Moderne modularitet handler om æstetiske valg og muligheden for at transformere sit eget tøj til mange forskellige looks. Modulærer kollektioner kan således være med til at forlænge tøjets levetid, da det kan fungere som et bæredygtigt modsvar til vekslende trends.

Af Kitt Buch, Anders Rosberg og Jesper Bruun
 

Moderne modularitet bekymrer sig ikke om at udskifte kraver fordi de bliver nussede eller at forvandle bukser til shorts af praktiske årsager. Det handler om et æstetisk valg snarere end om et praktisk funderet behov. Hvis en jakke har en krave som kan udskiftes, er det ikke kun fordi designeren formoder at den bliver slidt eller beskidt. Det handler om at give brugeren mulighed for at ændre udtryk og stil efter behov og funktion.

 

Gør brugeren kreativ

Fra brugerens perspektiv er det sjovt at man selv kan transformere sit eget tøj til mange forskellige looks. Du kan være mere legende og kreativ selv som bærer af tøjet. Du kan sammensætte dele efter behov og efter det udtryk du ønsker. Samtidig skal du ikke halse efter en mode som skifter hvert halve år. Tøjet bliver mere holdbart i en modemæssig forstand, fordi du som bruger har mulighed for selv at påvirke dets aktualitet - både på den korte og på den lange bane. I det daglige kan du ændre dit tøj fra at passe til arbejdet til at passe en hyggelig aften med vennerne. På den lange bane kan du ændre udtrykket på din jakke så den passer til den nuværende trend. Det er en anden måde at være (for)bruger på, og designeren kan træde mere i baggrunden som facilitator af sin æstetik.

En spændende designvinkel

Ud fra en designvinkel er det meget interessant at man kan skabe moduler der kan transformeres til mange forskellige looks. Det skaber en form for dynamik som ikke eksisterer i almindeligt tøj. Det handler ikke længere kun om at designe en top og en buks, men om at dekonstruere beklædningens dele og designe “byggeklodser” af beklædning.

Som designer kan man gå i dialog med brugeren og sammensætte en modulopbygget garderobe. Den kunne for eksempel bestå af en top, et pencilskirt, en nederdel med vidde og et par bukser. Herfra kan man udvide. Man kan montere en peterpankrave eller en ståkrave på toppen og lange, tre-kvart eller korte ærmer. Toppen kan knappes sammen med nederdelene og gøre det ud for en kjole, eller den kan benyttes til bukserne. Udtrykket ændres, men de overordnede former bevares. Det kræver færre ressourcer end at udskifte garderobe hvert halve år.

 

Modularitet er bæredygtigt

Vi har brug for at produktionen af beklædning bliver mere holdbar, at vi bruger færre naturressourcer. Det er i tråd med generelt at styre forbruget i retning af at trække færre veksler på miljøet. Derfor er det interessant at man kan genbruge de moduler man har til at skabe nye looks. Når man skal lave nye moduler har man oftest ikke brug for så meget stof, så forbruget af materiale er lavere. Mindre moduler som ærmer og kraver kan man som regel lave af reststof fra fremstilling af for eksempel større stykker beklædning.

Nogle gange maler vi et billede af gamle dage som dengang hvor man brugte rub og stub. Intet måtte gå til spilde. Når modularitet tænkes ind i en moderne bæredygtig setting kan det netop være dette vi skal tilbage til. Vi skal overveje hvor meget stof vi som designere kan spare ved at bruge rester på en innovativ og æstetisk måde.

De gamle teknikker er gået i glemmebogen i takt med industrialiseringen og det moderne samfund. Den skiftende æstetik, som hersker i konventionel mode i dag kræver omskiftelighed og det lader sig gøre med billig arbejdskraft i ikke-vestlige lande. Modularitet er et bæredygtigt modsvar, som giver mulighed for vidt forskellige æstetikker. På de næste sider giver vi vores bud på modulær æstetik med vore mærker: Anders Rosberg og Skröbelig by Kitt Buch.

 

Anders Rosberg

Det store spørgsmål for mig er: Hvordan vi bruger modularitet i praksis? Modulære designs har vundet indpas i mange teknologier inden for de sidste ti år. Et godt eksempel er apps til smartphones, tablets, og almindelige computere. Men også i møbeldesign, hvor reoler, sofaer, og klædeskabe kan være modulære, og hi-fi, hvor man kan få højttaler-moduler til hvert rum, kan ses som modulære.

________________________

Modularitet er en interessant og udfordrende måde at designe på.
I min verden handler det om at opbygge en ramme, som du derefter kan
tænke kreativt omkring. Det handler om at skabe en enkel løsning,
der kan bruges til og fungere med så meget som muligt.

