Johanne Helger Lund, designer og indehaver af Ecouture by Lund fortæller om erfaringer og oplevelser med arbejdet som designer, overforbrug og værdien af tøj i interviewet med Clean Clothes Campaign.
https://youtu.be/_BI0dPlew4w

 

For Johanne er det en grundværdi at gøre sit bedste for at skabe en positiv værdi, når man arbejder i en branche, som tøjindustrien, hvor der allerede er en overflod af produkter. 

 Arbejdet med at skabe bæredygtig mode er noget Johanne brænder for og hendes integritet i arbejdet er tydelig.
 

Videoen er produceret af Helle Løvstø Severinsen som en del af Clean Clothes Campaign Danmarks projekt The DIG Project.
www.cleanclothes.dk
 

________________________

 

Dorthe Brøgger og Mette Groth fortæller om deres brand Another View i interviewet med Clean Clothes Campaign.

 


For Another View er tøj et redskab til at forandre verden. Tøjindustrien er en af de mest forurenende industrier i verden og forbrugeres syn på værdien af tøj er påvirket af billig fast fashion, outlets fra overskudslagre og evige udsalg. Derfor har Another View også et stort ønske om at retænke forbrugeren og genvinde respekten og glæden ved tøj.

Mette Groth fortæller med erfaring fra sin tidligere virksomhed, der kørte efter konventionelle metoder, at det er meget mere virkningsfuldt at bygge et brand op efter bæredygtige principper fra starten end det er at omstille en konventionel produktionskæde.

I en virksomhed der arbejder med bæredygtighed er det vigtigt at simplificere det. Keep it simple. En måde Another View gør dette på er ved at bruge fire forskellige ikoner i deres kommunikation af deres arbejde, hvilket også gør det muligt for forbrugeren hurtigt at forst, hvad det drejer sig om; Clean (ingen skadelig kemi), Fair (arbejdsforhold skal være etisk forsvarlige), Recycle (materialerne er genanvendelige og flere er også allerede recycled, fx deres garn), Action (at mennesker bliver ansporet til at tage del i bevægelsen mod en mere bæredygtig verden). 

 

Videoen er produceret af Helle Løvstø Severinsen som en del af Clean Clothes Campaign Danmarks projekt The DIG Project.
www.cleanclothes.dk
 

________________________

 

Clean Clothes Campaign interviewer Bego Demir om hans oplevelser med sandblæsning i Tyrkiets tekstilindustri.

 


Bego kom til Istanbul som 15 årig og fik arbejde som sandblæser på en fabrik. Han fortæller om de 12 timers lange arbejdsdage og konsekvenserne ved sandblæsning.

Som mange af hans venner og kolleger, har Bego udviklet silikose (stenlunger) pga. arbejdet som sandblæser. Arbejdet er livsfarligt og mange dør af det. Bego har i dag mistet 46,2% af hans lungekapacitet.

En af de brands som fik produceret sandblæste jeans i Tyrkiet er Tommy Hilfiger. Mange andre brands fik også sandblæst jeans i Tyrkiet; Diesel, Miss Sixty, Levi’s, Wrangler, Acne, Hugo Boss, Lee, Dolce&Gabbana.

Bego fortæller i videoen, hvordan man kan se om et par jeans er sandblæste og kende forskel på de forskellige teknikker, der bruges til slidmærker på jeans.
Der kan også bruges kemikalier til at skabe effekten på jeans. Brugen af kemikalier kan også have negativ effekt på arbejdere, lokalmiljøet og forbrugere.
Ofte bruges der også sandpapir på jeans, hvilket er en hård og slidsom process for arbejdere.

Sandblæsning blev forbudt i Tyrkiet i 2009. Et stort skridt i forhold til bæredygtig mode. Bego havde en afgørende rolle i dette. Sandblæsning er stadig lovligt i mange andre produktionslande, fx i Kina og Bangladesh.


Læs mere om sandblæsning under Focus

 

Videoen er produceret af Helle Løvstø Severinsen som en del af Clean Clothes Campaign Danmarks projekt The DIG Project.
www.cleanclothes.dk
 

________________________


 

 

Clean Clothes Campaign interviewer Keith Tyrell fra organisationen PAN UK om Bomuldsproduktion og konsekvenserne ved pesticider

Keith fortæller om problemet med pesticid-forgiftning i bomuldsproduktion og hvordan omkring 1000 mennesker hver dag dør af pesticid-forgiftning.

