DESIGN WITH DIGNITY tager os med på en rejse ud i verden, hvor forholdet mellem designtrends og produktionsmetoder undersøges.
 
Dokumentar om designerens rolle, DESIGN WITH DIGNITY, 2015.
 
For, hvordan laver man egentlig de helt rigtige slidmærker på worn out jeans? Og hvem laver dem? Hvorfor har den tyrkiske fabriksarbejder, Bego, nedsat lungekapacitet? Hvad forklarer den cambodjanske syerske, Sreymoms, mareridt? Og hvordan arbejder de designere, der forsøger at skabe tøj produceret på en værdig måde?
 
DESIGN WITH DIGNITY er et krydsklip mellem designere, menneskerettighedsaktivister, syersker og arbejdere. Samlet set giver dokumentaren et helhedsbillede af, hvordan designeren har både ansvar og mulighed for at spille en positiv rolle, når et nyt stykke tøj udvikles og sættes i produktion. 
 
 

Filmen er produceret af Helle Løvstø Severinsen for Clean Clothes Campaign Danmark. 
Produceret i 2015.
 
________________________
 
 
DESIGN WITH DIGNITY takes us on a journey into the relationship between design trends, production methods and the designer’s responsibility and influence on fashion production.
 
Documentary film about the designer's role, DESIGN WITH DIGNITY, 2015.
 
How do you actually make just the right wear marks on worn out jeans? And who makes them? Why does the Turkish factory worker, Bego, have reduced lung capacity ? What do the Cambodian seamstress, Sreymom’s, nightmares mean? And how do the designers work, who are trying to create clothing produced in a responsible way?
 
DESIGN WITH DIGNITY is a cross cut film between designers, human rights activists, seamstresses and textile workers. The documentary is an overall picture of how the designer has both the responsibility and the opportunity to play a positive part when a new piece of clothing developed and put into production. 
 
 
 
The documentary film is produced by Helle Løvstø Severinsen for the Clean Clothes Campaign Denmark.
Produced in 2015.
 
 
________________________

Mange skandinaviske tøjfirmaer bidrager direkte eller indirekte til grov underbetaling af arbejderne i lavtlønslande. Firmaerne kræver at de nationale mindstelønsstandarder skal gælde i deres leverandørkæder. Mindstelønnen i mange lande er lavere end FNs fattigdomsgrænse på 2 dollar om dagen.

Af Framtiden i Våre Hender

 

Resumé af rapporten "Syr klær for lommerusk"
- download hele rapporten nederst på denne side

 

Mindsteløn kan man ikke leve af

I flere lande som Bangladesh og Indien udgør mindstelønningerne kun omkring 30% af en leveløn. I Bangladesh f.eks. er mindstelønnen kr. 155 om måneden, mens levelønnen er kr. 448. En undersøgelse af 25 skandinaviske tøjfirmaer viser, at meget få virksomheder har indset, at mindstelønningerne i de fleste produktionslande ikke er høje nok til at arbejderne kan leve et normalt og værdigt liv.

Nogle af firmaerne kræver kun at leverandørerne skal betale en mindsteløn til arbejderne. I en femtedel af verdens lande er mindstelønnen under fattigdomsgrænsen på 2 dollars om dagen. Det viser den nye rapport ”Syr klær for lommerusk” fra Clean Clothes Campaign i Norge.
Den største del af tøjproduktionen i dag finder sted i lande, hvor det sociale sikkerhedsnet er svagt eller ikke eksisterende. Fattige mennesker lever et usikkert liv; hvis familieforsørgeren bliver syg, kan det forværre hele familien situation uopretteligt. I tekstilindustrien udgør lønomkostningerne i produktionen mellem 0.5 – 3% af de totale omkostninger. Alligevel presses priserne for varerne ned og arbejdernes løn bliver derefter.

Denne rapport belyser hvorfor det er nødvendigt at hæve arbejdernes lønninger og hvordan det kan lade sig gøre. Tøjfirmaerne kan ikke blive ved med at undergrave tekstilarbejdernes vigtigste vej til et værdigt liv, retten til at organisere sig i fagforeninger og retten til en løn, man kan leve af: en leveløn.

