Johanne Helger Lund, designer og indehaver af Ecouture by Lund fortæller om erfaringer og oplevelser med arbejdet som designer, overforbrug og værdien af tøj i interviewet med Clean Clothes Campaign.
https://youtu.be/_BI0dPlew4w

 

For Johanne er det en grundværdi at gøre sit bedste for at skabe en positiv værdi, når man arbejder i en branche, som tøjindustrien, hvor der allerede er en overflod af produkter. 

 Arbejdet med at skabe bæredygtig mode er noget Johanne brænder for og hendes integritet i arbejdet er tydelig.
 

Videoen er produceret af Helle Løvstø Severinsen som en del af Clean Clothes Campaign Danmarks projekt The DIG Project.
www.cleanclothes.dk
 

________________________

 

Dorthe Brøgger og Mette Groth fortæller om deres brand Another View i interviewet med Clean Clothes Campaign.

 


For Another View er tøj et redskab til at forandre verden. Tøjindustrien er en af de mest forurenende industrier i verden og forbrugeres syn på værdien af tøj er påvirket af billig fast fashion, outlets fra overskudslagre og evige udsalg. Derfor har Another View også et stort ønske om at retænke forbrugeren og genvinde respekten og glæden ved tøj.

Mette Groth fortæller med erfaring fra sin tidligere virksomhed, der kørte efter konventionelle metoder, at det er meget mere virkningsfuldt at bygge et brand op efter bæredygtige principper fra starten end det er at omstille en konventionel produktionskæde.

I en virksomhed der arbejder med bæredygtighed er det vigtigt at simplificere det. Keep it simple. En måde Another View gør dette på er ved at bruge fire forskellige ikoner i deres kommunikation af deres arbejde, hvilket også gør det muligt for forbrugeren hurtigt at forst, hvad det drejer sig om; Clean (ingen skadelig kemi), Fair (arbejdsforhold skal være etisk forsvarlige), Recycle (materialerne er genanvendelige og flere er også allerede recycled, fx deres garn), Action (at mennesker bliver ansporet til at tage del i bevægelsen mod en mere bæredygtig verden). 

 

Videoen er produceret af Helle Løvstø Severinsen som en del af Clean Clothes Campaign Danmarks projekt The DIG Project.
www.cleanclothes.dk
 

________________________

 

Clean Clothes Campaign interviewer Bego Demir om hans oplevelser med sandblæsning i Tyrkiets tekstilindustri.

 


Bego kom til Istanbul som 15 årig og fik arbejde som sandblæser på en fabrik. Han fortæller om de 12 timers lange arbejdsdage og konsekvenserne ved sandblæsning.

Som mange af hans venner og kolleger, har Bego udviklet silikose (stenlunger) pga. arbejdet som sandblæser. Arbejdet er livsfarligt og mange dør af det. Bego har i dag mistet 46,2% af hans lungekapacitet.

En af de brands som fik produceret sandblæste jeans i Tyrkiet er Tommy Hilfiger. Mange andre brands fik også sandblæst jeans i Tyrkiet; Diesel, Miss Sixty, Levi’s, Wrangler, Acne, Hugo Boss, Lee, Dolce&Gabbana.

Bego fortæller i videoen, hvordan man kan se om et par jeans er sandblæste og kende forskel på de forskellige teknikker, der bruges til slidmærker på jeans.
Der kan også bruges kemikalier til at skabe effekten på jeans. Brugen af kemikalier kan også have negativ effekt på arbejdere, lokalmiljøet og forbrugere.
Ofte bruges der også sandpapir på jeans, hvilket er en hård og slidsom process for arbejdere.

Sandblæsning blev forbudt i Tyrkiet i 2009. Et stort skridt i forhold til bæredygtig mode. Bego havde en afgørende rolle i dette. Sandblæsning er stadig lovligt i mange andre produktionslande, fx i Kina og Bangladesh.


Læs mere om sandblæsning under Focus

 

Videoen er produceret af Helle Løvstø Severinsen som en del af Clean Clothes Campaign Danmarks projekt The DIG Project.
www.cleanclothes.dk
 

________________________


 

 

Clean Clothes Campaign interviewer Keith Tyrell fra organisationen PAN UK om Bomuldsproduktion og konsekvenserne ved pesticider

Keith fortæller om problemet med pesticid-forgiftning i bomuldsproduktion og hvordan omkring 1000 mennesker hver dag dør af pesticid-forgiftning.

