN, April 2012 (71 sider, PDF format)

 

"Mit Navn er Anju" er en sammenfatning af en række blogindlæg af den indiske tekstilarbejder Anju. Gennem disse blogs fortæller Anju om sit liv, sin familie og de forhold, hun som tekstilarbejder må arbejde under.


Jeg hedder Anju, jeg er 34 år og kommer oprindeligt fra Kanpur i Uttar Pradesh. Jeg arbejder som tekstilarbejder i Delhi, hvor jeg bor sammen med min mand og mine fire børn. Jeg har tre piger: Seeta på 15, Renu på 14 og Ramesh på 12 år. Mit yngste barn hedder Anil, han er 8 år.

Det sted, jeg bor nu hedder Kapas Hera. Det er i udkanten af Delhi. Her bor millioner af migrantarbejdere. Vi bor trangt, da hele familien på seks personer deler et lille rum.

Min mand og jeg er begge tekstilarbejdere. Jeg har været tekstilarbejder i nogle år nu. Det er et vanskeligt og hårdt erhverv. Vi arbejder mange timer hver dag, og tjener samtidig meget lidt. Jeg har produceret tøj for mange kendte mærkevarer. Vores chefer presser os for at nå vores produktionsmål, de råber af os og skælder os ud, hvis vi ikke vi når målene.

Der hvor jeg bor, er størstedelen af bygningerne ejet af nogle få mennesker. Min husejer kræver, at vi og de andre lejere køber madvarer i den butik, som han eller hans familie ejer. Men i den butik er priserne altid meget højere, end de er på markedspladsen. Derudover har vi problemer med både vand- og strømtilførslen. Vi mangler strøm det meste af tiden, og om sommeren har vi knapt nok vand til at drikke.

 

Vejen til Delhi

Jeg og min mand, Rakesh Kumar, plejede at arbejde som skræddere og sy tøj for folkene i vores landsby. Vi havde en lille forretning, som vi lejede i Kanpur. I 2005 besluttede myndighederne i Uttar Pradesh at gøre vejen bredere på den side, hvor vi havde vores lille forretning. Så ejeren bad os om at forsvinde så hurtigt som muligt, fordi han skulle aflevere jorden til regeringen. Selvom vi mistede vores levebrød, fik vi ingen kompensation, da vi ikke ejede butikken.

Mens vi sørgede over tabet af vores arbejde, fik min mand besøg af en slægtning, Mr. Pappu, som havde arbejdet i Delhi i mange år. Da vi fortalte ham om vores problemer, foreslog Pappu, at vi kunne flytte til Delhi, hvor der er mange virksomheder, der syer tøj, som eksporteres til udlandet. Han fortalte, at der hele tiden blev åbnet nye fabrikker. Vi gjorde som han sagde og flyttede til Delhi i januar 2006. Pappu fandt et rum til os, som vi kunne leje i Kapas Hera.

Da han fortalte, at lejen for rummet var 800 rupies (90 kr.) om måneden, fik jeg et chok. Jeg var ikke sikker på, at mine fire børn, min mand og jeg kunne leve i det rum. Men efter lidt tid forstod jeg, at alle her omkring var vant til at bo sådan.

Jeg plejede at høre flotte historier om Delhi, hovedstaden, hvor Parlamentet og Højesteret ligger. Jeg havde forestillet mig et billede af et skinnende og rigt Delhi, hvor folk havde det bedre end i landsbyen, men det billede falmede hurtigt.

 

Arbejdet på fabrikken

I 2008 bestemte jeg mig for at begynde at arbejde på en fabrik i Gurgaon i Delhi. Jeg fandt et skrædderjob på en af fabrikkerne, som leverede tøj til europæiske mærkevarer. Fra nu af vil jeg fortælle min historie om, hvordan det var at arbejde på en fabrik i Guragon.

For det meste plejer de ansatte ikke at blive særlig længe på en arbejdsplads i Gurgaon, og det er sjældent, at man møder en person, som har arbejdet på det samme sted i mere end to år. Der er mange årsager til, at folk ikke bliver det samme sted. Nogle gange bliver arbejderne fyret af cheferne, mens det andre gange skyldes vold eller chikane og for høje produktionskrav til arbejderne. Men det nytter ikke noget at skifte til en anden fabrik, for der vil man finde nøjagtig samme forhold.

Arbejdsforholdene på fabrikken var dårlige. På fabrikken i Gurgaon fik vi ikke mindstelønnen, og vi blev tvunget til at tage overarbejde til mindstelønssatsen. Vi havde ikke adgang til drikkevand, der var dårlig luft og det var ulideligt varmt. Kvindelige arbejdere segnede om og besvimede på grund af varmen og dehydrering, og mange kvinder fik også urinvejsinfektioner af de uhygiejniske toiletter.