 

Tøjfirmaer skal stille krav til leverandørerne om leveløn til tekstilarbejderne

Den svenske tøjgigant Hennes & Mauritz, norske Voice AS og danske Bestseller stiller kun krav om mindsteløn i deres code of conducts og er tre af de virksomheder, der får den dårligste vurdering i undersøgelsen. De svenske firmaer KappAhl, Gina Tricot og Lindex har heller ikke tydelige lønkrav i forhold til leverandørerne, de nøjes med at ”opfordre” underleverandørerne til at betale højere lønninger.
To firmaer fremhæves i rapporten. Det norske Stormberg, der sælger fritidstøj og det svenske firma Dem collective har både angivet leveløn som et krav i deres code of conduct´s og desuden implementeret kravet hos deres leverandører.

Det viser at det gennem engagement, åben dialog og tæt opfølgning er muligt at forhøje lønningerne i leverandørkæden, så lønnen kan dække basale behov og arbejderne og deres familier kan leve et værdigt liv.

I rapporten anbefales tøjfirmaerne bl.a. at stille krav om leveløn i deres Code of conduct og at samarbejde med andre virksomheder og fagforeninger om implementering. Desuden bør de ændre deres indkøbsstrategier.

 

________________________

 


Rapport
Syr klær for lommerusk, Framtiden i Våre Hender 2009, (PDF 26 sider)

 

 

________________________

 

'Short contract worker' eller ‘Suffering from Privatization”. Måske lyder det ikke som titlerne på hitnumre fra et populært kvindeband. Men lad dig ikke narre: Er du analfabet, og har fattigdom tvunget dig i arbejde på en af Cambodjas tekstilfabrikker, ja så går sangene rent hjem. Navnet er ‘Messenger Band’ og missionen er at forbedre de cambodjanske syerskers forhold.

Af Tanja Kjeldgaard

 

17 aarig tekstilarbejder fra Cambodja
Norm Sreynao er 17 år og arbejder som syerske på en af Cambodjas mange tøjfabrikker i hovedstaden Phnom Penh.
Foto: Tanja Kjeldgaard.

 

No Choice

I et af Phnom Penhs fabrikskvarterer arbejder Norm Sreynao som syerske. En 17 årig pige, der for fem måneder siden kom til Phnom Penh fra en landsby i Takeo provinsen. Alligevel synes hun ikke, at hovedstaden Phnom Penh virker stor. “For mig er hovedstaden lille, for jeg kender kun vejen fra mit rum og hen til tøjfabrikken”, fortæller hun mig.

Hver måned sender Sreynao hele sin løn på 100$ hjem. Selv lever hun for det, hun kan tjene på at tage overarbejde. Sreynao græder, da hun fortæller sin historie, og jeg ved ikke, hvor jeg skal kigge hen. Men da jeg nævner Messenger Band, lyser hun en smule op.

Messenger Band er et protest kvindeband dannet af tidligere tekstilsyersker. Deres sange handler om syerskernes problemer i landets største eksportsektor. Sreynaos fortæller mig om yndlingssangen ‘No Choice’, som hun siger handler om hendes families situation. For syersker som Sreynao er Messenger Bands sange er både terapi og et vigtigt våben i kampen for bedre løn- og arbejdsforhold.

I Cambodja kender man undertrykkelsens sprog alt for godt – men med Messenger Bands sange får retfærdigheden også en melodi.

 


No Choice
(Messenger Band, 2006)

Chres Chnoul Chrum village is near by the village of Kor and Ta Ngov; Many years ago it’s left behind just with problems; we can farm only one time per year; how do we live? As the rainy season comes, but there is no rain.

Both uncles and aunts resist in hardship; the children are unable to go to school; their stomachs are hungry so that they can not study; mothers owe double debt due to loan interests; how can we do with all services are costly charged.

We were away from mothers for employing as household servants and construction or garment workers; we have no alternative choice for just our families; we lost the land and the money interests still remained; even we work hard but can help nothing.

With low salaries; how can we survive; all kinds of goods never declined but just subsequently increased. This is the neo-liberalization. It confuses us to see the bad thing as good.