 

 

Brugen af pesticider stiger. Bomuld udgør omkring 5% af den globale landbrugsproduktion, men bruger ca 10% af det samlede pesticidforbrug og 25% af det samlede forbrug af insektgifte (insekticider).

Økologi er en udvej, og det er en udvej der virker. Man får et lidt mindre udbytte, men fordi man bruger færre penge på pesticider tjener man mere.


Produktionen af økologisk bomuld udgør i dag omkring 3-4% af den samlede produktion af bomuld.


Det er vigtigt at der er en efterspørgsel på økologisk bomuld. Designere skal begynde at arbejde med økologisk bomuld frem for konventionel bomuld og forbrugere skal sige til brands at de ønsker deres t-shirts og bukser produceret i økologisk bomuld.
Det er vejen frem.


Læs mere om bomuldsproduktion i artiklen Bomuld i et Bæredygtigt Perspektiv

 

Videoen er produceret af Helle Løvstø Severinsen som en del af Clean Clothes Campaign Danmarks projekt The DIG Project.
www.cleanclothes.dk
 

________________________


 

 

I Storbritannien bruger mennesker i gennemsnit kun omkring ⅓ af tøjet i deres garderobe. Men samtidig bliver vi ved med at købe mere og mere. Hvis vi skal skabe mere bæredygtighed i modebranchen har designeren en vigtig rolle at spille. Liz Parker, som underviser i bæredygtig mode i Storbritannien, snakker med Clean Clothes Campaign om hvordan vi, som designere og forbrugere kan forlænge tøjets levetid.

 


For designeren handler det om at designe nye systemer for den måde vi interagerer med vores tøj på. Vi skal tænke over hvad der sker med tøjet, når vi ikke længere går med det: kan man benytte byttemarkeder; gå på loppemarked og i genbrugsbutikker; og tænke over hvordan vi reparerer tøjet, når det går i stykker?


Det handler blandt andet om at designe tøj der kan holde, og hvor tøjets historie kan indarbejdes i det over tid. Designeren kan arbejde med hvordan man kan indarbejde muligheden for at engagere brugeren af tøjet og arbejde med æstetisk bæredygtighed. En begreb opfundet af Kirstine Harper.

 

Videoen er produceret af Helle Løvstø Severinsen som en del af Clean Clothes Campaign Danmarks projekt The DIG Project.
www.cleanclothes.dk
 

________________________


 

 

Liz Parker, underviser i bæredygtig mode i England, fortæller i et interview med Clean Clothes Campaign om hvordan designere kan gøre en forskel i deres arbejde.

 

 

Liz Parker præsenterer nogle forskellige designstrategier.
Det er vigtigt at designe i information flows og arbejde med transparens. Det er ikke nok at vide på hvilken fabrik tøjet bliver lavet, man må også vide hvordan det foregår på de forskellige trin i kæden og hvor kommer materialet fra.

Og så kan designeren arbejde med at designe det negative væk; design out the negative impact. Her fortæller hun om sandblasting og hvordan det ikke er nok bare at forsøge at undgå sandblæsning, men at det er vigtigt at fjerne det look, altså det design, fordi sandblæsning ellers vil blive erstattet af andre måske lige så farlige teknikker.

 

Når man som designer kommer ud i en virksomhed som fx H&M er det vigtigt at kende sine værdier og vide hvor man gå på kompromis og hvor man ikke kan. Og så er det vigtigt at turde provokere brandet til at skabe forandring. Virksomheder kigge rtil designeren efter nye ideer.

Der sker en enorm transformation af modebranchen til bæredygtighed. Der er mange nye ideer og flere og flere er informerede om hvad der sker i modeindustrien, fx om at arbejderne skal behandles retfærdigt og at deres rettigheder skal respekteres. Der er ved at ske et dramatisk skift i hvordan vi tænker og der opstår nye initiativer. Der er kort sagt et enormt potentiale for forandring i modebranchen.

