Clean Clothes Campaign interviewer Bego Demir om hans oplevelser med sandblæsning i Tyrkiets tekstilindustri.

 


Bego kom til Istanbul som 15 årig og fik arbejde som sandblæser på en fabrik. Han fortæller om de 12 timers lange arbejdsdage og konsekvenserne ved sandblæsning.

Som mange af hans venner og kolleger, har Bego udviklet silikose (stenlunger) pga. arbejdet som sandblæser. Arbejdet er livsfarligt og mange dør af det. Bego har i dag mistet 46,2% af hans lungekapacitet.

En af de brands som fik produceret sandblæste jeans i Tyrkiet er Tommy Hilfiger. Mange andre brands fik også sandblæst jeans i Tyrkiet; Diesel, Miss Sixty, Levi’s, Wrangler, Acne, Hugo Boss, Lee, Dolce&Gabbana.

Bego fortæller i videoen, hvordan man kan se om et par jeans er sandblæste og kende forskel på de forskellige teknikker, der bruges til slidmærker på jeans.
Der kan også bruges kemikalier til at skabe effekten på jeans. Brugen af kemikalier kan også have negativ effekt på arbejdere, lokalmiljøet og forbrugere.
Ofte bruges der også sandpapir på jeans, hvilket er en hård og slidsom process for arbejdere.

Sandblæsning blev forbudt i Tyrkiet i 2009. Et stort skridt i forhold til bæredygtig mode. Bego havde en afgørende rolle i dette. Sandblæsning er stadig lovligt i mange andre produktionslande, fx i Kina og Bangladesh.


Læs mere om sandblæsning under Focus

 

Videoen er produceret af Helle Løvstø Severinsen som en del af Clean Clothes Campaign Danmarks projekt The DIG Project.
www.cleanclothes.dk
 

________________________


 

 

Interview med Adulhalim Demir - en tidligere sandblæsnings-arbejder fra Tyrkiet, som lider af silikose og ikke længere kan forsørge sine børn. 

Af Clean Clothes Campaign

 

Jeg kom til Istanbul i slutningen af 1990'erne på udkig efter arbejde. Jeg voksede op i landsbyen Taslicay i Bingol-regionen i det østlige Tyrkiet. I den østlige del af Tyrkiet var der næsten ingen arbejdspladser. Mine forældre var landmænd og havde kvæg. Men på grund af det kurdiske PKKs væbnede oprør, blev det forbudt holde græssende kvæg i bjergene. Vi kunne derfor ikke længere finde steder, hvor vores kvæg kunne græsse, og vi blev nødt til at sælge alle vores dyr. Der er ingen anden industri i området, så min far havde ikke nogen indtægt. Jeg måtte holde op med at gå i skole og rejste til Istanbul i håb om at finde arbejde.

I Istanbul havde jeg ingen slægtninge eller venner. Jeg søgte arbejde de steder, hvor migrantarbejderne findes. Men migrantarbejdere får kun de mest beskidte og farlige jobs.

Jeg fik først arbejde for Leke Jeans. Oprindeligt i en anden afdeling, men jeg sov i sandblæsningsafdelingen. Efter nogen tid sagde de, at hvis jeg ønskede at fortsætte med at kunne sove der, skulle jeg begynde at arbejde som sandblæser. Jeg arbejdede der i to måneder.

I 1998-1999 arbejdede jeg i et helt år som en 'master sandblæser' på en fabrik, der producerede jeans for Tommy Hilfiger. Jeg arbejdede der og sov der. Jeg tror, at det må have været den periode, der gjorde mig syg.

 

Silikose - en dødelig lungesygdom

Det var senere, under aftjening af min værnepligt, at jeg opdagede, at jeg havde silikose. Jeg var for syg til at kunne løbe, men lægerne kunne ikke give mig en diagnose. De sagde, at jeg var OK.