‘No Choice’ er oversat fra Khmer til Engelsk og er 17-årige Sreynaos yndlingssang.

 

tekstilarbejdere fra Cambodja

Messenger Bands Koordinator, Saem (tv) løber sammen med et andet medlem af Messenger Band i ly i bussen, inden regnen for alvor bryder ud.
Foto: Tanja Kjeldgaard.

 

På turné med budbringerne

Bussen kører af Road No 1. En hovedvej, der går helt til Vietnam. Men så langt skal de ikke. De 30 passagerer er fordelt i to minibusser og på vej til en landsby i den østlige provins Svay Rieng godt 100 km øst for Cambodjas hovedstad, Phnom Penh.


Messenger Band blev dannet af tekstilsyersker i 2005. Bandets medlemmer har mellem 4 og 15 års erfaring som syersker i tekstilsektoren, der står for 95 procent af Cambodjas eksport.

I efteråret 2014 var Messenger Band på turné i provinserne Svay Rieng, Kompong Speu og Prey Veng for at oplyse befolkningen på landet om syerskernes livsvilkår.

 

Ved færgeovergangen er der kø. “Se de synger inde i den anden bus”, lyder det fra en af pigerne, da de to busser kommer til at holde skråt overfor hinanden i virvaret af gadesælgere og forskellige transportmidler. Et vindue bliver rullet ned. ”Hvad! Keder I jer derovre – skal jeg virkelig komme over og sætte gang i jer?!” Det er Nom Sophors, som råber fra sin syngende og klappende bus. Hun er kendt for at være lidt af en spasmager. Hendes drillende og smilende opførsel i bussen står dog i direkte kontrast til den alvor og indlevelse, hun sammen med de andre bandmedlemmer leverer på scenen samme aften. Sophor løber ud af sin bus og med lidt skubben og masen manøvrer den orangehårede kvinde sig ind blandt passagerne i den mindre energiske bus.

Da bussen igen triller ud af Road nr. 1 får den nye passager sat gang i sangstemmerne med en leg. Det afsluttende bogstav i det første holds sang, skal modstanderne finde en sang der starter med. Det giver anledning til både diskussion og høj latter. Det hele minder på mange måder om en skoleklasse på lejrtur. Men bag den ubekymrede overflade gemmer sig en dyb alvor. Drengene i bussen er børn af tidligere sexarbejdere, og de tjener i dag deres penge som hiphop-dansere. Og så er der Messenger Band og modellerne. Kvinderne har alle arbejdet - eller gør det stadig - i tekstilbranchen. Flere af syerskerne har taget fri fra arbejdet på nogle af Phnom Penhs mange fabrikker for at kunne optræde denne lørdag. Turen er både et tiltrængt frirum fra den hårde hverdag men også en måde at sikre, at andre kvinder ikke ender i samme situation. Messenger Band er på vej med et budskab. Et budskab, der skal nå helt ud til landsbyerne og landets unge - Cambodjas bambusskud.

 

takstilarbejdere fra Cambodla laver et band
Messenger Band på turné. Der er godt humør i minibusserne.
Foto: Tanja Kjeldgaard

 

Fredelig forandring

Messenger Band blev dannet i 2005 og Saem, som med et overlegent cambodjansk sangrepertoire har taget føringen i bussens sangleg, blev sammen med 4 andre udtaget til at være et af bandets medlemmer. I dag er hun også koordinator for bandet, og er en af hovedarrangørerne bag turnéen med alt hvad det indebærer af koordinering; transport, overnatning, forplejning, scene, musikere og information om eventen.

Bag sig har Messenger Band en række cd’er, koncert i Hong Kong, TV-optrædninger og deres musik bliver spillet på lokale radiostationer. Bandet er det første kvindelige protestband, som laver politisk folkemusik for at styrke arbejderkampen og kvinders rettigheder. Messenger Band er med når syerskerne strejker eller demonstrerer. Stående på taget af en bil synger de for i megafoner og folkemængden stemmer i.

 

Fremme i landsbyen

Omkring klokken 13 drejer bussen af ved en mudret vej. Passagererne svajer fra side til side som siv, når et hjul skrider ned i et af vejens huller. Endelig når vi frem.