 

Videoen er produceret af Helle Løvstø Severinsen som en del af Clean Clothes Campaign Danmarks projekt The DIG Project.
www.cleanclothes.dk
 

________________________


 

 

“I shall cut my cote after my cloth”; ‘jeg vil skære mit tøj efter mit stof’ er et ordsprog man kan læse i John Heywoods ‘Proverbs in the English Tongue’ som blev udgivet allerede i 1546.

af Lea Rahbek, professionsbachelorstuderende ved Håndarbejdets fremme

 

Primitive snit er en betegnelse, der dækker over en traditionel tilskæreform, som er at finde i traditionel beklædning og folkedragter fra alle egne af verden. Et interessant aspekt ved denne tilskæreform er dens evne til at udnytte materialet til fulde. Ser man længere tilbage i historien har frembringelsen af tekstiler været forbundet med flere tidskrævende og omstændige arbejdsprocesser. For at frembringe en meter bomuld har det krævet at man først har sået, dyrket og høstet bomuldsplanten, og derefter renset, vasket og spundet bomulden, for til sidst at kunne væve, klippe og sy sit tøj. Uden moderne maskineri er det nemt at forestille sig hvor omfattende og tidskrævende et arbejde det har været, og det er derfor også nemt at forstå hvorfor man har værdsat materialet, og i den grad har villet have fuldt udbytte af det. Produktionen af bomuld indebære stadig alle de samme led, og er omfattende både tids- og energimæssigt. Men i dag er langt størstedelen af produktionen flyttet over på den anden side af jorden, hvor vi, på denne side af kloden har meget lidt fornemmelse for hvad produktionen indebære, og hvor dem der er beskæftiget med produktionen bliver betalt meget lidt.

Som man kan læse i blandt andet Dorothy K. Burnham’s værk ‘Skær en skjorte, klip en kjortel’ har tilskæringen i de primitive snit derfor været kendetegn for at der tages udgangspunkt i materialet, i formen på et stykke skind, eller vævebredden på et stykke tekstil. Et godt eksempel herpå er kimonoen.  

Fra sydamerikanske ponchoer, arktiske anorakker, over de europæiske bondeskjorter og kofter, til mellemøstens kaftaner og østasiens kimonoer, kan man finde utallige eksempler på hvordan beklædningsdele er udtænkt efter et ønske om at udnytte materialet så optimalt som muligt.

 

En bæredygtige vinkel

Mange af de principper, som ligger til grund for de primitive snit kan overføres direkte til idag. Forskellen er bare at det i dag sjældent er forbrugerne, der betaler prisen for deres tekstiler og at regningen i dag bliver sendt videre til miljøet.

For dem, der er bekendte med zero-waste princippet, vil mange af elementerne i primitive snit være genkendelige. Målet og grundideen er i vid udstrækning den samme, tilskæringen tilpasses materialet for at opnå et optimalt udbytte af stoffet.

________________________

Tanken om at minimere materialespild har tidligere i vid udstrækning været økonomisk funderet. Tekstiler har været kostbarheder og er blevet behandlet derefter. 
I dag er tekstiler blevet meget billigere, så det er derfor i videre udstrækning omtanke for ressourceforbruget og det stigende behov for bæredygtig produktion, der ligger til grund for principperne i zerowaste.

________________________

 

Brundtlandkommissionen definerede i deres rapport, ’Our Common Future’ fra 1987, bæredygtighed som behovet for at opfylde vores nutidige behov, uden at gå på kompromis med de fremtidige generationers mulighed for at kunne opfylde deres. Bæredygtighedsprincippet har udviklet sig siden, men behovet for at tænke smart i forhold til ressourceforbruget er ikke blevet mindre præsent. 

Billede: Lea Rahbek
På billedet ses en oversigt over hvordan en kimono kan tilskæres. Som det fremgår af tegningen tager tilskæringen fuldstændig udgangspunkt i bredden på metervaren, og materialespildet er begrænset til den lille skraverede trekant.
 

Tilskæringen til traditionelle dragter som fx en kimono består primært af meget simple geometriske former, som fx firkanter. De geometriske former øger muligheden for at genanvende materialet, for at tage beklædningsdelen fra hinanden og sy den om. På den måde kan man forlænge materialets levetid og bidrage til et smartere ressourceforbrug.