En af mine slægtninge var også blevet syg med de samme symptomer, men han fik diagnosen silikose, fordi hans læge kendte til problemet med sandblæsning, og derfor fik han en lægeerklæring. I hans tilfælde var sygdommen allerede meget fremskreden, og han døde kort tid efter. Så blev jeg også diagnosticeret med silikose. Vi var en gruppe af tidligere sandblæsningsarbejdere, der havde samme symptomer. Jeg husker, at vi var 157 mand. Ud af dem, viste 145 sig at have silikose.

 

Sandblæsningsarbejder uden arbejdstagerrettigheder

Først senere lærte jeg om mine rettigheder som arbejdstager, men jeg var blevet snydt. Virksomheden havde manipuleret med papirarbejdet omkring min sociale forsikring, bl.a. via falsk bogføring. Så selvom jeg havde en kontrakt og betalt min sociale forsikring, har jeg i tre år måttet kæmpe for at bevise, at jeg overhovedet har arbejdet som sandblæser, og at mine helbredsproblemer skyldes mit arbejde.

Staten siger, at eftersom jeg har arbejdet på det uformelle arbejdsmarked, så er det ikke statens ansvar. Men hvis staten havde levet op til sit ansvar, ville disse problemer slet ikke være opstået.

Alle som arbejdede med sandblæsning er syge nu. Jeg ville ønske jeg havde kendt til faren i forvejen. Hvis jeg havde vidst det, vil jeg aldrig have arbejdet som sandblæser. Jeg vil nu advare alle arbejdstagere i andre lande om den skjulte fare ved sandblæsning.

Min sygdom har spredt sig til 46 procent af mine lunger. Jeg kan ikke lave fysisk arbejde, jeg kan ikke løbe eller klatre. Hvis jeg bliver forkølet, er det meget farligt for mig. Jeg har åndenød hele tiden og jeg kan ikke tale, da det kan forværre min sygdom. Nogle gange er jeg nødt til at tage på hospitalet i en måned og få direkte ilt.

Jeg har tre børn, som er ti, syv og seks år gamle. Jeg finder det smertefuldt, at jeg ikke kan arbejde og tjene en ordentlig indkomst. Jeg prøver på ikke at tænke over disse ting. Hvis jeg tænker positivt, vil sygdom måske ikke forværres yderligere.

 

Venner og slægtninge også syge af silikose

Jeg vil gerne bruge min tid på at arbejde for at forhindre, at andre arbejdere bliver syge på grund af sandblæsning. I min landsby Taslicay i det østlige Tyrkiet bor der 2000 mennesker. Mere end 300 er nu blevet syge af sandblæsning. Firs af mine slægtninge er syge.

 

________________________

 

Mange af de jeans, som sælges i butikkerne, har deres slidte look, fordi de er behandlet med sandblæsning, selvom denne metode giver tekstilarbejderne den dødbringende sygdom silikose. Sandblæsning foretages i lande som Tyrkiet, Bangladesh og Ægypten. Alene i Tyrkiet er der indtil til nu registeret 1200 tilfælde af silikose. Mange arbejdere er døde.

Af Clean Clothes Campaign

 

Clean Clothes Campaign førte i 2011 of 2012 en global kampagne mod sandblæsning. Med aktioner, research og kritisk dialog lykkedes det kampagnen at få en lang række danske og udenlandske tøjvirksomheder, bl.a. Jack&Jones, Esprit og Wrangler til at erklære, at de ikke vil benytte sandblæsning ved fremstillingen af deres jeans.

