Clean Clothes Campaign interviewer Bego Demir om hans oplevelser med sandblæsning i Tyrkiets tekstilindustri.

 


Bego kom til Istanbul som 15 årig og fik arbejde som sandblæser på en fabrik. Han fortæller om de 12 timers lange arbejdsdage og konsekvenserne ved sandblæsning.

Som mange af hans venner og kolleger, har Bego udviklet silikose (stenlunger) pga. arbejdet som sandblæser. Arbejdet er livsfarligt og mange dør af det. Bego har i dag mistet 46,2% af hans lungekapacitet.

En af de brands som fik produceret sandblæste jeans i Tyrkiet er Tommy Hilfiger. Mange andre brands fik også sandblæst jeans i Tyrkiet; Diesel, Miss Sixty, Levi’s, Wrangler, Acne, Hugo Boss, Lee, Dolce&Gabbana.

Bego fortæller i videoen, hvordan man kan se om et par jeans er sandblæste og kende forskel på de forskellige teknikker, der bruges til slidmærker på jeans.
Der kan også bruges kemikalier til at skabe effekten på jeans. Brugen af kemikalier kan også have negativ effekt på arbejdere, lokalmiljøet og forbrugere.
Ofte bruges der også sandpapir på jeans, hvilket er en hård og slidsom process for arbejdere.

Sandblæsning blev forbudt i Tyrkiet i 2009. Et stort skridt i forhold til bæredygtig mode. Bego havde en afgørende rolle i dette. Sandblæsning er stadig lovligt i mange andre produktionslande, fx i Kina og Bangladesh.


Læs mere om sandblæsning under Focus

 

Videoen er produceret af Helle Løvstø Severinsen som en del af Clean Clothes Campaign Danmarks projekt The DIG Project.
www.cleanclothes.dk
 

________________________


 

 

Interview med Yesim Yasin fra den tyrkiske Solidarity Commitee for Sandblasting Labourers. Hun fortæller bl.a., at 52 tyrkiske arbejdere indtil videre er døde af sandblæsningsskaderne, om alternativerne til sandblæsning og om hvordan tøjvirksomheder nu flytter produktionen fra Tyrkiet til lande som Bangladesh og Syrien. Solidarity Commitee blev dannet i juni 2008 for at føre kampagne mod sandblæsning af jeans i Tyrkiet og i resten af verden. Solidarity Committee samler berørte arbejdere, arbejdsmedicinere, advokater, journalister, musikere, fagforeningsfolk, etc.

Skrevet af Christa de Bruin, Den Hollandske Clean Clothes Campaign. Oversat af Clean Clothes Campaign Danmark.

 

Q: Hvad er din rolle i Solidarity Commitee?
A: Jeg har været medlem af udvalget siden begyndelsen. Jeg tager mig primært af udenlandske anmodninger, international presse og NGO-relationer.

Q: En af de første succeser Solidarity Committee opnåede var forbudet mod sandblæsning i Tyrkiet i marts 2009. Hvad er der sket siden da? Er forbuddet ved at slå igennem, eller foregår der stadigvæk manuel sandblæsning?
A: Det Tyrkiske Sundhedsministerium udstedte et forbud mod den anvendte silicateknik til sandblæsning af denim i marts 2009. Siden da er omfanget af problemet stærkt reduceret, og vi har ikke modtaget nogen oplysninger, der kræver stor opmærksomhed. Men vi har hørt, at der stadig er et meget lille antal af sweat-shop-lignende steder - et par lokale mærker fortsætter stadig med at anvende manuel sandblæsning ulovligt. Efter at have modtaget sådanne oplysninger, fik vi myndighederne til at anlægge sag mod dem.

Q: Hvis tingene har ændret sig, hvilke andre teknikker bruges der så i stedet for sandblæsning? Hvad mener arbejderne om dette og hvilke sundhedsmæssige konsekvenser har det fået?
A: Der har altid været alternative teknikker til sandblæsning. Den mest almindelige er "stone-wash". Fordi denimstoffet lægges i en stor gryde og vaskes sammen med pimpsten, er produktet og arbejderen helt adskilt. Under disse omstændigheder synes der ikke at være tale om sundhedsrisici. Men vi har fået oplyst, at perlite også har været brugt i stedet for pimpsten og nogle gange sammen med saltsyre (hydrogenchlorid-HCI). HCI’s PH værdi er meget høj, og derfor er det et irritationsmoment for luftvejene. Ved brugen af HCI skal der på arbejdspladsen foretages målinger og biologisk overvågning, og det bør kun ske med udlevering af de nødvendige personlige værnemidler. Gennem stone-wash kan der opnås et generelt slidt udseende af denimstoffet. Delvis blegning er ikke muligt.