Arbejderne i Gurgaon er altid bange for at starte en fagforening eller være med i fagforeninger, fordi ledelsen slår hårdt ned på fagforeninger. Men mod slutningen af 2009 startede jeg og nogle kollegaer i al hemmelighed en fagforening på fabrikken. Vi vidste, at hvis ledelsen hørte om vores organisering, ville vi alle sammen miste vores job.

Lønnen som jeg modtog, efter pensionen var trukket fra, var 3600 rupies (407 kr.). Virksomheden gav mig aldrig noget bevis for, at jeg blev trukket for pension. Lønnen var aldrig tilstrækkelig til min familie på seks – inkluderet fire skolebørn. Da myndighederne i Haryana i januar 2010 øgede mindstelønssatsen, nægtede ledelsen på min arbejdsplads at betale os den nye mindsteløn. Fagforeningen måtte derfor tage kampen op for at sikre os denne ret. Det var dengang fabriksledelsen begyndte at slå tilbage mod os. Senere skal I få at vide, hvad der så skete (ref. afsnit: At være organiseret).

 

Et nyt liv i Delhi

Min yngste søn var bare fire år, da vi flyttede til Delhi. Da vi var flyttet til et helt nyt sted med nye mennesker, besluttede vi, at det kun var min mand, der skulle arbejde de første måneder.

I stedet for at arbejde skulle jeg være hjemme og passe børnene. Pappu fandt et job til min mand på fabrikken, hvor Pappu selv arbejdede.
Nu opstod et nyt problem – at få plads på en skole til mine børn. Det er næsten umuligt for migrantarbejdere at få plads til deres børn i de offentlige skoler. Så, desværre, besluttede vi, at vi ikke kunne sende børnene i skole det år.

Efter et par uger forstod jeg, at det er umuligt at overleve på én persons løn i Delhi. Så jeg måtte også til at se mig om efter et job, og dermed glemme idéen om kun at være hjemme og passe børnene.

 

Livet som hjemmearbejder

Det er ikke så vanskeligt at få hjemmearbejde inden for tekstilindustrien i Delhi. Jeg fortalte de andre kvinder i nabolaget, som også arbejder hjemmefra, at jeg ønskede at gøre det samme. Næste dag kom en mand til mit hus. Han forklarede mig betingelserne for at arbejde for ham, hvad jeg skulle gøre, og hvor meget jeg ville tjene. Dagen efter kom han med tøj, som jeg skulle sy, brodere, sætte knapper og stropper på.
Manden betaler aldrig den sum, som vi mundtligt blev enige om, da jeg begyndte at arbejde hjemmefra. Når lønningsdagen kommer, betaler han altid 10-15 procent mindre end det, vi havde aftalt.
Når man arbejder på denne måde, får man betaling på akkord. Og lønnen er afhængig af typen af arbejde, sværhedsgraden, og hvor lang tid det tager at blive færdig. Jeg har udført arbejde som gav mig alt fra 4 rupies (45 øre) til 20 rupies (2,26 kr.). For at færdiggøre et arbejde, som kan give mig 20 rupies, må jeg arbejde i 3-4 timer.
Jeg arbejdede hjemmefra på denne måde i to år, indtil jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne tjene nok penge til at forsørge min familie. Det er sådan jeg endte med at arbejde i Gurgaon. (ref. afsnit: Arbejdet på fabrikken)

 

At være organiseret i en fagforening

Efter at fagforeningen begyndte at arbejde åbenlyst på fabrikken i Gurgaon, begyndte gengældelsen fra ledelsen. Først begyndte de at erstatte fastansatte med kontraktarbejdere. Arbejdslederne begyndte at chikanere de ansatte, når de ikke nåede de uopnåelige produktionsmål. Ledelsen lukkede for drikkevandet til de ansatte, ja selv vandet på toiletterne blev lukket. De begyndte at sende bøller ind for at genere os og true de arbejdere, der blev i fagforeningen. En eftermiddag, da vi forlod fabrikken efter arbejde, blev vores fagforeningsleder overfaldet af bøllerne. Målet var åbenbart at stoppe fagforeningsaktiviteterne og true os alle. Fra da af indså jeg styrken i at stå sammen, og jeg blev meget aktiv i fagforeningen.