Danske tøjvirksomheder *

IC Campanys (Companys, InWear, m.fl.)
Bestseller (Jack&Jones, Vero Moda, m.fl.)
Coop Danmark (Kvickly)
GABBA Yab Yum Clotheing Co. Aps.
Five Units
Dansk Supermarked (Tøj & Sko, Føtex)
Iceman
Minimum
Solid
BON'A PARTE
PAPFAR

Internationale tøjvirksomheder *

H&M
Gucci
S. Oliver
Esprit
Carrefour
El Corte Inglés
Adolfo Dominguez
Wrangler
Lee
WE
G-Star
Axstores (Åhléns, Kicks, Lagerhaus)
Varner-gruppen (Dressman, m.fl.)
Whyred
Gina Tricot
Fabric Skandinavien (Cheap Monday)
RnB Retail (Brothers & Sisters, JC, m.fl.)
Inditex (Zara, Massimo Dutti, m.fl.)
Promod
C&A
Pepe Jeans
Diesel
Benneton
Orsay
Replay
New Yorker
Versace
Armani

* Virksomhedernes tøjmærker (Brands) er angivet i parantes.
 

________________________

Hvad er sandblæsning? Hvorfor sandblæses jeans? Hvad er de sundhedsmæssige risici? Hvad er silikose? I hvilke lande foregår der sandblæsning? Er sandblæsning af jeans lovligt? Læs fakta om sandblæsning af jeans.

Af Clean Clothes Campaign

 

Hvad er sandblæsning?
Som navnet antyder, er sandblæsning en proces, hvor sand under højt tryk blæses på overflader for at udjævne eller ændre dem. Sandblæsning har traditionelt været anvendt i byggeriet, til bl.a. bearbejdning af metal. Natursand indeholder mineralet silicium. På trods af sundhedsrisici, tillader et EU-direktiv sandblæsning, forudsat at de slibende materialer indeholder mindre end 1% silicium (i USA mindre end 0,5% silicium) og der skal stilles værnemidler til rådighed.

 

Hvad er sandblæsning af jeans?

Sandblæsning af jeans defineres som en eroderende/slibende proces, der bruges til denimstof, som bliver bleget og slidt, når højtrykskompressorer blæser sand på dem.
I mange lande som Tyrkiet og Bangladesh, foregår sandblæsning af jeans manuelt. Arbejderne anvender højtrykspistoler direkte på jeans, hvilket medfører, at der spredes støv i arbejdsmiljøet.
Ifølge den tyrkiske Solidarity Committee of Sandblasting Labourers, indeholder sandet, der bruges til sandblæsning i Tyrkiet op til 80% silicium.

 

Hvad er de sundhedsmæssige risici? Hvad er silikose?

Udsættelsen for og indåndingen af siliciumstøv kan forårsage lungesygdommen, silikose.
Diagnosticeringen af silikose skete for første gang i forbindelse med denimsandblæsning i Tyrkiet i 2005. En læge konstaterede, at de fleste unge, mandlige arbejdere, der havde arbejdet i jeansværkstederne, blev syge. Tidligere var arbejderne blevet fejldiagnosticeret med tuberkulose.
Indtil da var silikose blevet sat i forbindelse med arbejdet i miner, på byggepladser samt ved fremstilling af glas og keramik. I Danmark kender vi sygdommen fra arbejdere, der har beskæftiget sig med asbest.

Silikose "er en uhelbredelig lungesygdom forårsaget af inhalation af støv indeholdende fri krystallinsk silicium. Det er en irreversibel proces og sygdommen udvikler sig, selv om man ikke længere bliver udsat for støvet. Ekstremt høj eksponering er forbundet med meget kortere latenstid og en hurtigere sygdomsudvikling. (...) Silikose fører til tilstande som lungefibrose og emfysem. (...) I senere faser kan kritiske tilstande blive invaliderende og ofte dødelige. " (WHO, Faktablad nr. 238, maj 2000)

Arbejderne dør, fordi de ikke kan trække vejret ordentligt længere. Der er ingen kendt kur.
Sygdommen opstår normalt efter 20 til 30 års eksponering i mineindustrien, men når de udsættes for massiv støvpåvirkning, opstår sygdommen hurtigere. I Tyrkiet er sandblæsningsarbejdere blevet syge, selv efter at have arbejdet i perioder så korte som seks måneder.