 

 

Brugen af pesticider stiger. Bomuld udgør omkring 5% af den globale landbrugsproduktion, men bruger ca 10% af det samlede pesticidforbrug og 25% af det samlede forbrug af insektgifte (insekticider).

Økologi er en udvej, og det er en udvej der virker. Man får et lidt mindre udbytte, men fordi man bruger færre penge på pesticider tjener man mere.


Produktionen af økologisk bomuld udgør i dag omkring 3-4% af den samlede produktion af bomuld.


Det er vigtigt at der er en efterspørgsel på økologisk bomuld. Designere skal begynde at arbejde med økologisk bomuld frem for konventionel bomuld og forbrugere skal sige til brands at de ønsker deres t-shirts og bukser produceret i økologisk bomuld.
Det er vejen frem.


Læs mere om bomuldsproduktion i artiklen Bomuld i et Bæredygtigt Perspektiv

 

Videoen er produceret af Helle Løvstø Severinsen som en del af Clean Clothes Campaign Danmarks projekt The DIG Project.
www.cleanclothes.dk
 

________________________


 

 

I Storbritannien bruger mennesker i gennemsnit kun omkring ⅓ af tøjet i deres garderobe. Men samtidig bliver vi ved med at købe mere og mere. Hvis vi skal skabe mere bæredygtighed i modebranchen har designeren en vigtig rolle at spille. Liz Parker, som underviser i bæredygtig mode i Storbritannien, snakker med Clean Clothes Campaign om hvordan vi, som designere og forbrugere kan forlænge tøjets levetid.

 


For designeren handler det om at designe nye systemer for den måde vi interagerer med vores tøj på. Vi skal tænke over hvad der sker med tøjet, når vi ikke længere går med det: kan man benytte byttemarkeder; gå på loppemarked og i genbrugsbutikker; og tænke over hvordan vi reparerer tøjet, når det går i stykker?


Det handler blandt andet om at designe tøj der kan holde, og hvor tøjets historie kan indarbejdes i det over tid. Designeren kan arbejde med hvordan man kan indarbejde muligheden for at engagere brugeren af tøjet og arbejde med æstetisk bæredygtighed. En begreb opfundet af Kirstine Harper.

 

Videoen er produceret af Helle Løvstø Severinsen som en del af Clean Clothes Campaign Danmarks projekt The DIG Project.
www.cleanclothes.dk
 

________________________


 

 

Liz Parker, underviser i bæredygtig mode i England, fortæller i et interview med Clean Clothes Campaign om hvordan designere kan gøre en forskel i deres arbejde.

 

 

Liz Parker præsenterer nogle forskellige designstrategier.
Det er vigtigt at designe i information flows og arbejde med transparens. Det er ikke nok at vide på hvilken fabrik tøjet bliver lavet, man må også vide hvordan det foregår på de forskellige trin i kæden og hvor kommer materialet fra.

Og så kan designeren arbejde med at designe det negative væk; design out the negative impact. Her fortæller hun om sandblasting og hvordan det ikke er nok bare at forsøge at undgå sandblæsning, men at det er vigtigt at fjerne det look, altså det design, fordi sandblæsning ellers vil blive erstattet af andre måske lige så farlige teknikker.

 

Når man som designer kommer ud i en virksomhed som fx H&M er det vigtigt at kende sine værdier og vide hvor man gå på kompromis og hvor man ikke kan. Og så er det vigtigt at turde provokere brandet til at skabe forandring. Virksomheder kigge rtil designeren efter nye ideer.

Der sker en enorm transformation af modebranchen til bæredygtighed. Der er mange nye ideer og flere og flere er informerede om hvad der sker i modeindustrien, fx om at arbejderne skal behandles retfærdigt og at deres rettigheder skal respekteres. Der er ved at ske et dramatisk skift i hvordan vi tænker og der opstår nye initiativer. Der er kort sagt et enormt potentiale for forandring i modebranchen.

 

Videoen er produceret af Helle Løvstø Severinsen som en del af Clean Clothes Campaign Danmarks projekt The DIG Project.
www.cleanclothes.dk
 

________________________


 

 

Kære designer in spe. Dette brev er til dig, der drømmer om en fremtid som designer, til dig, som har så mange ideer i fingrene, at du ser design alle vegne, og slet ikke kan lade være med at kreere og tegne og sy og se det hele komme til live og blive båret af rigtige mennesker.

