Srieng Mouykim tekstilarbejder på Goldfame. Med hendes mor og to af hendes tre børn, Cambodja 2012 Srieng Mouykim tekstilarbejder på Goldfame. Med hendes mor og to af hendes tre børn, Cambodja 2012 Foto: Martin de Wals / Clean Clothes Campaign

Srieng Mouykim, arbejder på Goldfame Manufacturing Knitters

01 juli 2012

Srieng Mouykim arbejder på Goldfame. Goldfame er leverandør til Inditex (bl.a. Zara), og vakte i september 2010 opmærksomhed på grund af en strejke på fabrikken. Som svar på denne protest fyrede ledelsen 160 fagforeningsledere og -medlemmer. Takket være den faglige indsats og det internationale pres på mærkevarefirmaet blev arbejderne til sidst genansat. Men situationen er fortsat kritisk for Mouykim og hendes kolleger...

 

"Jeg har arbejdet på Goldfame siden 2004. Jeg besluttede at søge arbejde her, fordi nogen fortalte mig, at arbejdsforholdene var bedre end i Fortune, den kinesiske fabrik, hvor jeg arbejdede før. Men jeg blev skuffet. Selv her får jeg kun mindstelønnen, og det er umuligt for mig at forsørge min familie med så lidt penge."

Med en månedsløn på 85 dollars, inkl. alle tillæg, kæmper Mouykim hver dag for at dække de basale livsbehov. "Jeg har tre børn at brødføde og sende i skole. De penge, jeg får på Goldfame, er lige nok til at dække de udgifter. Vi har intet andet valg end at bo i min mors hus for at undgå husleje. Vi bor der med min mor, min søster og hendes to sønner. Min søster arbejder også på Goldfame, så vi kan deles om nogle udgifter til os syv. Men alligevel mangler jeg penge til at købe medicin til mine drenge og til min mor. Og huset er så gammelt, at vi regelmæssigt må betale for reparationer. Taget er utæt, og vi skal finde penge til at reparere det."

Fra mandag til lørdag, står Mouykim og hendes søster op kl. 5:30 for at tage arbejdernes transportlastbil til fabrikken. De kommer hjem omkring kl. 6 om aftenen. De ser næsten ikke deres børn, men kan regne med, at deres gamle mor tager sig af dem. "Selvfølgelig ville jeg gerne se dem oftere. Men jeg er nødt til at arbejde hver dag for at få de 7 dollars om måneden i rådighedstillæg. Og hvis jeg kunne, ville jeg arbejde endnu mere for at få ekstra penge. Med 120 dollars, kunne jeg betale for alle basale behov og købe bedre fødevarer. Desværre tillader fabrikken ikke overarbejde. De foretrækker at hyre underleverandører. Det er billigere for dem. For at få det til at løbe rundt, må jeg låne penge rundt omkring. Alle på Goldfame er forgældede. Jeg skylder penge til alle mine naboer i landsbyen ..."

At spare penge er en opgave i sig selv, når man nødt til at leve af mindre end 100 dollars om måneden. Købe nyt tøj til sine børn er bare utænkeligt. Familien har kun råd til second-hand tøj to gange om året, og det daglige madbudget er på kun 3.000 riels pr. person - mindre end én dollar.

"De fødevarer, jeg kan købe, er ekstremt næringsfattige. Bare en lille smule ris og grøntsager. Det er ikke godt nok til børnene, men vi har ikke noget valg. Fødevarer er blevet rigtig dyre. For et år siden blev en lille suppe solgt for 300 riels. I dag er det 500. Kun for en suppe med det dårligst mulige kød og de dårligste grøntsager. Det er virkelig svært at arbejde på så næringsfattige måltider. Jeg er 44 år nu, og det bliver sværere for mig at holde til at arbejde dér. Hvis jeg kunne forlade fabrikken og blive sælger, ville jeg ikke tøve. Men jeg kæmper for mine børn. Jeg vil have, at de skal gå i skole og studere for at finde et bedre job end mit. Alt andet end tekstilarbejder ville være godt, bare de får bedre løn."

Bedre løn og bedre levevilkår. To legitime krav, som arbejderne uden held har efterspurgt i årevis i Cambodja. Det hele gik i hårdknude i september 2010, og førte til generalstrejke, som igen førte til Goldfame-ledelsens pludselige afskedigelse af 19 fagforeningsledere og 142 fagforeningsmedlemmer.

"De er blevet genansat efter fem måneder, men de har endnu ikke fået deres tilgodehavender. Jeg er bekymret for det, der skete efter strejken. C.CAWDU-fagforeningen er utrolig vigtig for os. Der er fem andre fagforeninger på fabrikken, men jeg stoler kun på C.CAWDU. Før de kom til, havde jeg kun 2- eller 3-måneders kontrakter. Nu har jeg en etårig kontrakt, og fratrædelsesgodtgørelsen, hvis min kontrakt ikke fornyes, er blevet forøget. Jeg kan også tage en sygedag uden at miste hele mit rådighedstillæg. Og lederne råber ikke ad mig mere, når jeg beder om at blive sygemeldt."

Forholdet mellem C.CAWDU og Goldfame's ledelse har været anstrengt siden begyndelsen, og der har været mange konflikter i årenes løb. Men siden strejken i 2010 og den tvungne genansættelse af de 160 fagforeningsmedlemmer, er dialogen simpelthen forbi. Og en anden strejke kan forventes temmelig snart, eftersom Goldfame fornylig besluttede at nedsætte lønnen pr. produceret enhed og beholde 85 % af sine ansatte på tidsbestemt kontrakt.

"Det er et hårdt liv at være arbejder i beklædningsindustrien. Jeg er sikker på, at folk i hovedkvarteret ikke ved noget om vores levevilkår. De er ikke klar over de problemer, vi står over for i fabrikken. Kun de lokale ledere ved, hvad vi må udholde. Men de er ligeglade, og de organiserer og kontrollerer mange falske fagforeninger for at holde vore lønninger nede. Vi har brug for hjælp fra udlandet til at fortælle køberne, at vore lønninger er for lave. Og at presset på vores fagforening er uudholdeligt."

 

________________________

 

WE ARE HUMANS

Beklædningsindustrien beskæftiger i Danmark 10.000 og på verdensplan 75 millioner mennesker. Men det glemmes belejligt at der sidder mennesker som du og jeg og producere tøjet under umenneskelige forhold. Det er moderne slaveri.

Hvis vi mødte disse mennesker ansigt til ansigt, ville vi aldrig kunne bære, at det er sandheden. Mange lukker øjnene og ørerne og undgår at tænke på hvor stor ødelæggelsesgrad, man har med det, man gør. Som designer ved du, hvor lang tid det tager at lave en kollektion. Virksomheder har et ansvar. Vi har alle et ansvar.

Slaveri er aldrig moderne -
WE ARE ALL HUMANS! 

© 2014 Clean Clothes Campaign. All rights Reserved.
Webdesign by Segan & built by 2nd Level.