Silikose er klassificeret som en erhvervssygdom. WHO og ILO har lanceret et internationalt program til global afskaffelse af silikose i 1995, men indtil videre synes det ikke at omfatte aktiviteter på silikose i tøjindustrien.

 

Hvorfor sandblæses jeans?

Multinationale modefirmaer efterspørger sandblæste jeans. I forhold til andre teknikker, opnår man med sandblæsning et meget præcist bleget udseende, og sandblæsning kan anvendes på afgrænsede dele af tøjet. På den måde kan man opnå de specifikke mønstre og effekter, som designere kræver. Med alternativet, stenvask, opnår man i modsætning hertil et mere ensartet slidt udseende.

Hvis man ikke tager hensyn til de sundhedsmæssige risici, er sandblæsning en meget billig proces, for siliciumrigt sand er ikke dyrt, og manuel sandblæsning kræver kun simple teknikker. Med worn-out/vintage-agtigt udseende kan jeans sælges til langt højere priser - op til en tredobling af værdien.

 

Hvad er situationen i Tyrkiet?

I Tyrkiet er jeans blevet sandblæst i små værksteder og fabrikker i den uformelle sektor, ureguleret og ukontrolleret af myndighederne, især i starten af 0'erne. På grund af den øgede bevidsthed om sandblæsning og en offentlig kampagne, har sundhedsministeriet i Tyrkiet forbudt jeanssandblæsning fra marts 2009.

Det anslås, at mellem 8.000 og 10.000 arbejdere har arbejdet i sandblæsningsværksteder i løbet af det seneste årti. De fleste har været ansat uformelt, herunder migrant- og børnearbejderne, der har været beskæftiget illegalt. 4.000 til 5.000 skønnes at blive berørt af silikose, men de fleste af arbejderne er ikke klar over risikoen. The Solidarity Committee har haft kontakt med 550 berørte arbejdere og kender til mindst 46 dødstilfælde i november 2010. Men Solidarity Committee har problemer med at få fat i de berørte arbejdere - bl.a. fordi nogle af dem er migrantarbejdere fra Rumænien, Moldavien, Aserbajdsjan og Georgien.

I januar 2010 vedtog det tyrkiske sundhedsministerium en bekendtgørelse om at give alle silikosepatienter gratis sundhedsbehandling, uanset deres sociale forsikringsforhold. Solidarity Committee havde kæmpet for en sådan lov, som ikke dækkede sandblæsningsarbejderne tidligere.

Sandblæsningsarbejderne står stadig over for vanskeligheder. Da de har arbejdet uden formelle kontrakter, er de ikke dækket af en social forsikring og modtager ikke nogen pensioner. De er derfor nødt til at anlægge retssager for at kræve invalidepensioner. Ved udgangen af september 2010 vandt sandblæsningsarbejderen Yilmaz Dimbir (32 år), som havde sandblæst jeans på en ikke-registreret fabrik og fået silikose, en retssag som den første berørte arbejder. Han har fået socialforsikring, som om han havde været en registreret arbejdstager.

 

Hvem er the Solidarity Commitee for Sandblasting Labourers?
Solidarity Committee blev dannet i juni 2008 for at føre kampagne mod sandblæsning af jeans i Tyrkiet og resten af verden. Solidarity Committee samler berørte arbejdere, arbejdsmedicinere, advokater, journalister, musikere, fagforeningsfolk, etc..
De kører en bred oplysningskampagne og har til formål at organisere sandblæsningsarbejderne. Efter at have opnået den første succes med forbuddet mod jeanssandblæsning i Tyrkiet, fortsætter de med at støtte de syge arbejdere med at få lovlig adgang til kompensationer og invalidepensioner.