Du fortjener at høre lidt om, hvilke oplevelser, der venter forude. Dette brev er skrevet af en person med stor interesse for tøj- og modebranchen, men også af en person, som har stor opmærksomhed på det skisma man kan befinde sig i, når man er en del af en branche, som man elsker, men som også har mange udfordringer nu og i fremtiden.

Af Sidsel Kjøller Damkjær

 

”Forureningen er så tyk og tæt, at det svier på tungen, men alligevel bliver produktionen ved, og mange mennesker lever deres daglige liv i de områder, hvor man ikke kan se horisonten for bare forurening. Mennesker, hvis liv og helbred er i fare pga. den manglende kontrol med udledningen af diverse kemikalier.”

Dette er en af de oplevelser, jeg har taget med mig siden mit første besøg i Kina. 

Med en bevidsthed om, at beklædningsindustrien er den næstmest forurenende industri i verden, befinder både forbrugere og de ansatte i industrien sig i et dilemma, hvor det at være draget at tidens tendenser, samtidig har store konsekvenser for verden og for mennesker, - så store konsekvenser, at det ikke længere bare kan være noget, vi taler om – vi er nødt til at handle!

 

Hvor kommer lysten og nysgerrigheden fra?

Kære designer in spe, kære dig, som er lige der i dit liv, hvor mulighederne er åbne. Du er på vej til at dygtiggøre dig indenfor dette spændende fag. Jeg selv har altid haft en skjult drøm om at blive designer- noget jeg aldrig rigtig delte med nogen, ikke fordi jeg ikke ville, men der var bare så mange andre ting, jeg troede, jeg skulle bruge mit liv på. Jeg har altid været meget optaget af mennesker og troede, jeg skulle læse psykologi.

Hvis jeg ikke var tilfreds i situationer, lavede jeg om på det, og jeg har altid været meget bevidst om mit eget ansvar i alle de forhold, jeg indgår i. Det er det tankesæt jeg den dag i dag er sikker på har været medvirkende til, at jeg valgte et fag, der vender sig mod verden med nysgerrighed og lyst til at gøre noget bedre for nogen, et ‘mindset’ hvor alt er muligt, og det kun er dig selv, der sætter grænserne.

 

Hvad lå til grund for mit valg af uddannelse

Efter gymnasiet boede jeg i Paris, hvor jeg drømte om at lave mit eget tøj. Da jeg kom hjem, begyndte jeg på Københavns Tilskærer Akademi. Det var noget af en udfordring, men det var også sjovt, og jeg kunne finde ud af det. Men jeg lærte ikke at sy, så ad forskellige omveje begyndte jeg på skrædderudddannelsen.
På det tidspunkt var jeg helt overbevist om, at jeg kun ville blive der indtil jeg havde lært at sy, og så ville jeg søge ind på Psykologi.
Men hvornår er nok nok? Jeg kunne jo hele tiden blive lidt bedre, og jeg fandt en stor udfordring i at blive ved til alt var perfekt – hvilket også resulterede i, at jeg vandt guldmedalje ved Danmarksmesterskabet i skrædderi i 2000. Det var samtidig med at min uddannelse var færdig og jeg var helt færdig med at sy, så tiden var inde til at komme videre med noget nyt.
– På det tidspunkt var jeg uvidende om, hvor sjove årene på Danmarks Designskole ville blive, hvor meget jeg virkelig fik mulighed for at udvikle mig i mange forskellige retninger, for at være nysgerrig og lære en masse.

 

Danmarks Designskole

I min tid på DKDS kunne jeg gøre som jeg ville, rammerne var vide og det var op til én selv at putte relevant indhold ind i dem – lige noget for mig!
Det var en uddannelse i forståelse af mennesker og omgivelser, en uddannelse der, på alle måder dannede os ind i et fælles univers og hele tiden udfordrede os på løsninger og kreative strategier. Og også en uddannelse, som jeg senere har erfaret, støttede os og klædte os på til at stole på vores intuition – som jeg mener er en vigtig kompetence.