 

I praksis

Man skal ikke lade sig narre. Bare fordi primitive snit indeholder et princip om at begrænse materialespildet betyder det ikke at der ikke er blevet anvendt meget stof. Som nævnt tidligere har tekstiler tidligere været store kostbarheder, og derfor også et statussymbol. Hvis man igen tager kimonoen som eksempel er ærmerne fx meget brede og lange, og der går mange meter stof til at lave en kimono. Grundprincipperne kan dog nemt indpasses i et mere moderne og reelt materialebesparende produkt.

Så det er absolut ikke irrelevant at lade sig inspirere af historiens dragter, med tanke på at integrere bæredygtige principper i designet.

 

________________________


Kilder

  • Bencke, Karl (2014, 26/8). Brundtlandrapporten. Hentet d. 11/4-2016. http://denstoredanske.dk/Natur_og_milj%C3%B8/Milj%C3%B8_og_forurening/Internationale_aftaler,_konventioner_og_foreninger/Brundtlandrapporten
  • Burnham, Dorothy K. (1980). Skær en skjorte klip en kjortel. Høst og Søn. København
  • Meedom, H. & Hamre, I. (1984). Tøj og funktion - Analyse og fremstilling af enkle dragtformer. Borgen
  • Smith, Tibbe (2013, 21/10). Zero-waste fashion design, Resume af Timo Rissanens PHD afhandling: ZERO-WASTE FASHION DESIGN: a study at the intersection of cloth, fashion design and pattern cutting. Hentet d 8/4-2016. http://www.thedigproject.dk/about-design/zero-waste

 

Illustrationer af Lea Rahbek

 

________________________

 

Moderne modularitet handler om æstetiske valg og muligheden for at transformere sit eget tøj til mange forskellige looks. Modulærer kollektioner kan således være med til at forlænge tøjets levetid, da det kan fungere som et bæredygtigt modsvar til vekslende trends.

Af Kitt Buch, Anders Rosberg og Jesper Bruun
 

Moderne modularitet bekymrer sig ikke om at udskifte kraver fordi de bliver nussede eller at forvandle bukser til shorts af praktiske årsager. Det handler om et æstetisk valg snarere end om et praktisk funderet behov. Hvis en jakke har en krave som kan udskiftes, er det ikke kun fordi designeren formoder at den bliver slidt eller beskidt. Det handler om at give brugeren mulighed for at ændre udtryk og stil efter behov og funktion.

 

Gør brugeren kreativ

Fra brugerens perspektiv er det sjovt at man selv kan transformere sit eget tøj til mange forskellige looks. Du kan være mere legende og kreativ selv som bærer af tøjet. Du kan sammensætte dele efter behov og efter det udtryk du ønsker. Samtidig skal du ikke halse efter en mode som skifter hvert halve år. Tøjet bliver mere holdbart i en modemæssig forstand, fordi du som bruger har mulighed for selv at påvirke dets aktualitet - både på den korte og på den lange bane. I det daglige kan du ændre dit tøj fra at passe til arbejdet til at passe en hyggelig aften med vennerne. På den lange bane kan du ændre udtrykket på din jakke så den passer til den nuværende trend. Det er en anden måde at være (for)bruger på, og designeren kan træde mere i baggrunden som facilitator af sin æstetik.

En spændende designvinkel

Ud fra en designvinkel er det meget interessant at man kan skabe moduler der kan transformeres til mange forskellige looks. Det skaber en form for dynamik som ikke eksisterer i almindeligt tøj. Det handler ikke længere kun om at designe en top og en buks, men om at dekonstruere beklædningens dele og designe “byggeklodser” af beklædning.

Som designer kan man gå i dialog med brugeren og sammensætte en modulopbygget garderobe. Den kunne for eksempel bestå af en top, et pencilskirt, en nederdel med vidde og et par bukser. Herfra kan man udvide. Man kan montere en peterpankrave eller en ståkrave på toppen og lange, tre-kvart eller korte ærmer. Toppen kan knappes sammen med nederdelene og gøre det ud for en kjole, eller den kan benyttes til bukserne. Udtrykket ændres, men de overordnede former bevares. Det kræver færre ressourcer end at udskifte garderobe hvert halve år.