Den anden teknik kaldes "kemisk". Normalt bliver kaliumpermanganat (KMnO4) sprøjtet enten gennem en børste eller en sprøjtepistol på denimstoffet. Ligesom HCI, har KMnO4 en høj pH-værdi og er stærkt irriterende for luftvejene. Ved svære eksponeringer kan mangan-forgiftning opstå. Derfor skal der ved brugen af denne teknik ligeledes foretages målinger og biologisk overvågning på arbejdspladsen, og det bør kun ske med udlevering af de nødvendige personlige værnemidler. Den kemiske proces efterlader en rest på stoffet efter behandlingen og er derfor ikke at foretrække.

Den tredje metode er "at slibe". Arbejderne gnider sandpapir på stoffet. Det er tidskrævende og vanskeligere. At blive udsat for organisk støv som følge af friktion har også sundhedsrisici såsom arbejdsbetinget astma. Derfor bør der på arbejdspladsen foretages målinger og biologisk overvågning med udlevering af de nødvendige personlige værnemidler.
Den sidste teknik er "laser". Investeringsomkostningerne på maskinen er høj, men det er en af de bedste muligheder så vidt det angår arbejdernes sundhed.. Der skal udleveres beskyttelsesbriller til arbejderne under operationen for at beskytte øjnene. Ellers ser det ikke ud til at andre sundhedsmæssig risicici bør vække bekymring.

Eksisterer der sådan noget som sikker sandblæsning som nogle virksomheder påstår?
A: Beklædningsindustrien har altid været blandt de mindst regulerede sektorer på verdensplan. Regeringer, især i "tredje verdens" lande, foretrækker at vende det blinde øje til de uformelle og usikre arbejdsforhold i beklædningsindustrien på grund af den overvældende konkurrence. Outsourcing blev en af de bedste muligheder for globale brands for at blive skånet for direkte ansvar og forpligtelser.
Det er næsten umuligt at anvende korrekte, obligatoriske sundheds- og sikkerhedsstandarder i tøjindustrien, for slet ikke at tale om monitorering og forbud. Derfor forekommer anvendelsen af grænseværdier for silica og tekniske foranstaltninger med streng støvkontrol helt urealistisk og vil heller ikke virke afskrækkende på alle virksomheder. Selvom det er tilfældet, ved vi, at et slibemiddel, der indeholder bare 1% silica forårsager silikose i det lange løb. Desuden ved vi, at sandblæsning med en relativ mindre mængde silica i jeansproduktionen (kun relativ, stadig langt mere end de krævede grænser), ikke har givet tilfredsstillende resultater i praksis. Som Commitee, har vi konkluderet, at der ikke eksisterer sådan noget som "sikker sandblæsning" af tekstiler.

Q: Er det muligt at få et EU-forbud mod sandblæsning? Er det jeres ønske?
A: Det er og bør være muligt at få EU-dækkende forbud mod sandblæsning, især i tekstiler. Fordi sandblæsning er en valgfri proces i tekstiler (som det var tilfældet med jeansproduktionen i Tyrkiet), er metoden hverken uundgåelig eller nødvendig. Det blev almindeligt som betegnelse på et modefænomen, blot som resultat af en trend / tendens i tiden. Og moden skifter. Intet menneske skal ofre livet for at opfylde kravene i en modetrend. Desuden er der alternative teknikker, der er relativt mindre skadelige, og langt mindre dødbringende, som nævnt ovenfor. Derfor arbejder vores globale partnere, som f.eks. Clean Clothe Campaigns, på et EU-forbud.