 

Hvordan er situationen på verdensplan?
Research blandt CCC´s partnere i tøjproducerende lande viser, at sandblæsning af jeans finder sted eller har fundet sted i Tyrkiet (nu forbudt), Bangladesh, Mexico, og Cambodja. Research fra den svenske NGO, Fair Trade Center bekræfter derudover, at sandblæsning har fundet sted i Kina, Bangladesh og Pakistan.

Den tyrkiske Solidarity Committee mener også, at sandblæsning i tøjindustrien finder sted i Kina, Bangladesh, Indien, Indonesien og Mexico. Da forbuddet i Tyrkiet trådte i kraft i marts 2009, flyttede jeansproducenterne angiveligt deres sandblæsningsordrer fra Tyrkiet til Egypten, Jordan, Syrien, Bangladesh og Kina.
 

________________________

 

Interview med Yesim Yasin fra den tyrkiske Solidarity Commitee for Sandblasting Labourers. Hun fortæller bl.a., at 52 tyrkiske arbejdere indtil videre er døde af sandblæsningsskaderne, om alternativerne til sandblæsning og om hvordan tøjvirksomheder nu flytter produktionen fra Tyrkiet til lande som Bangladesh og Syrien. Solidarity Commitee blev dannet i juni 2008 for at føre kampagne mod sandblæsning af jeans i Tyrkiet og i resten af verden. Solidarity Committee samler berørte arbejdere, arbejdsmedicinere, advokater, journalister, musikere, fagforeningsfolk, etc.

Skrevet af Christa de Bruin, Den Hollandske Clean Clothes Campaign. Oversat af Clean Clothes Campaign Danmark.

 

Q: Hvad er din rolle i Solidarity Commitee?
A: Jeg har været medlem af udvalget siden begyndelsen. Jeg tager mig primært af udenlandske anmodninger, international presse og NGO-relationer.

Q: En af de første succeser Solidarity Committee opnåede var forbudet mod sandblæsning i Tyrkiet i marts 2009. Hvad er der sket siden da? Er forbuddet ved at slå igennem, eller foregår der stadigvæk manuel sandblæsning?
A: Det Tyrkiske Sundhedsministerium udstedte et forbud mod den anvendte silicateknik til sandblæsning af denim i marts 2009. Siden da er omfanget af problemet stærkt reduceret, og vi har ikke modtaget nogen oplysninger, der kræver stor opmærksomhed. Men vi har hørt, at der stadig er et meget lille antal af sweat-shop-lignende steder - et par lokale mærker fortsætter stadig med at anvende manuel sandblæsning ulovligt. Efter at have modtaget sådanne oplysninger, fik vi myndighederne til at anlægge sag mod dem.

Q: Hvis tingene har ændret sig, hvilke andre teknikker bruges der så i stedet for sandblæsning? Hvad mener arbejderne om dette og hvilke sundhedsmæssige konsekvenser har det fået?
A: Der har altid været alternative teknikker til sandblæsning. Den mest almindelige er "stone-wash". Fordi denimstoffet lægges i en stor gryde og vaskes sammen med pimpsten, er produktet og arbejderen helt adskilt. Under disse omstændigheder synes der ikke at være tale om sundhedsrisici. Men vi har fået oplyst, at perlite også har været brugt i stedet for pimpsten og nogle gange sammen med saltsyre (hydrogenchlorid-HCI). HCI’s PH værdi er meget høj, og derfor er det et irritationsmoment for luftvejene. Ved brugen af HCI skal der på arbejdspladsen foretages målinger og biologisk overvågning, og det bør kun ske med udlevering af de nødvendige personlige værnemidler. Gennem stone-wash kan der opnås et generelt slidt udseende af denimstoffet. Delvis blegning er ikke muligt.