Før jeg tog del i kampen for arbejderes rettigheder, var alt meget anderledes. Hver morgen når jeg kom ind på industriområdet, havde jeg mange bekymringer… om jeg ville klare at opnå produktionsmålene, hvordan dagen ville blive, hvordan børnene havde det derhjemme… og for hvert skridt jeg tog på vej hjem igen, var jeg lettet. Men efter at jeg blev organiseret, var jeg altid meget nervøs, når jeg forlod industriområdet. For hvert skridt jeg nærmede mig mit hjem, blev jeg mere og mere nervøs. For hvad kom til at ske? Ville jeg være i stand til at finde et nyt job i fremtiden, nu hvor jeg har hævet min stemme mod ledelsen og deltaget i demonstrationer udenfor fabrikken?

 

Pengene slår ikke til

Vi har omkring 8.000 rupies (905 kr.) om måneden at leve for. Nogle måneder lidt mere, andre måneder lidt mindre, afhængigt af hvor mange dage min mand arbejder.

Ja, vi har ca. 8.000 rupies at rutte med, men det rækker ikke til at alle de nødvendige ting, fordi min mand ryger og drikker. Der er altid pengemangel i familien.

 

Hvad jeg bruger vores penge på?

Lejen for rummet vi bor i inkl. strøm er 1.500 rupies (170 kr.). Dåsemad og lignende koster ca. 3.000 rupies (340 kr.). Jeg køber kylling to gange om måneden – dét og grøntsager koster sammenlagt ca. 1.200 rupies (135 kr.). Børnenes uddannelse koster omkring 1.000 rupies (113 kr.) om måneden. Hver måned har vi også udgifter til medicin, det er ca. 200-400 rupies (22-44 kr.).

Mine to ældre piger forstår, hvilken situation vi er i, og de har lært at tilpasse sig. Så de ved godt, at de må spise det der er og tage det tøj på, der nu engang er. Men de mindste børn er for små til helt at forstå disse vanskeligheder.

Mit liv gør mig trist. Jeg vil have, at mine børn skal have et godt liv. De skal kunne spise god mad, klæde sig godt på og tage en god uddannelse. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få dette til at lykkes, når jeg tvinges at leve fattigdom, selvom jeg arbejder hårdt.

 

Min Familie

Da jeg var yngre ville jeg gerne giftes, stifte familie og være en god husmor. Jeg tænkte, at jeg ville have to børn. Men efter at jeg blev gift, fødte jeg fire børn.

Min mand og hans familie ville have en dreng. For hver gang jeg fødte, var de spændte på, om det blev en dreng. Min svigerfar var alkoholiker og tog ofte sine fulde venner med hjem. Så samtidig med at jeg blev chikaneret af min mand, fordi jeg kun fik piger, blev jeg også plaget af hans far og vennerne. Jeg var ked af mit liv, og samtidig begyndte min mand at drikke og se efter andre kvinder. Han begyndte i fuldskab at slå mig hver aften, fordi jeg kun havde født piger. ”De er en byrde for familien” sagde han om pigerne.

Jeg havde tre yngre søskende, som ikke var i stand til at hjælpe mig med at kontrollere min mand eller diskutere med ham. Heller ikke mine forældre var i stand til det. Min mand benyttede sig af min svage position, bankede mig, og gik bag om ryggen på mig. Langsomt indså jeg, at hvis jeg fortsatte med at være afhængig af ham, ville mine børn sulte, så jeg besluttede mig for at tjene penge selv ved at sy andre folks tøj.

Lige efter at jeg fødte vores tredje barn, forsvandt min mand i tre måneder. Han var så vred over, at jeg havde født den tredje pige, og flyttede hen til en anden kvinde i en landsby langt fra min hjemby. Da jeg hørte fra en bekendt, at han boede der, rejste jeg derhen for at hente ham hjem. Jeg havde nemlig brug for hans hjælp til at tage vare på mine piger. Desuden, mens min mand boede sammen med den anden kvinde, begyndte min svigerfar at antaste mig seksuelt. Jeg var afhængig af min mand, så selvom der var sket så meget, så måtte jeg vende tilbage til ham.

Da han kom tilbage, startede vi vores skrædderbutik. Men lidt efter lidt blev han uansvarlig igen. Han tvang mig til at få endnu et barn i håb om, at vi ville få en dreng. Men selv efter at drengen var født, ændrede hans opførsel sig ikke. Han fortsatte med at drikke og slå mig. Arbejdet i butikken gik godt, men han brød sig aldrig om mig og mine piger, og han skældte mig hele tiden ud foran børnene.