Q: Hvordan er spørgsmålet om kompensation og medicinsk behandling af de berørte arbejdere blevet løst? Er der nogen, der tager sig af dem?
A: Medicinsk behandling er gratis for silikosepatienter i Tyrkiet, men som du nok ved, er der er ingen specifik kur mod silikose. Takket være vores Committee’s utrættelige bestræbelser indvilgede den tyrkiske regering i 2011 i at betale en "invalidepension" til silikosepatienter.
Faktisk stræbte vi efter at få regeringen til at acceptere, at silikosepatienterne har ret til at få en pension i forhold til tab af arbejdskapacitet, uanset deres forsikringsdækning, dvs. uanset om deres arbejde var formelt eller uformelt, da de havde fået en 100% invaliderende erhvervssygdom. Da den uformelle sektor er næsten halvt så stor som den formelle økonomi i Tyrkiet (endnu mere i tekstilbranchen), lykkedes vi ikke med det i dette forsøg. Derfor er vi ikke helt tilfredse med resultatet, men i det mindste har vores patienter nu indtægter, der næsten kompenserer for deres risiko.

Q: Sandblæsning af jeans finder sted over hele verden. Hvad ved du om situationen i andre lande? Hvad er de største problemer eller læresætninger, som andre lande bør følge op med arbejdere for at give dem en fair behandling (fx gæstearbejdere, der forlader landet)? Hvordan kan I nå ud til gæstearbejdere og arbejdere i den uformelle sektor? Samarbejder Solidarity Commitee med mennesker og organisationer i andre produktionslande?
A: Nationale forbud er i sidste ende kun til gavn for globale brands, for de kan nemt og hurtigt flytte et produktionssted i dagens globaliserede verden. Efter forbuddet i Tyrkiet har vi observeret, at mange brands hurtigt har flyttet deres produktion, hovedsageligt til Bangladesh, men også til Syrien, Egypten, Vietnam og Mexico.

Ud fra et perspektiv om social retfærdighed kan vi ikke redde livet for nogle statsborgere og ofre andre til gengæld. Vi prøvede at få kontakt med et par læger, der har specialiseret sig i lungesygdomme og også med Sundhedsministeriet i Bangladesh, men vi kunne ikke finde en hensigtsmæssig modpart til at drøfte spørgsmålet og dele vores erfaringer med.

Til gengæld har vi informeret vores globale partnere såsom Clean Clothes Camapgin, FSE-TCL og ITGLWF, og de forsøger nu at forhindre de samme sundhedsmæssige problemer i at opstå i disse lande.

Desværre har vi ikke kunnet opspore gæstearbejdere i Tyrkiet, selvom vi har sendt breve til sundhedsministerierne i Georgine, Rumænien, Azerbajdan og Moldavien to gange. Vi leder også stadigvæk efter partnerer i disse lande samt i lande som Bangladesh, Kina, Syrien og Indien.

Q: Hvad er dit budskab til europæiske forbrugere?
A: Vi er godt klar over, at de europæiske forbrugere er bevidste om og meget opmærksomme på emner som arbejdsforhold. Selv om det ikke er let at skelne mellem sandblæste jeans og andre denimprodukter med vintagelook, kan forbrugerne reducere efterspørgslen ved ikke at købe jeans med det slidte udseende.

 

Aktive Forbrugere arbejder for et bedre og mere bæredygtigt forbrug, herunder et etisk og socialt bæredygtigt forbrug. Aktive Forbrugere er derfor aktive i Clean Clothes Campaign Danmark, som arbejder for at forbedre vilkårene for tekstilarbejdere i udviklingslandene.
 

________________________

 

FIRSTMOVER

Bæredygtighed handler både om de sociale forhold, der hvor tøjet bliver produceret, om brugen af tøjet og om miljøet.

Flere og flere brands tager deres ansvar alvorligt og indarbejder overvejelser om bæredygtighed i deres virksomhed. Nogle gør bæredygtighed til en grundsten i deres forretningsmodel og andre indarbejder bæredygtige metoder i forskellige dele af deres værdikæde.

En måde at ændre ved industrien som den er nu er at være transparent. The DIG Project er en opfordring til at designere og studerende deler deres viden og tager del i den positive udvikling i den måde, vi designer og producerer på.

Let’s change the game -
BE A FIRSTMOVER !

© 2014 Clean Clothes Campaign. All rights Reserved.
Webdesign by Segan & built by 2nd Level.