Det var også en meget sanselig uddannelse og glæden ved fuldstændig at kunne blive opslugt af at skabe produkter, begejstringen for nye materialer og hele den nysgerrighed, der er forbundet med lysten til at skabe og måske med hvert lille projekt, at opnå at gøre noget bedre for nogen, er i høj grad noget, der har påvirket min lyst til at arbejde videre med faget.

Under uddannelsen på DKDS mødte jeg også med mellemrum min egen tvivl på branchen, hvad det egentlig var for en branche, vi som designere skulle ud og arbejde i efter DKDS.

Der var nogle spørgsmål, som poppede op i mig fra tid til anden:

  • Hvorfor er det, at vi bliver ved med at lave tøj i det høje tempo?
  • Er det overhovedet meningsfuldt at være en del af en branche, der bare beskæftiger sig med tid og tendenser?
  • Hvori ligger de udfordringer, der gør, at man kan gøre noget bedre for nogen?
  • Ville der blive ved med at være personlige udfordringer i at skabe den ene kollektion efter den anden?

Jeg ved, at vi var flere, der stillede os selv og hinanden de spørgsmål, men jeg oplevede ikke, at skolen sammen med os studerende stillede spørgsmål til branchen, jeg oplevede ikke, at vi som kommende designere blev opfordret til at tage stilling til de sociale og miljømæssige konsekvenser, som vores fremtidige arbejde ville have på verden. Der var på det tidspunkt, mens jeg var under uddannelse ekstremt lidt fokus på vores ansvar som designere.

Vi stillede måske spørgsmål til fremtiden, men vores bekymringer var ofte med udgangspunkt I VORES fremtid og ikke baseret på det samfund, vi var, og er, en del af.

Siden min tid på DKDS tror jeg, at man generelt er blevet mere oplyst – der er en større opmærksomhed, også på designskolerne, på, hvilke konsekvenser vores produkter har på verden. Og vi bliver I højere grad som samfundsborgere konfronteret med det ansvar, vi har for at tage gode og fornuftige valg i mange aspekter af vores liv.

 

Forventninger til fremtiden

Mine forventninger til fremtiden var høje, jeg glædede mig til at blive færdig og til at komme ud og arbejde. Jeg var meget fokuseret på at jeg også skulle kunne tjene penge på den uddannelse og de kompetencer, jeg gennem de sidste 10 år havde udviklet og dyrket.
Jeg havde en forventning om en kreativ fremtid fyldt med inspiration og interessante produkter. Jeg var i praktik undervejs i uddannelsen og havde været i lære som skrædder, så jeg havde en ret realistisk fornemmelse af, hvor stor eller rettere lille del af arbejdet der var kreativt, og hvor stor en andel, der primært var projektledelse.

 

Mit første møde med industrien 

Men alligevel blev jeg overrasket under min første ansættelse, som var hos en stor, veletableret dansk modevirksomhed.
Vi var mange designere i afdelingen, der var mange, der havde været der i lang tid, og vi var nogle få unge, der stod for den største del af den kreative inspiration. Alle mødte om morgenen, satte sig ved deres bord og arbejdede, kun meget få steder var der boards med billeder, farver eller kollektioner, derfor var det meget svært at se at det var en tegnestue, hvor der blev arbejdet med noget kreativt. For mig kunne det lige så godt være økonomiafdelingen.

Jeg kan huske, hvordan jeg nogle gange kunne føle, at jeg var ved at blive kvalt, fordi der var så lav energi og så lidt kreativitet.

Måske kender du også følelsen af, hvordan designprocessen kan spille én helt derud, hvor man tænker, at man aldrig kan bunde igen. Hvordan dele af processen kan være smertelig og fyldt med tvivl og usikkerhed… Hvordan det næsten kan være uoverskueligt at vide, at man lige meget hvad, er nødt til at komme igennem den, også selv om det, man har allermest lyst til, er at ændre kurs og skifte konceptet ud. Forestil dig lige, at sådan er processen vitterlig, men at virksomhedskulturen nødvendiggør, at man sidder ved sit skrivebord og tegner. Gulp!

Tidligere har jeg bevæget mig rundt, hvis det var nødvendigt eller ladet de forskellige faser være fleksible som elastikker, så noget fik lov at fylde mere og andet mindre. Og nu skulle det hele bare foregå siddende ved computeren med Illustrator og In-design. Det var virkelig en udfordring at skulle ændre adfærd under processen, men på mange måder også interessant at opleve, hvordan designprocessen ændrede form.