________________________

 

Det vil sige, at det kan bruges til mange forskellige sociale kontekster og at det kan være en del af mange forskellige udtryk. I mit tilfælde har jeg i første runde skabt et sæt bestående af en top og kjole. De er et sæt fordi de har den samme ramme at bygge videre på - ikke fordi de eksklusivt hører til hinanden. Ideen herfra er at skabe moduler der kan udbygge toppen og kjolen. De to første moduler til sættet er to kraver der er fastgjort til indersiden af toppen eller kjolen. Den ene krave sættes på så den følger udskæringen som et ornament, mens den anden ændrer udskæringen ved at gøre den mere tillukket. Fremtidige moduler kan designes til at passe til den ramme som denne top og denne kjole udgør. Brugeren vil kunne ændre klædernes udtryk ved at skifte kraver eller fastgøre nye moduler til enten top eller kjole. Det gør det mere interessant for bæreren at bruge deres klæder og de kan også bruge deres klæder på en mere kreativ måde ved at lave forskellige kombinationer - eventuelt i løbet af en dag.

Ved at at lave en fast ramme omkring hvilke moduler passer kan man samtidig forsøge at knytte kunderne til en platform. Det er lidt samme idé som Apple eller Google har, når udviklere skal lancere deres software i App-store eller på Google Play. Brugeren oplever tryghed fordi de kender rammerne. De fleste apps fungerer på måder der ligner hinanden. Man ved hvordan man skal navigere og man har fra start af en idé om hvordan man bruger dem. Ved at lave en lignende platform til tøj tror jeg at man kan give noget af den samme tryghed og samtidig åbne for andre former for kreativitet. For eksempel kan man forestille sig at brugerne enten selv laver moduler eller bruger andre designeres moduler til at berige deres klæder. 

Anders Rosberg

Det smarte ved at lave den grundlæggende ramme som noget man bygger videre på er, at bæreren af tøjet kan være sikker på, at tøjet passer. Der er ikke de samme udgifter og det samme besvær forbundet med at købe tøj. Man skal ikke prøve alt muligt tøj i et prøverum og man skal ikke bekymre sig om hvorvidt det også passer når man kommer hjem. Man prøver et modul på, og det koster ikke lige så meget som en top eller kjole. Hverken for den enkelte bruger eller for miljøet.

Det kan også være med til at gøre indtjeningen for designeren mere flydende. Man er ikke afhængig af at sælge et enkelt dyrt stykke tøj, som man har brugt lang tid på. For det første er det hurtigt at producere nye modeller: Man har allerede mønstre som fungerer, og det er ikke her man skal forny sig. For det andet vil kunder som kan lide tøjet, nemt kunne udforske forskellige moduler. Og det vil være nemmere at bruge 300 kr. på en fed krave end 3000 kr. på en ny top. Dels er det billigere og dels ved man at det passer.

 

Skröbelig by Kitt Buch

Min indre inspiration, eller min følelsesmæssige inspiration, det der rører mig, er alt fra atombomber, gasmasker, anatomi, skræmmende klovne, uniformer, blomster, makeup der løber, proteser. Med andre ord ting der kan være både utroligt smukke, skræmmende og groteske og humoristiske. Det er dobbelthed og kontraster.

På den anden side er en mere håndgribelig inspiration gamle tiders beklædning. Snit, silhuetter og måden hvorpå man kærede om sit tøj, der i dag er gået tabt. Der blev syet nye knapper på, lommer, foer blev skiftet ud og man sørgede for sin beklædning: Man passede på det og lappede hullerne som tidens tand frembragte. Man havde også udskiftelige kraver, ærmer og sørgede for at tøjets ekstremiteter fra nemme at udskifte. Historiens modularitet giver et indblik i en anden tid, hvor tøjet ikke så ofte blev vasket, hvor det var vigtigt at kunne udskifte kraver og ærmer, når de blev nussede og slidte. Det er en meget funktionel modularitet.

I dag kan modularitet have en funktion der ligner den historiske ved det at tøjet holder længere inden det skiftes ud. Det er også bedre for miljøet hvis beklædning får en længere levetid. Samtidig er det mindre krævende for miljøet hvis hele stykker beklædning ikke vaskes så ofte, fordi man kan nøjes med at varme en mindre mængde vand op. Den historiske modularitet, hvor kun de mest nødvendige dele vaskes og udskiftes ofte, har altså både en økonomisk og en miljømæssig funktion.

Men modularitet kan også have en æstetisk funktion. Det kan være med til at vi kan få tilfredsstillet et behov for at ændre identitet, udseende og for at ændre funktion i løbet af en dag samtidig med at vi kan bevare en rød tråd i vores selvfortælling. De stykker beklædning vi ofte holder mest af som brugere har en fortælling, og vi har en følelsesmæssig tilknytning til dem. 

I mit virke som designer har jeg ofte benyttet mig af designs der kunne ændres til andre funktioner. En hætte der lignede en hat, som kunne lynes af en jakke. Ærmer der kunne ændres fra store pufærmer til mindre med trykknapper. I dag benytter jeg mig af en anden metode. Her kan ydre dele, så som ærmer, kraver og skørter knappes af toppe, jakker og kjoler. Samtidig stræber jeg efter at de praktiske ændringer også bliver æstetiske ændringer. 