 

Modularitet er bæredygtigt

Vi har brug for at produktionen af beklædning bliver mere holdbar, at vi bruger færre naturressourcer. Det er i tråd med generelt at styre forbruget i retning af at trække færre veksler på miljøet. Derfor er det interessant at man kan genbruge de moduler man har til at skabe nye looks. Når man skal lave nye moduler har man oftest ikke brug for så meget stof, så forbruget af materiale er lavere. Mindre moduler som ærmer og kraver kan man som regel lave af reststof fra fremstilling af for eksempel større stykker beklædning.

Nogle gange maler vi et billede af gamle dage som dengang hvor man brugte rub og stub. Intet måtte gå til spilde. Når modularitet tænkes ind i en moderne bæredygtig setting kan det netop være dette vi skal tilbage til. Vi skal overveje hvor meget stof vi som designere kan spare ved at bruge rester på en innovativ og æstetisk måde.

De gamle teknikker er gået i glemmebogen i takt med industrialiseringen og det moderne samfund. Den skiftende æstetik, som hersker i konventionel mode i dag kræver omskiftelighed og det lader sig gøre med billig arbejdskraft i ikke-vestlige lande. Modularitet er et bæredygtigt modsvar, som giver mulighed for vidt forskellige æstetikker. På de næste sider giver vi vores bud på modulær æstetik med vore mærker: Anders Rosberg og Skröbelig by Kitt Buch.

 

Anders Rosberg

Det store spørgsmål for mig er: Hvordan vi bruger modularitet i praksis? Modulære designs har vundet indpas i mange teknologier inden for de sidste ti år. Et godt eksempel er apps til smartphones, tablets, og almindelige computere. Men også i møbeldesign, hvor reoler, sofaer, og klædeskabe kan være modulære, og hi-fi, hvor man kan få højttaler-moduler til hvert rum, kan ses som modulære.

________________________

Modularitet er en interessant og udfordrende måde at designe på.
I min verden handler det om at opbygge en ramme, som du derefter kan
tænke kreativt omkring. Det handler om at skabe en enkel løsning,
der kan bruges til og fungere med så meget som muligt.

________________________

 

Det vil sige, at det kan bruges til mange forskellige sociale kontekster og at det kan være en del af mange forskellige udtryk. I mit tilfælde har jeg i første runde skabt et sæt bestående af en top og kjole. De er et sæt fordi de har den samme ramme at bygge videre på - ikke fordi de eksklusivt hører til hinanden. Ideen herfra er at skabe moduler der kan udbygge toppen og kjolen. De to første moduler til sættet er to kraver der er fastgjort til indersiden af toppen eller kjolen. Den ene krave sættes på så den følger udskæringen som et ornament, mens den anden ændrer udskæringen ved at gøre den mere tillukket. Fremtidige moduler kan designes til at passe til den ramme som denne top og denne kjole udgør. Brugeren vil kunne ændre klædernes udtryk ved at skifte kraver eller fastgøre nye moduler til enten top eller kjole. Det gør det mere interessant for bæreren at bruge deres klæder og de kan også bruge deres klæder på en mere kreativ måde ved at lave forskellige kombinationer - eventuelt i løbet af en dag.

Ved at at lave en fast ramme omkring hvilke moduler passer kan man samtidig forsøge at knytte kunderne til en platform. Det er lidt samme idé som Apple eller Google har, når udviklere skal lancere deres software i App-store eller på Google Play. Brugeren oplever tryghed fordi de kender rammerne. De fleste apps fungerer på måder der ligner hinanden. Man ved hvordan man skal navigere og man har fra start af en idé om hvordan man bruger dem. Ved at lave en lignende platform til tøj tror jeg at man kan give noget af den samme tryghed og samtidig åbne for andre former for kreativitet. For eksempel kan man forestille sig at brugerne enten selv laver moduler eller bruger andre designeres moduler til at berige deres klæder. 

Anders Rosberg

Det smarte ved at lave den grundlæggende ramme som noget man bygger videre på er, at bæreren af tøjet kan være sikker på, at tøjet passer. Der er ikke de samme udgifter og det samme besvær forbundet med at købe tøj. Man skal ikke prøve alt muligt tøj i et prøverum og man skal ikke bekymre sig om hvorvidt det også passer når man kommer hjem. Man prøver et modul på, og det koster ikke lige så meget som en top eller kjole. Hverken for den enkelte bruger eller for miljøet.