Den anden teknik kaldes "kemisk". Normalt bliver kaliumpermanganat (KMnO4) sprøjtet enten gennem en børste eller en sprøjtepistol på denimstoffet. Ligesom HCI, har KMnO4 en høj pH-værdi og er stærkt irriterende for luftvejene. Ved svære eksponeringer kan mangan-forgiftning opstå. Derfor skal der ved brugen af denne teknik ligeledes foretages målinger og biologisk overvågning på arbejdspladsen, og det bør kun ske med udlevering af de nødvendige personlige værnemidler. Den kemiske proces efterlader en rest på stoffet efter behandlingen og er derfor ikke at foretrække.

Den tredje metode er "at slibe". Arbejderne gnider sandpapir på stoffet. Det er tidskrævende og vanskeligere. At blive udsat for organisk støv som følge af friktion har også sundhedsrisici såsom arbejdsbetinget astma. Derfor bør der på arbejdspladsen foretages målinger og biologisk overvågning med udlevering af de nødvendige personlige værnemidler.
Den sidste teknik er "laser". Investeringsomkostningerne på maskinen er høj, men det er en af de bedste muligheder så vidt det angår arbejdernes sundhed.. Der skal udleveres beskyttelsesbriller til arbejderne under operationen for at beskytte øjnene. Ellers ser det ikke ud til at andre sundhedsmæssig risicici bør vække bekymring.

Eksisterer der sådan noget som sikker sandblæsning som nogle virksomheder påstår?
A: Beklædningsindustrien har altid været blandt de mindst regulerede sektorer på verdensplan. Regeringer, især i "tredje verdens" lande, foretrækker at vende det blinde øje til de uformelle og usikre arbejdsforhold i beklædningsindustrien på grund af den overvældende konkurrence. Outsourcing blev en af de bedste muligheder for globale brands for at blive skånet for direkte ansvar og forpligtelser.
Det er næsten umuligt at anvende korrekte, obligatoriske sundheds- og sikkerhedsstandarder i tøjindustrien, for slet ikke at tale om monitorering og forbud. Derfor forekommer anvendelsen af grænseværdier for silica og tekniske foranstaltninger med streng støvkontrol helt urealistisk og vil heller ikke virke afskrækkende på alle virksomheder. Selvom det er tilfældet, ved vi, at et slibemiddel, der indeholder bare 1% silica forårsager silikose i det lange løb. Desuden ved vi, at sandblæsning med en relativ mindre mængde silica i jeansproduktionen (kun relativ, stadig langt mere end de krævede grænser), ikke har givet tilfredsstillende resultater i praksis. Som Commitee, har vi konkluderet, at der ikke eksisterer sådan noget som "sikker sandblæsning" af tekstiler.

Q: Er det muligt at få et EU-forbud mod sandblæsning? Er det jeres ønske?
A: Det er og bør være muligt at få EU-dækkende forbud mod sandblæsning, især i tekstiler. Fordi sandblæsning er en valgfri proces i tekstiler (som det var tilfældet med jeansproduktionen i Tyrkiet), er metoden hverken uundgåelig eller nødvendig. Det blev almindeligt som betegnelse på et modefænomen, blot som resultat af en trend / tendens i tiden. Og moden skifter. Intet menneske skal ofre livet for at opfylde kravene i en modetrend. Desuden er der alternative teknikker, der er relativt mindre skadelige, og langt mindre dødbringende, som nævnt ovenfor. Derfor arbejder vores globale partnere, som f.eks. Clean Clothe Campaigns, på et EU-forbud.

Q: Hvordan er spørgsmålet om kompensation og medicinsk behandling af de berørte arbejdere blevet løst? Er der nogen, der tager sig af dem?
A: Medicinsk behandling er gratis for silikosepatienter i Tyrkiet, men som du nok ved, er der er ingen specifik kur mod silikose. Takket være vores Committee’s utrættelige bestræbelser indvilgede den tyrkiske regering i 2011 i at betale en "invalidepension" til silikosepatienter.
Faktisk stræbte vi efter at få regeringen til at acceptere, at silikosepatienterne har ret til at få en pension i forhold til tab af arbejdskapacitet, uanset deres forsikringsdækning, dvs. uanset om deres arbejde var formelt eller uformelt, da de havde fået en 100% invaliderende erhvervssygdom. Da den uformelle sektor er næsten halvt så stor som den formelle økonomi i Tyrkiet (endnu mere i tekstilbranchen), lykkedes vi ikke med det i dette forsøg. Derfor er vi ikke helt tilfredse med resultatet, men i det mindste har vores patienter nu indtægter, der næsten kompenserer for deres risiko.