I kollektionen fra 2015 har jeg blandt andet designet The Red Dress (se billedeksempler). Kjolen er en manifestation af hvad moderne modularitet kan være. Ærmerne kan tages af toppen som nu kan bruges som en del af en kjole sammen med nederdelen, eller alene som ærmeløs top. Man kan vælge at skifte ærmerne ud med andre ærmer, og på samme måde kan nederdelen udskiftes. Stykkerne er inspireret af en påklædningsdukke og fastgøres på toppen med upcyclede slåede knapper.

Senest har jeg benyttet mig af modularitet i mine upcyclede suitjakker. Udover at jakkerne er syet op af genbrugte herrehabitter fra en iforvejen svunden tid, så får de også lige den ekstra dimension af bæredygthed at kraverne kan skiftes ud. Udskæringen bygger på samme snit i en serie af jakker (pt 2 forskellige snit) og alle de kraver der laves indenfor denne serie kan sidde på de forskellige jakker. Dvs. der fx kan kommer 1-2 nye kraver på et år som man kan erhverve sig som et tillæg til en allerede eksisterende jakke. Kraverne bliver sat fast med upcyclede eller vintage knapper der sidder på indersiden af jakken hele vejen rundt i halsudskæringen. Jakkerne er en blanding af skræddersyning, konfektion og skulpturel beklædning og kraverne kan både dresse op og ned i henhold til behov, funktionalitet og æstetisk opfattelse.

Jeg researcher nye muligheder og afprøver dem i mine designs undervejs jeg finder på det. Det kræver tid at standardisere alle styles til hinanden, så ærmerne også passer til en bluse og ikke kun en kjole. Også kraven kan flyttes fra denne kjole og over på habitjakken.

 

En bæredygtig del af fremtiden

I dag er vi som forbrugere af mode vante til at vi kan skifte tøj ud hele tiden. De store firmaer i modeverden driver forbruget med mange kollektioner om året, så vores tøj når nærmest ikke at blive slidt før vi bliver trætte af det og smider det ud. Den enorme produktion og udskiftning af tøj kan i dag lade sig gøre fordi der findes steder i verden hvor tøjet kan produceres billigt nok. 

Men sammen med den store udskiftning er vi gået på kompromis med kvalitet og håndværk. Vi er ikke i dialog med dem der syr vores tøj for det er ligegyldigt - vi kan bare købe noget nyt. Som miljøbevidste designere vil vi gerne vende tilbage til tidligere tiders omsorg for tøjet. 

Samtidig er vi klar over, at tøjet skal give mulighed for at udtrykke den enkeltes foranderlige identitet og mangesidige behov. Det er et problem, fordi gammelt tøj netop hurtigt kan ses som passé - man skal kunne ændre sig fra dag til dag og måske endda fra time til time.

Modularitet er en løsning på dette problem. Det er en måde at designe tøj på, som kan hjælpe modeverdenen i en miljøbevidst retning - dels fordi tøjet bevarer sin aktualitet og dels fordi der ikke skal bruges så mange ressourcer på at producere det. Tøjet kan i mange tilfælde produceres lokalt med fokus på håndværk og dialog mellem designer og bruger. Det giver mulighed for en co-creation proces, hvor tøjet i højere grad inddrager brugeren i den proces det er at skabe et udtryk. Hvor man tidligere kunne pynte tøjet med smykker, tørklæder, slips og hatte, udvides repertoiret til ærmer, kraver, manchetter og forstykker.

For at modularitet for alvor skal gribe om sig skal der skabes et hype omkring det. Det handler i første omgang om at finde den gruppe af mennesker som vil være modtagelige overfor ideen og at tage et ansvar for vores fælles fremtid.
 

 

___________________________

 

 

JOIN THE REVOLUTION

Designeren har indflydelse! Faktisk bestemmes op til 80 procent af et produkts impact på miljøet i designfasen og designvalg og forretningsstrategier har stor betydning for dem, der laver tøjet. Det skal være nemt at finde viden om bæredygtige designmetoder.

En grundsten i design og mode er nytænkning og innovation. Men måden hvorpå vores tøj bliver produceret har ikke fulgt med behovet for bæredygtighed eller den viden, der hele tiden udvikles. Det laves stadig som for mange år siden. Og på trods af at udviklingen ikke når ind i produktionsleddet, skal det alligevel være billigere og billigere og laves hurtigere og hurtigere.

Det handler om liv og det handler om vores fremtid. Der er mange måder at arbejde bæredygtigt på og der er ikke én måde, som er den absolut rigtige. Designere er dygtige til at ideudvikle, eksperimentere og researche og det behøver ikke være en begrænsning at arbejde med bæredygtighed.

Designere er problemknusere -
JOIN THE REVOLUTION FOR DIGNITY! 

© 2014 Clean Clothes Campaign. All rights Reserved.
Webdesign by Segan & built by 2nd Level.