Succeskriteriet indadtil i virksomheden vil oftest være, at den kollektion, du afleverer, skal kunne performe og også bedre end den sidste, både på salg og antal.

 

Sundhedsskadelige materialer

Jeg havde ansvar for alt Gore-Tex overtøj, hvilket var en kæmpe udfordring og et langt stykke hen ad vejen også rigtig sjovt. Under mit arbejde med Gore-Tex, blev jeg bekendt med den kedelige kendsgerning, at de kvinder, der havde daglig kontakt med Gore-Tex materialer, havde betydelig nedsat fertilitetsevne. Den bevidsthed gjorde ondt, og alligevel var der så mange andre personlige udfordringer der hvor jeg var, at jeg fortsatte mit arbejde. Jeg prøvede på det tidspunkt at påvirke virksomheden til at vælge Sympatex, som er et lignende materiale, men på det tidspunkt med en meget tydeligere grøn profil, men pga. brand value og forskellige indgåede kontrakter, kunne man fra virksomhedens side ikke vælge Sympatex.

Mit ansvarsområde var også medvirkende til, at jeg meget hurtigt rejste til Kina og Hong Kong på proto-ture. Det er stort et arbejde at tilrette overtøj, og derfor prioriterer nogle virksomheder stadig at sende designeren og konstruktøren til produktionsstederne for at tilrette med de ansvarlige fra fabrikkerne.

Hong Kongs største industri er produktion af tøj, elektronik og legetøj. Hong Kong island emmer af mennesker og økonomi. Det er en metropol, der er et tydeligt billede på Østens og Vestens møde. En meget dragende og inspirerende oplevelse, men også en øjenåbner for industriens indflydelse på mennesker og miljø.

Da jeg besøgte Nanjing i Kina med en god kollega, der heller ikke havde været der før, blev vi mødt af en sitrende fornemmelse på tungen, det sved i øjnene og vi kunne ikke se husene på afstand, fordi forureningen var så intens. Det var skræmmende og frustrerende, at vi bevægede os rundt i industriområder, der var så tydeligt negativt påvirket af den produktion, der var hele eksistensgrundlaget for menneskene i området, og vi var der bare for at gøre vores arbejde, der ville skabe endnu mere produktion.

Mine besøg i Asien har påvirket hele min karriere, men ikke lige med det samme. Primært tog jeg hjem fra mine rejser påvirket af de oplevelser jeg havde haft i begyndelsen, og pludselig tog hverdagen over, og jeg skulle følge med kollektionsstørrelse, tid og tendenser. Med hovedet fyldt af billeder fra Kina med smogfyldt himmel, og syersker der på trods af forbedrede forhold stadig levede et liv, som de færreste vesterlændinge ville acceptere. De boede på fabrikkerne i barakker og havde konstant korte leveringstider hængende over hovedet, og i floderne løb giftigt spildevand fra farverierne. Det var med andre ord ikke med den største entusiasme, at jeg satte mig til designopgaverne. Jeg tænkte mest på den negative indflydelse hver af mine ideer og designs havde for masser af mennesker og miljø langt væk. Men selvom jeg forsvor det, så gled oplevelserne fra Kina alligevel mere og mere i baggrunden samtidig med at deadlines og en travl hverdag tog over, og jeg fortsatte mit arbejde.


Vores rolle som designere

Den hverdag, der tog over, vil jeg her prøve at beskrive. Det er bestemt ikke for at slå skår i dine forventninger til fremtiden, men som designer må man se i øjnene, at man er et led i en lang produktionskæde. Selv de virksomheder jeg har arbejdet sammen med, som påstår at de er 100% designdrevet, er i sidste ende 100% økonomidrevet, dvs. at selvom vi har en afgørende rolle i, hvordan et brand bliver kendt udadtil, så har jeg endnu ikke oplevet, at de økonomiske hensyn er blevet nedprioriteret til fordel for de designmæssige.

For en beklædningsdesigner er hverdagen fyldt med en masse beslutninger, beslutninger, der har betydning indadtil i organisationen, og beslutninger, der i højere grad har betydning for den verden, vi omgiver os med.