Q: Sandblæsning af jeans finder sted over hele verden. Hvad ved du om situationen i andre lande? Hvad er de største problemer eller læresætninger, som andre lande bør følge op med arbejdere for at give dem en fair behandling (fx gæstearbejdere, der forlader landet)? Hvordan kan I nå ud til gæstearbejdere og arbejdere i den uformelle sektor? Samarbejder Solidarity Commitee med mennesker og organisationer i andre produktionslande?
A: Nationale forbud er i sidste ende kun til gavn for globale brands, for de kan nemt og hurtigt flytte et produktionssted i dagens globaliserede verden. Efter forbuddet i Tyrkiet har vi observeret, at mange brands hurtigt har flyttet deres produktion, hovedsageligt til Bangladesh, men også til Syrien, Egypten, Vietnam og Mexico.

Ud fra et perspektiv om social retfærdighed kan vi ikke redde livet for nogle statsborgere og ofre andre til gengæld. Vi prøvede at få kontakt med et par læger, der har specialiseret sig i lungesygdomme og også med Sundhedsministeriet i Bangladesh, men vi kunne ikke finde en hensigtsmæssig modpart til at drøfte spørgsmålet og dele vores erfaringer med.

Til gengæld har vi informeret vores globale partnere såsom Clean Clothes Camapgin, FSE-TCL og ITGLWF, og de forsøger nu at forhindre de samme sundhedsmæssige problemer i at opstå i disse lande.

Desværre har vi ikke kunnet opspore gæstearbejdere i Tyrkiet, selvom vi har sendt breve til sundhedsministerierne i Georgine, Rumænien, Azerbajdan og Moldavien to gange. Vi leder også stadigvæk efter partnerer i disse lande samt i lande som Bangladesh, Kina, Syrien og Indien.

Q: Hvad er dit budskab til europæiske forbrugere?
A: Vi er godt klar over, at de europæiske forbrugere er bevidste om og meget opmærksomme på emner som arbejdsforhold. Selv om det ikke er let at skelne mellem sandblæste jeans og andre denimprodukter med vintagelook, kan forbrugerne reducere efterspørgslen ved ikke at købe jeans med det slidte udseende.

 

Aktive Forbrugere arbejder for et bedre og mere bæredygtigt forbrug, herunder et etisk og socialt bæredygtigt forbrug. Aktive Forbrugere er derfor aktive i Clean Clothes Campaign Danmark, som arbejder for at forbedre vilkårene for tekstilarbejdere i udviklingslandene.
 

________________________

 

FIRSTMOVER

Bæredygtighed handler både om de sociale forhold, der hvor tøjet bliver produceret, om brugen af tøjet og om miljøet.

Flere og flere brands tager deres ansvar alvorligt og indarbejder overvejelser om bæredygtighed i deres virksomhed. Nogle gør bæredygtighed til en grundsten i deres forretningsmodel og andre indarbejder bæredygtige metoder i forskellige dele af deres værdikæde.

En måde at ændre ved industrien som den er nu er at være transparent. The DIG Project er en opfordring til at designere og studerende deler deres viden og tager del i den positive udvikling i den måde, vi designer og producerer på.

Let’s change the game -
BE A FIRSTMOVER !

© 2014 Clean Clothes Campaign. All rights Reserved.
Webdesign by Segan & built by 2nd Level.