Det kan også være med til at gøre indtjeningen for designeren mere flydende. Man er ikke afhængig af at sælge et enkelt dyrt stykke tøj, som man har brugt lang tid på. For det første er det hurtigt at producere nye modeller: Man har allerede mønstre som fungerer, og det er ikke her man skal forny sig. For det andet vil kunder som kan lide tøjet, nemt kunne udforske forskellige moduler. Og det vil være nemmere at bruge 300 kr. på en fed krave end 3000 kr. på en ny top. Dels er det billigere og dels ved man at det passer.

 

Skröbelig by Kitt Buch

Min indre inspiration, eller min følelsesmæssige inspiration, det der rører mig, er alt fra atombomber, gasmasker, anatomi, skræmmende klovne, uniformer, blomster, makeup der løber, proteser. Med andre ord ting der kan være både utroligt smukke, skræmmende og groteske og humoristiske. Det er dobbelthed og kontraster.

På den anden side er en mere håndgribelig inspiration gamle tiders beklædning. Snit, silhuetter og måden hvorpå man kærede om sit tøj, der i dag er gået tabt. Der blev syet nye knapper på, lommer, foer blev skiftet ud og man sørgede for sin beklædning: Man passede på det og lappede hullerne som tidens tand frembragte. Man havde også udskiftelige kraver, ærmer og sørgede for at tøjets ekstremiteter fra nemme at udskifte. Historiens modularitet giver et indblik i en anden tid, hvor tøjet ikke så ofte blev vasket, hvor det var vigtigt at kunne udskifte kraver og ærmer, når de blev nussede og slidte. Det er en meget funktionel modularitet.

I dag kan modularitet have en funktion der ligner den historiske ved det at tøjet holder længere inden det skiftes ud. Det er også bedre for miljøet hvis beklædning får en længere levetid. Samtidig er det mindre krævende for miljøet hvis hele stykker beklædning ikke vaskes så ofte, fordi man kan nøjes med at varme en mindre mængde vand op. Den historiske modularitet, hvor kun de mest nødvendige dele vaskes og udskiftes ofte, har altså både en økonomisk og en miljømæssig funktion.

Men modularitet kan også have en æstetisk funktion. Det kan være med til at vi kan få tilfredsstillet et behov for at ændre identitet, udseende og for at ændre funktion i løbet af en dag samtidig med at vi kan bevare en rød tråd i vores selvfortælling. De stykker beklædning vi ofte holder mest af som brugere har en fortælling, og vi har en følelsesmæssig tilknytning til dem. 

I mit virke som designer har jeg ofte benyttet mig af designs der kunne ændres til andre funktioner. En hætte der lignede en hat, som kunne lynes af en jakke. Ærmer der kunne ændres fra store pufærmer til mindre med trykknapper. I dag benytter jeg mig af en anden metode. Her kan ydre dele, så som ærmer, kraver og skørter knappes af toppe, jakker og kjoler. Samtidig stræber jeg efter at de praktiske ændringer også bliver æstetiske ændringer. 

I kollektionen fra 2015 har jeg blandt andet designet The Red Dress (se billedeksempler). Kjolen er en manifestation af hvad moderne modularitet kan være. Ærmerne kan tages af toppen som nu kan bruges som en del af en kjole sammen med nederdelen, eller alene som ærmeløs top. Man kan vælge at skifte ærmerne ud med andre ærmer, og på samme måde kan nederdelen udskiftes. Stykkerne er inspireret af en påklædningsdukke og fastgøres på toppen med upcyclede slåede knapper.

Senest har jeg benyttet mig af modularitet i mine upcyclede suitjakker. Udover at jakkerne er syet op af genbrugte herrehabitter fra en iforvejen svunden tid, så får de også lige den ekstra dimension af bæredygthed at kraverne kan skiftes ud. Udskæringen bygger på samme snit i en serie af jakker (pt 2 forskellige snit) og alle de kraver der laves indenfor denne serie kan sidde på de forskellige jakker. Dvs. der fx kan kommer 1-2 nye kraver på et år som man kan erhverve sig som et tillæg til en allerede eksisterende jakke. Kraverne bliver sat fast med upcyclede eller vintage knapper der sidder på indersiden af jakken hele vejen rundt i halsudskæringen. Jakkerne er en blanding af skræddersyning, konfektion og skulpturel beklædning og kraverne kan både dresse op og ned i henhold til behov, funktionalitet og æstetisk opfattelse.