Så flyttede vi til Delhi. Vi ledte efter arbejde og jeg trængte til fred i sjælen. Jeg havde håbet, at et nyt sted ville være med til at forandre min mand, og at der kunne ske noget godt i mit liv. Efter vi flyttede ændrede han sig lidt, han blev mindre truende overfor mig. Men han kom alligevel ofte fuld hjem og skældte mig og børnene ud. Men nu står mig og børnene sammen mod ham. For nylig sagde min ældste datter til ham, at hvis han angriber os igen, vil hun slå ham.

 

Min datters drøm

Min ældste datter går nu i 11. klasse, i en skole, hvor hun ikke behøver at møde op i klasseværelset hver dag, men stadig kan tage eksamen. Hun er lige fyldt 15 år. Nu tænker jeg, at jeg skal sende hende ud for at arbejde.

Jeg vil aldrig lade min datter arbejde i tekstilindustrien. Jeg har været udsat for så meget chikane på sådanne arbejdspladser og vil ikke have, at mit barn også skal være offer for det. Min datter siger, at hun drømmer om, at tage et IT-kursus. Jeg må tænke over det, for IT-kurser er så dyre, at jeg ikke aner, hvordan jeg skal spare sammen til det. Min mand kan ikke lide pigerne, så han er ligeglad med, hvorvidt de går i skole eller ej.

 

Min ægtefælle

Han arbejder med at stryge tøj på en tekstilfabrik. Han kan lide at arbejde på akkord, fordi akkordsystemet giver ham frihed. Han arbejder 15-20 dage om måneden, og går ikke på arbejde regelmæssigt. Selv om han arbejder mindre end mig, tjener han mere. Men han bruger halvdelen af lønnen i vinbutikken og på cigaretter og gutka (en slags tyggetobak af betelnødder, tobak og lime).

Det eneste ansvar, han påtager sig, er at betale for huslejen og lidt madindkøb, det svarer måske til 1.500-1.750 rupies (170-200 kr.). Resten af pengene bruger han på sig selv, hvilket betyder, at jeg må arbejde ekstra timer for at tjene mere og for at mine børn i al fald ikke skal sulte. Min mand er ligeglad med sådanne ting – som hvad børnene spiser og hvad de kan lide. Alt dette er mit ansvar. Børnenes uddannelse er også mit ansvar. De får små stipendier fra skolerne til at købe tøj. Jeg sender mine børn i offentlige skoler, selv om jeg ikke synes, at de skoler er gode. Jeg har ikke råd til at betale de høje afgifter, som privatskolerne kræver.

 

Kan situationen blive bedre?

Jeg tror, at arbejdsforholdene i tekstilindustrien kan blive bedre, hvis der bliver etableret fagforeninger på fabrikkerne, og hvis myndighederne sikrer, at loven overholdes. Ledelsen vil altid lade som om, at de forbedrer forholdene på fabrikken for at tilfredsstille tøjfirmaerne, og dem der kontrollerer dem, så de kan fremvise gode rapporter. Tøjfirmaerne må være mere ærlige og sikre, at deres regler (red. Codes of Conduct) overholdes på fabrikkerne.

Jeg synes, at det er ledelsen på fabrikkerne, som må tage ansvar for de dårlige arbejdsforhold på fabrikkerne. Men jeg mener også, at tøjkæder og mærkevare firmaer har et lige så stort ansvar, når arbejdere bliver udnyttet og i perioder tvunget til at arbejde under stort produktionspres. Samtidig er regeringen også ansvarlig for at lovene ikke håndhæves. Ledelsen på fabrikkerne bestikker altid offentlige embedsmænd, så de kan sno sig udenom ansvaret. Indiske love er egentlig gode og kunne have beskyttet arbejderne, men grådige fabriksejere og korrupte politikere gør, at reglerne ikke overholdes.

 

________________________

 

WE ARE HUMANS

Beklædningsindustrien beskæftiger i Danmark 10.000 og på verdensplan 75 millioner mennesker. Men det glemmes belejligt at der sidder mennesker som du og jeg og producere tøjet under umenneskelige forhold. Det er moderne slaveri.

Hvis vi mødte disse mennesker ansigt til ansigt, ville vi aldrig kunne bære, at det er sandheden. Mange lukker øjnene og ørerne og undgår at tænke på hvor stor ødelæggelsesgrad, man har med det, man gør. Som designer ved du, hvor lang tid det tager at lave en kollektion. Virksomheder har et ansvar. Vi har alle et ansvar.

Slaveri er aldrig moderne -
WE ARE ALL HUMANS! 

© 2014 Clean Clothes Campaign. All rights Reserved.
Webdesign by Segan & built by 2nd Level.