Du skal være i stand til at udvikle kollektioner i et meget højt tempo og samtidig arbejde på forskellige plan. For mens du er i udviklingsfasen med en kollektion, skal du måske rette protoprøver til en anden og præsentere en tredje. Det betyder at du skal tage stilling til, hvilken metervarer du vil bruge, hvilken producent du vil vælge, hvilken knap, hvilken farve den skal have og til sidst, hvor i verden du sender ordren hen.

Enten sidder du som designer med denne beslutning, eller også har du et tæt samarbejde med en indkøber, der så er den, der tager de endelige produktionsbeslutninger. Det er sjovt, men det kan også være svært at navigere i og måske mest af alt, når det hele bare kører - kan det være svært at få tid til at reflektere over de grundlæggende problemer i vores fag.

Jeg har haft et samarbejde med en virksomhed, der bla. tog en beslutning om at producere så meget af deres denim som muligt i Bangladesh, alene pga. pris. Det har været tydeligt, derfra hvor jeg var, at nogen i den anden ende af produktionskæden var meget pressede, for tiden var altid knap og agenten lovede, at alt kunne lade sig gøre. På trods af min bevidsthed, har det været en umulighed at tage andre beslutninger, for så ville jeg ikke kunne leve op til de succeskriterier, der var forbundet med min kontrakt. Det er et rædsomt dilemma at befinde sig i og det er næsten en umulighed at finde en løsning – og samtidig er jeg af den overbevisning, at det skal kunne lade sig gøre!

Det er ofte sådan, at ordren på de forskellige styles, bliver lagt hos de producenter, der har vist, at de har den metervare, man ønsker. De virksomheder, jeg har arbejdet for og sammen med, henter deres garanti for at kollektionen bliver produceret under ordentlige forhold hos de agenter, der møder op i showroomet i Danmark. De agenter har ofte ikke været på fabrikkerne, de har deres varer fra et showroom, hvor de er blevet præsenteret for producenternes nyeste kollektion. Her må garantien for ordentlige produktionsforhold så komme fra producentens sælger. Ofte bliver vores mulighed (som designere) for at have en reel fornemmelse af produktionsforholdene meget spinkel.

Til tider er det producenten selv, der kommer med sine styles og metervarer, så kan de give en garanti for ordentlige arbejdsforhold på fabrikken, men metervarerne er indkøbt fra deres underleverandør, så de har ingen mulighed for at tjekke deres oprindelsessted.

Det er på mange måder en jungle af forskellige informationer, man som designer skal navigere i, og forhåbentlig vil det i fremtiden være muligt at skabe mere åbenhed om alle leddene i produktionskæden, så hverken mennesker eller miljø bliver påvirket negativt i den grad, som de gør i dag.

 

Kærlige hilsner

At være fascineret af en branche jeg ikke mere tror på, har været en kæmpe udfordring for mig. Til tider har jeg været klar til at stoppe mit arbejde i branchen fuldstændigt, men der har hele tiden været noget, der har fastholdt mig. Til dels har det været en tro på, at det også var den rigtige branche og de rigtige processer, jeg arbejdede med. For mig har vejen været at arbejde med de kompetencer jeg har som designer, at analysere, hvad disse kompetencer også kan omsættes til i andre sammenhænge end at arbejde med kollektioner. Det har taget tid, men nu kan jeg arbejde målrettet i den retning.

Jeg tror på, at vi alle sammen finder vores egen vej igennem de udfordringer, vi står overfor, og jeg håber, de fleste vil gøre det til fællesskabets fordel.

Jeg håber at I må finde de veje, der er de rigtige for jer!

God fornøjelse – Held og lykke


Sidsel Kjøller Damkjær
 

FIRSTMOVER

Bæredygtighed handler både om de sociale forhold, der hvor tøjet bliver produceret, om brugen af tøjet og om miljøet.

Flere og flere brands tager deres ansvar alvorligt og indarbejder overvejelser om bæredygtighed i deres virksomhed. Nogle gør bæredygtighed til en grundsten i deres forretningsmodel og andre indarbejder bæredygtige metoder i forskellige dele af deres værdikæde.

En måde at ændre ved industrien som den er nu er at være transparent. The DIG Project er en opfordring til at designere og studerende deler deres viden og tager del i den positive udvikling i den måde, vi designer og producerer på.

Let’s change the game -
BE A FIRSTMOVER !

© 2014 Clean Clothes Campaign. All rights Reserved.
Webdesign by Segan & built by 2nd Level.