Tekstilarbejderkvarter Phnom Penh, Cambodia 2012 Tekstilarbejderkvarter Phnom Penh, Cambodia 2012 Foto: Anna McMullen / Clean Clothes Campaign

Moa Chenda, syerske på Evergreen Apparel

01 juli 2012

"Have you ever had a bad time in Levi's?" Svaret på mærkets kendte slogan er temmelig klart for Moa Chenda. Efter at have arbejdet i 7 år som syerske på Levi's leverandøren Evergreen Apparel i forstæderne til Phnom Penh, har den 27-årige kvinde kun ét ønske: at forlade fabrikken for at få en bedre løn - og et bedre liv.

 

Søndag 5. februar 2012. Vi møder Chenda under 'Tribunalet om leveløn og anstændige arbejdsvilkår', som er arrangeret af Asia Floor Wage Campaign med støtte fra Clean Clothes Campaign.

"I dag er en vigtig dag for os", siger Chenda, "for vi vil tale om vores løn i Cambodja, og mærkevarefirmaerne vil lytte. De vil høre om vores daglige problemer. Jeg håber, at det vil nytte og jeg er sikker på, det vil. For de ønsker ikke, at arbejderne går i strejke. De har en interesse i at lytte".

Chenda er født i Kien Svay distriktet i Kandal provinsen. Hun forlod sin landsby og sin familie for ni år siden for sammen med to veninder at arbejde i Phnom Penh's fabrikker. "I starten boede vi sammen, men nu er de begge blevet gift. Nu bor jeg alene uden nogen slægtninge omkring mig. Jeg vil også gerne giftes og have børn, men jeg har ikke råd til det. Hvis du gerne vil finde en mand i dag, skal du have penge. Det er den moderne måde at blive gift på i Cambodja!".

Efter at have arbejdet ni år i beklædningssektoren - 2 år for H&M og 7 år for Levi's – har Chenda kun 9 dollars på sin opsparingskonto. De penge, hun tjener på Evergreen, er langt fra nok til at dække hendes udgifter og spare flere penge op. "Jeg får mindstelønnen på 61 dollars. Med tillæg og overarbejde, kan jeg tjene op til 100 dollars. Måske 130 dollars, når jeg får en masse overarbejde. Fordi jeg er nødt til at sende 20-30 dollars om måneden til min familie, arbejder jeg over hver dag - nogle gange to timer, andre gange fire timer. Det afhænger af fabrikkens behov. Men vi får kun 2.000 riels [red.note: 50 cent] for 2 timers overarbejde. Det er ikke nok, og arbejdsrytmen er udmattende. I dag bliver jeg oftere syg på grund af træthed og mangel på mad."

Med et dagligt madbudget på 4.500 riels - lige over en dollar - er Chenda's skrøbelige helbredstilstand ikke overraskende. Dømt til at spise ris eller grød tre gange om dagen, lider den unge kvinde allerede af ernæringsrelaterede sygdomme.

"Sidste måned havde jeg et alvorligt glukoseunderskud, og jeg måttet bruge 25 dollars på behandling. Det er første gang det sker for mig. Jeg har haft almindelig forkølelse, men ikke noget så alvorligt. Da fabrikkens forsikring kun dækker arbejdsskader, måtte jeg selv betale det hele ... "

Femogtyve dollars: En formue, når du er nødt til at leve i Phnom Penh. "Livet er dyrt herovre. Hver måned skal jeg betale 20 dollars for mit værelse, plus 1,5 dollar for vandet. Elregningen afhænger af forbruget, men jeg plejer at betale 1 dollar om måneden. Jeg bruger ikke min ventilator, for så kan jeg spare penge, men når min familie besøger mig, er vi nødt til det på grund af varmen. De bor stadig i Kien Svay. Min mor er død og min far er for gammel til at arbejde. De penge, jeg sender, har afgørende betydning. Mine brødre og søstre tjener dårligt nok til at give deres egne børn mad. Det er ikke let for mig, for jeg skal også bruge penge på tøj, på vaskepulver, på sæbe og kosmetik ... Det koster mig mindst 15 dollars om måneden. Nogle gange har jeg intet andet valg end at låne penge rundt omkring for at klare udgifterne."

 

Tekstilarbejder i Cambodja

Chenda låner gerne penge i slutningen af måneden, når de manglende kontanter bliver virkelig problematiske.

 

Afhængigt af hendes behov, låner hun mellem 5 og 30 dollars."Pengeudlåneren tager meget høje renter, så jeg forsøger at undgå stor gæld. Men i sidste måned var jeg nødt til at låne en masse penge for at betale behandlingen. Jeg spekulerer på, hvor mange penge jeg har brug for tjene for at undgå gælden. Hver gang vore ydelser eller lønninger forbedres, stiger fødevarepriser og husleje tilsvarende ... På den måde er det umuligt at spare. Jeg har brug for at spare flere penge op, hvis jeg skal forlade fabrikken. Jeg vil rigtig gerne være selvstændig skrædder. Det er min drøm. Jeg ønsker ikke at være underlagt nogen længere. Men jeg har brug for penge til uddannelse og til at starte forretningen en dag."

"Jeg hørte, at nogle fabrikker her omkring giver bedre lønninger. Jeg kunne søge arbejde der, men jeg vil ikke, for nu har vi kontrakter af ubegrænset varighed hos Evergreen [red. siden januar 2012]. Det har de andre fabrikker ikke. Indtil 2012 havde vi kun 3-måneders kontrakter. Jeg ved ikke, hvorfor ledelsen har besluttet at ændre det, men jeg ved, at det er gode nyheder. Nu kan jeg selv beslutte, om jeg vil blive her eller ej uden at frygte for fremtiden."

Chendas drøm kan tage lang tid før den bliver til virkelighed. Men indtil da har den unge kvinde besluttet at tage ansvaret for sin skæbne i egen hånd og deltage i Workers' Information Center (WIC), en cambodjansk NGO, der støtter kvinders selvstændiggørelse og lederskab i beklædnings­industrien.

"Hos WIC lærer jeg at udtrykke mine meninger, at stå frem og konfrontere folk, der ser ned på mig. Det giver mig et større selvværd. Jeg lærer også en masse om arbejdstagerrettigheder, social sikring og sundhedsydelser. Det er virkelig nyttige ting at lære. Det giver mig mulighed for at tale med mine kollegaer og med medlemmerne af fagforeningen om vores daglige problemer og de fremtidige løsninger. Det er vigtigt for mig - og for alle mine kollegaer på Evergreen ... "

 

________________________

 
 
 

WE ARE HUMANS

Beklædningsindustrien beskæftiger i Danmark 10.000 og på verdensplan 75 millioner mennesker. Men det glemmes belejligt at der sidder mennesker som du og jeg og producere tøjet under umenneskelige forhold. Det er moderne slaveri.

Hvis vi mødte disse mennesker ansigt til ansigt, ville vi aldrig kunne bære, at det er sandheden. Mange lukker øjnene og ørerne og undgår at tænke på hvor stor ødelæggelsesgrad, man har med det, man gør. Som designer ved du, hvor lang tid det tager at lave en kollektion. Virksomheder har et ansvar. Vi har alle et ansvar.

Slaveri er aldrig moderne -
WE ARE ALL HUMANS! 

© 2014 Clean Clothes Campaign. All rights Reserved.
Webdesign by Segan & built by 2nd Level.