Oum Chan Sreyneth, Arbejder Wei Xin Garment, Cambodja 2012 Oum Chan Sreyneth, Arbejder Wei Xin Garment, Cambodja 2012 Foto: Martin de Wals / Clean Clothes Campaign

Oum Chan Sreyneth, syerske på Wei Xin Garment

01 juli 2012

Chan Sreyneth er helt ny i beklædningsindustrien. For mindre end et år siden kom den 20-årige pige sammen med sin bror og to søstre til Phnom Penh for at arbejde som syersker ved Wei Xin. Wei Xin er leverandør til Zara. Men krænkelserne af arbejdernes rettigheder er så omfattende, at de allerede har været i strejke to gange siden hendes ankomst.

 

"Hvor meget tjener jeg om måneden? Det ved jeg ikke. Ledelsen giver os ikke lønsedlerne, og når vi får dem, forstår vi ikke noget som helst af dem. Alt jeg ved, er, at jeg får 4,5 cents for hver 12 stykker tøj, jeg syer. Det er alt."

Denne påstand kan se overraskende ud, men Sreyneth er ikke et isoleret tilfælde i Cambodja. Ligesom Wei Xin fortsætter mange andre fabrikker med at drage fordel af den fattige, uuddannede og ofte uorganiserede arbejdskraft ved at nægte arbejderne deres basale ret til information.

I september 2010 gik Sreyneth og hendes kolleger i strejke i protest mod den praktiserede uigennemskuelighed. De har også protesteret mod ledelsens gentagne afvisning af at betale overarbejde og af at give kontrakter på længere tid end seks måneder.

"Vi står stadig over for de problemer i dag. I sidste måned havde vi ikke andet valg end at starte en ny 15-dages strejke. Det er svært at gå i strejke. Vi får kun 30 dollars, og vi er alle bange for, hvad der kan ske. Alle her er på kortvarige kontrakter, og vi kan nemt miste vores arbejde. Men vi har ikke noget valg. Heldigvis har vi en C.CAWDU-fagforening på fabrikken. De er der for at beskytte os. Før fagforeningen kom, foregik tvungen og ubetalt overarbejde hele tiden. Nu er det blevet bedre, men løn og kontraktspørgsmål er stadig ikke løst."

Med de problemer der er på Wei Xin med hensyn til manglende gennemsigtighed, ved Sreyneth ikke, om hun virkelig får mindstelønnen på 61 dollars eller ej. Som stykvis aflønnet syerske ved hun, at hun kan tjene op til 120 dollars om måneden, når hun arbejder hurtigt og tager overarbejde.

"Jeg kan få det beløb, fordi jeg arbejder hurtigt. Men mange kolleger får kun 80 dollars, fordi de er langsommere eller ofte er syge. Jeg er også syg, men jeg arbejder hver dag. Jeg har en misdannelse i næsen, som gør det svært for mig at trække vejret, og jeg lider af kronisk hovedpine. Jeg gik til lægen, og han sagde, at jeg havde brug for et kirurgisk indgreb. Men det vil koste 200 dollars, og jeg har ikke de penge. Derfor tager jeg traditionel medicin, som min mor køber i provinsen. Men det virker ikke."

Sreyneth's forældre bor i Koh Kong provinsen med deres yngste datter. Hver måned skal de tilbagebetale en rate af et lån på 2.000 dollars, som de har taget for at kunne købe en ovn til kagebagning og forsørge deres fem børn. "Da vi var børn, solgte vi søskende kager for at tjene nogle penge hjem. Nu, hvor jeg bor i Phnom Penh, prøver jeg at sende min mor mindst 50 dollars hver måned til tilbagebetaling af gælden og til at dække min søsters skolepenge. Men i sidste måned, kunne jeg ikke sende noget på grund af strejke ..."

For at spare penge deler Sreyneth et værelse med sin bror og to ældre søstre. "Det lykkedes os at finde et sted til 24 dollars om måneden, så hver af os betaler 6 dollars i husleje. Det er OK, og da det kun er 200 meter fra fabrikken, har jeg tid om morgenen til at studere engelsk. Jeg startede på engelsk for et par måneder siden. Jeg har også undervisning lørdag og søndag aften. Det koster 4 dollars pr. måned, men det er en god investering, hvis jeg ønsker at forlade fabrikken. Jeg har en kusine, der læste engelsk i et stykke tid. Hun mødte en amerikansk mand, der giftede sig med hende. Hun kunne forlade fabrikken, og hun har et bedre liv nu. Det er derfor, jeg også vil lære engelsk."

Et bedre liv. Langt væk fra de 2.000 riels [0,5 dollars], som hun kan tillade sig at bruge på sine daglige måltider. Et liv, hvor hun kan købe nyt tøj uden at komme i gæld. Et liv, hvor ingen vil råbe ad hende, når hun beder om at blive sygemeldt. Et liv, hvor hun frit kan bestemme, om hun vil være medlem af en fagforening, og ikke være underlagt forskelsbehandling og intimiderende adfærd.

"Lederne bad fornylig arbejderne om at sætte deres fingeraftryk på et blankt stykke papir. Ingen vidste, hvad de skulle med det. Men i dag ved vi, at dette dokument skal bruges som et "bevis" på, at vi har meldt os ud af fagforeningen. Det er et trick. Endnu en gang har de forsøgt at snyde os. Jeg nægtede at gøre det, men andre gjorde det. Det er ikke i orden."

"Det er derfor, vi har været nødt til at gå i strejke i de seneste måneder. Den sidste strejke sluttede for blot to uger siden. Jeg ved ikke, om det har ført til forbedringer. Men under alle omstændigheder er de begivenheder nyttige, for vi lærer at kæmpe for vores rettigheder. Vi ønsker at få vores lønsedler og forstå, hvad vi virkelig fortjener i løn. Det er alt, vi beder om."

________________________

 

WE ARE HUMANS

Beklædningsindustrien beskæftiger i Danmark 10.000 og på verdensplan 75 millioner mennesker. Men det glemmes belejligt at der sidder mennesker som du og jeg og producere tøjet under umenneskelige forhold. Det er moderne slaveri.

Hvis vi mødte disse mennesker ansigt til ansigt, ville vi aldrig kunne bære, at det er sandheden. Mange lukker øjnene og ørerne og undgår at tænke på hvor stor ødelæggelsesgrad, man har med det, man gør. Som designer ved du, hvor lang tid det tager at lave en kollektion. Virksomheder har et ansvar. Vi har alle et ansvar.

Slaveri er aldrig moderne -
WE ARE ALL HUMANS! 

© 2014 Clean Clothes Campaign. All rights Reserved.
Webdesign by Segan & built by 2nd Level.