Jeg researcher nye muligheder og afprøver dem i mine designs undervejs jeg finder på det. Det kræver tid at standardisere alle styles til hinanden, så ærmerne også passer til en bluse og ikke kun en kjole. Også kraven kan flyttes fra denne kjole og over på habitjakken.

 

En bæredygtig del af fremtiden

I dag er vi som forbrugere af mode vante til at vi kan skifte tøj ud hele tiden. De store firmaer i modeverden driver forbruget med mange kollektioner om året, så vores tøj når nærmest ikke at blive slidt før vi bliver trætte af det og smider det ud. Den enorme produktion og udskiftning af tøj kan i dag lade sig gøre fordi der findes steder i verden hvor tøjet kan produceres billigt nok. 

Men sammen med den store udskiftning er vi gået på kompromis med kvalitet og håndværk. Vi er ikke i dialog med dem der syr vores tøj for det er ligegyldigt - vi kan bare købe noget nyt. Som miljøbevidste designere vil vi gerne vende tilbage til tidligere tiders omsorg for tøjet. 

Samtidig er vi klar over, at tøjet skal give mulighed for at udtrykke den enkeltes foranderlige identitet og mangesidige behov. Det er et problem, fordi gammelt tøj netop hurtigt kan ses som passé - man skal kunne ændre sig fra dag til dag og måske endda fra time til time.

Modularitet er en løsning på dette problem. Det er en måde at designe tøj på, som kan hjælpe modeverdenen i en miljøbevidst retning - dels fordi tøjet bevarer sin aktualitet og dels fordi der ikke skal bruges så mange ressourcer på at producere det. Tøjet kan i mange tilfælde produceres lokalt med fokus på håndværk og dialog mellem designer og bruger. Det giver mulighed for en co-creation proces, hvor tøjet i højere grad inddrager brugeren i den proces det er at skabe et udtryk. Hvor man tidligere kunne pynte tøjet med smykker, tørklæder, slips og hatte, udvides repertoiret til ærmer, kraver, manchetter og forstykker.

For at modularitet for alvor skal gribe om sig skal der skabes et hype omkring det. Det handler i første omgang om at finde den gruppe af mennesker som vil være modtagelige overfor ideen og at tage et ansvar for vores fælles fremtid.
 

 

___________________________

 

 

Resume af Timo Rissanens PhD afhandling

ZERO-WASTE FASHION DESIGN: a study at the intersection of cloth, fashion design and pattern cutting

Af Tibbe Smith


Timo Rissanen er en af frontløberne i udviklingen af filosofien bag zero waste og har skrevet sin PHD afhandling ZERO-WASTE FASHION DESIGN: a study at the intersection of cloth, fashion design and pattern cutting i 2013 ved University of Technology, Sydney.

Zero waste handler om at eliminere tekstilt affald i designfasen. 10-20% af stoffet bliver ikke brugt ved almindelige mønsterdele. Ser man på denne mængde på en større skala, er det rigtig rigtig meget stof, som kunne have været udnyttet til beklædning i stedet for at ende som spildte ressourcer, der kommer til at belaste miljøet ved afskaffelse.

Timo Rissanens PhD afhandling om zero waste er primært baseret på hans oplevelser af designprocessen og praktisk eksperimenteren,  dokumenteret i en logbog. Afhandlingen skal besvare spørgsmålet:

What are the opportunities for creating zero-waste garments within contemporary menswear fashion design practice using cut and sew methods?

Igennem sit arbejde har Timo Rissanen undersøgt, hvordan zero waste design kan generere nye muligheder for modens udvikling. Ifølge Timo Rissanen er zero waste ikke kun en mønsterkonsktruktionsteknik, men en philosophy of making. Hvis moden opfatter mønsterkonstruktion som en integreret del af designprocessen, åbnes der op for nye muligheder både for industrien og for designuddannelserne.

 

________________________

When I first started with zero-waste design I worked in a way that I had always worked, which was to sketch things and then move onto the pattern-cutting phase. But I changed my approach to zero-waste design when I realised that by keeping an open mind regarding the final outcome, with the same goal of making beautiful garments, allowed me to explore and invent new outcomes.

