Rom Sokha har optaget lån, da hendes løn ikke rækker til både forsørgelse og køb af den medicin, hun må tage som følge af arbejdsskader Rom Sokha har optaget lån, da hendes løn ikke rækker til både forsørgelse og køb af den medicin, hun må tage som følge af arbejdsskader Foto: Martin De Wals

Rom Sokha, pakker på Yung Wah Industrial Co.

01 juli 2012

Rom Sokha arbejder som pakker ved Yung Wah Industrial, en tekstilfabrik med ejere fra Singapore, der producerer skjorter, jakker, t-shirts og bukser for GAP, Old Navy og Banana Republic. Med sin placering 30 minutter syd for Phnom Penh i Kandal provinsen, hævder fabrikken "at varetage de ansattes behov for et omfattende velfærdssystem og andre goder". Et udsagn Rom Sokha ikke kan bekræfte.

 

"Jeg har været ansat på Yung Wah i seks år nu. Jobbet er udmattende, men jeg arbejder hårdt for at pakke tøjet godt, før det forlader stedet. Som alle andre hos Yung Wah får jeg stadig kun mindstelønnen (61 dollars). Takket være mit anciennitetstillæg og dyrtidstillæg (kompensation for generelle stigninger i leveomkostninger) får jeg 73 dollars i alt. Da jeg var stærk nok til at tage overarbejde og få rådighedstillæg, kunne jeg tjene op til 100 dollars. Men det kan jeg ikke længere.

Sokha er kun 33 år gammel, men hun lider allerede af alvorlige mave- og rygsygdomme og hjerteproblemer. Indtil for nylig er hun gået på arbejde, selvom hun har været syg. Men da hendes tilstand forværredes i sidste måned, måtte hun stoppe med at arbejde, og har nu været sygemeldt i et par uger.

 

Lønnen er ikke nok til at dække leveomkostninger

"Det er meget vanskelige tider for mig. Sidste år fik jeg kun 50 eller 60 dollars om måneden, fordi jeg var syg fra tid til anden. Jeg er besvimet mange gange på fabrikken og hjemme. Da jeg ikke kunne tillade mig at gå til lægen eller få moderne medicin, prøvede jeg at finde traditionel medicin til at lindre smerterne. Det koster omkring 5 dollars om måneden. Men for tre uger siden var jeg nødt til at bruge 100 dollars på at købe medicin på apoteket. Fabrikken dækker ikke disse udgifter. De giver kun lægemidler til mindre problemer som hovedpine og diarré og kun, når vi arbejder. I dag må jeg få hjælp fra arbejdernes solidaritetsfond for at kunne betale behandlingen. Men selv med denne støtte, må jeg låne penge til medicin."

Sokha bor sammen med sin 10-årige søn i et lille rum i en stueetage nær fabrikken. Fire vægge, en seng og lidt køkkenfaciliteter i et hjørne - det er alt, hvad hun kunne finde for 40 dollars om måneden, vand og elektricitet inkluderet. Hendes mand bor her også fra tid til anden. Men for det meste opholder han sig på landet, hvor han dyrker grøntsager på et lille stykke jord, som han lejer for 15 dollars pr. høst.

"Min mand tjener ikke mange penge, måske 50 dollars pr. høst, når betingelserne er gode. Men med tørke, oversvømmelser og insektangreb ved vi aldrig på forhånd, hvor meget vi får. Mit arbejde på Yung Wah er derfor af afgørende betydning for, at kunne forsørge familien og betale huslejen. Værelset er meget dyrt. Jeg kunne ikke finde noget billigere tæt på fabrikken. Så vi er nødt til at spare penge på alt. Vi må klare os med 3 dollars om dagen til mad - 1,5 dollars, når jeg er alene med min søn. Til morgenmad og aftensmad spiser vi kun ris med en lille smule kød. Det er ikke nok, især ikke for mit barn. Han er undervægtig og bliver ved med at tabe sig. Han er ofte syg og må jævnligt blive væk fra skoleundervisning. Jeg er virkelig bekymret. Hvis jeg havde flere penge, kunne jeg købe frugt med bedre næring i til ham. Men jeg kan ikke, især nu ... "

Betaling for skolen er også problematisk med sådan en løn. Selv om hendes søn går i en offentlig skole, hvor der officielt ikke betales gebyr, skal Sokha give 200-300 riel hver dag til læreren. Sådan er det i Cambodja i dag. Og hvert år skal hun betale for bøger og to sæt skoleuniformer.

"Jeg kan ikke dække alle disse udgifter med min nuværende løn. For at leve godt vil jeg være nødt til at få mindst 120 dollars som mindsteløn før tillæg. Selv da jeg kunne arbejde på overtid, var det ikke nok. Jeg var nødt til at låne 30-50 dollars om måneden af den lokale pengeudlåner. Engang kunne jeg sende 10 eller 20 dollars om måneden til min familie. 12 mennesker er afhængige af mig i min hjemby. Men nu, hvor jeg er syg, kan jeg ikke sende dem nogen penge overhovedet."

Ligesom hos mange tekstilarbejdere i Cambodja er Sokhas gæld i stigning måned efter måned. Rentesatserne hos pengeudlånerne er høje, og leveomkostningerne stiger dramatisk i landet. I dag beløber Sokhas gæld sig til mere end 100 dollars.

"Jeg forstår ikke, hvorfor vi får sådan en lav løn. Min fagforeningsleder siger, at det er på grund af fabriksejernes korruption og udnyttelse af os. Alt, jeg ved, er, at vi arbejder hårdt, selv når vi er trætte eller syge. Hvis jeg kunne møde direktøren for GAP, ville jeg fortælle ham, at vi desperat har brug for flere penge for at overleve. Vi kan ikke leve ordentligt og tage os af vore familier med sådan en løn. 5 dollars om måneden i dyrtidstillæg og 0,5 dollar til dagligt overarbejde, det er alt for lidt. Mange er udmattede og syge som mig. Det kan ikke blive ved længere."

"Hvis jeg kunne, ville jeg forlade fabrikken. Men jeg kan ikke, for jeg har ikke et stykke land at dyrke, og jeg er nødt til at tage mig af min søn. I år vil jeg ikke være i stand til at arbejde i to måneder. Og jeg spekulerer virkelig på, hvordan vi skal klare os ... "
 

 

________________________

 

WE ARE HUMANS

Beklædningsindustrien beskæftiger i Danmark 10.000 og på verdensplan 75 millioner mennesker. Men det glemmes belejligt at der sidder mennesker som du og jeg og producere tøjet under umenneskelige forhold. Det er moderne slaveri.

Hvis vi mødte disse mennesker ansigt til ansigt, ville vi aldrig kunne bære, at det er sandheden. Mange lukker øjnene og ørerne og undgår at tænke på hvor stor ødelæggelsesgrad, man har med det, man gør. Som designer ved du, hvor lang tid det tager at lave en kollektion. Virksomheder har et ansvar. Vi har alle et ansvar.

Slaveri er aldrig moderne -
WE ARE ALL HUMANS! 

© 2014 Clean Clothes Campaign. All rights Reserved.
Webdesign by Segan & built by 2nd Level.