___________________________

 

Mønsterkonstruktion i beklædningsdesign

Designstuderende oplever den grundige proces bag et stykke tøj, hvor mønsterkonstruktion er en integreret del af beklædningsdesign og hvor der hele tiden arbejdes frem og tilbage, mens man i udviklingen af produktet finder ud af, hvad der virker til lige netop den ide, materiale og teknikker. Således er skitsen kun et forslag; den første umodne idé.

Men i industrien kan det se ganske anderledes ud med store virksomheder, hvor en specifikationstegning sendes afsted til leverandøren, som så klarer resten. Dermed ser designeren ikke hvor meget stof der bliver spildt. Derudover er selve processen, hvor stoffet bliver klippet meget anderledes i industriproduktion fra en small scale produktion. I masseproduktion bliver alt fra tyve til hundrede lag stof lagt ovenpå hinanden og klippet, og det er ikke muligt at folde eller lægge stoffet strategisk efter nogle dele er klippet for at for andre dele til at være der. Det tekstile affald ender i mange lande på lossepladser eller andre steder i forbrændning og der er stadig langt til effektiv genanvendelse af tekstilaffald.

Timo Rissanen mener, at den måde design i dag bliver til, er utilsvarende og at der er brug for design- og mønsterkonstruktionsmetoder bliver genopfundet. Det gør han med zero waste som grundlæggende tankegang.

Timo Rissanen foretrækker på engelsk at bruge termen pattern cutter og pattern cutting fremfor pattern maker, da det udtrykker relationen til materialet. Gennem hans research kan han konstatere at mønsterkonstruktion, eller pattern cutting, som designmetode og ikke kun et værktøj, der skal gøre en tegning til virkelighed, er en essentiel del af designprocessen for at skabe et gennemarbejdet produkt.

For at zero waste princippet succesfuldt kan skabes er det vigtigt at det bliver integreret i designfasen og at designeren forstår mønsterkonstruktion. I Timo Rissanens arbejde ser han ikke rollen som designer og mønsterkonstruktør som seperate og opfordre også andre, der gerne vil arbejde med zero waste til arbejde ligesådan.

Når der arbejdes med zero waste afhænger formen på hver mønsterdel af formen på de andre. Derfor er det en fordel at overordnede formgivningsbeslutninger, som fx om en hætte skal være spids eller buet, tages tidligt i processen.

Igennem afhandlingen kommer analyserer Timo Rissanen den konventionelle modeindustri og dens metoder og sammenligner dem med zero waste design. Ligeledes præsenterer han os for flere forskellige former for måder at arbejde med zero waste på. Heraf kan nævnes A-POC (A Piece Of Cloth) udarbejdet af 90’ernes japanske designer Issey Miyake og hans kollega Dai Fujiwara og Julian Roberts som arbejder med store rektangulære stykker af stof hvor mønsteret til overdelen lægges og klippes, mens draperingen af resten af stoffet afhænger af hvor overdelen er placeret på stoffet.

 

PhD afhandling
Læs ZERO-WASTE FASHION DESIGN, Timo Rissanen 2013, (PDF 313 sider inkl bilag)

 

___________________________

 

 

JOIN THE REVOLUTION

Designeren har indflydelse! Faktisk bestemmes op til 80 procent af et produkts impact på miljøet i designfasen og designvalg og forretningsstrategier har stor betydning for dem, der laver tøjet. Det skal være nemt at finde viden om bæredygtige designmetoder.

En grundsten i design og mode er nytænkning og innovation. Men måden hvorpå vores tøj bliver produceret har ikke fulgt med behovet for bæredygtighed eller den viden, der hele tiden udvikles. Det laves stadig som for mange år siden. Og på trods af at udviklingen ikke når ind i produktionsleddet, skal det alligevel være billigere og billigere og laves hurtigere og hurtigere.

Det handler om liv og det handler om vores fremtid. Der er mange måder at arbejde bæredygtigt på og der er ikke én måde, som er den absolut rigtige. Designere er dygtige til at ideudvikle, eksperimentere og researche og det behøver ikke være en begrænsning at arbejde med bæredygtighed.

Designere er problemknusere -
JOIN THE REVOLUTION FOR DIGNITY! 

© 2014 Clean Clothes Campaign. All rights Reserved.
Webdesign by Segan & built by 2nd Level.