Under nogle træer ved siden af et af de traditionelle huse, bygget på stolper, er borde og stole til 30 mennesker dækket op. Plastikmøblerne er dækket af farvestrålende stof og på bordet står maden, bestilt hos en lokal catering. Her bliver frokosten og senere aftensmad indtaget. 200 meter nede af vejen ligger tempelområdet. En gruppe munke vandrer afslappet rundt, og en dreng med en for stor cykel ser nysgerrigt op på den store scene, der er blevet stillet op i den ellers stille landsby. På scenen er fire musikere i færd med en lydprøve.

 

Cambodjanske tekstilarbejdere
Også efter mørket er faldet på, fortsætter skønhedssalonen på fuldt tryk.
Foto: Tanja Kjeldgaard

 

En fuldt funktionsdygtig skønhedssalon

Det er en gammel og snaksagelig bondemand, der har lagt hus og have til koncert forberedelserne. Efter frokosten er indtaget bliver det skyggefulde område under huset omdannet til fuld funktionsdygtig skønhedssalon. En generator kæmper en brav kamp for at levere strøm til de mange hårtørrer, glatte- og crepejern, som er i flittig brug. Og det eneste toilet, der er placeret i en afsides bygning tæt ved rismark og hønsebur, er konstant optaget.

En ældre kvinde i jakkesæt er mødt op. Landsbychefen. Hun skal holde åbningstalen til showet, og er kommet for at spise med inden det hele går løs. Det samme er fire sikkerhedsvagter. “Vi kører derhen” afgør Saem, efter, at hun har drøftet sikkerheden med dem.


I løbet af eftermiddagen dukker ballonsælgere og madboder op rundt om scenen. 
Foto: Tanja Kjeldgaard.

 

Fra syerske til showbizz

Klokken er syv men band og modeller fortsætter ufortrødent med det, der må være femte lag make-up. “Kom nu” forsøger Saem og går mod bussen. Ingen følger efter hende - og hun gentager manøvren et par gange, før damerne tager notis af det.

Klokken halv otte kører de to busser ind på tempelpladsen. Godt 1.000 mennesker er dukket op og det samme er boder og ballonsælgere. Taxichaufførerne mellem Phnom Penh og provinsen har spredt budskabet om koncerten og den lokale teatergruppe, som selv optræder i showet, har samme morgen annonceret koncerten ved at køre rundt med en højttaler i landsbyen. Og så er der naturligvis også en anden væsentlig detalje. Det er tørvejr.

 

Tekstilarbejdernes Messenger Band byder velkommen
Somaly Sok træder op på scenen for at byde de 800-1.000 fremmødte velkommen.
Foto: Tanja Kjeldgaard

 

I rampelyset

Bag scenen balancerer Somaly Sok i sine høje hæle op af en usikker trappe. Hjemmevant træder hun ud i lyset fra de stærke projektører. Somaly Sok er vært for aftenens show og så langt hun kan se, stirrer opmærksomme ansigter op på hende. Lige nedenfor scenen beundrer en række piger hende, mens deres hænder knuger i et fast greb om scenehegnet og deres plads med godt udsigt.

 

Publikum til tekstilarbejdernes band Messenger Band
Landsbyens børn er mødt op i god tid for at få pladser tættest ved scenen.
Foto: Tanja Kjeldgaard

Somaly Sok har selv arbejdet som syerske i mange år, inden hun blev aktivist. Hun fortalte ikke sine forældre om, hvor hårdt hun måtte arbejde og hvor meget overarbejde hun tog for at sende penge hjem til sin familie. Det er et stort problem, som går igen blandt syerskerne i Cambodja. De fortæller ikke selv deres familie, hvor hårdt livet er for dem i tekstilbranchen. Heller ikke siden, hun er begyndt at optræde for at oplyse om syerskernes løn- og arbejdsforhold, har hun åbnet op for den hårde snak med forældrene. ”Jeg ser dem kun til højtiderne, så er der ikke grund til at gøre dem kede af det”, konkluderer hun.
 


FAKTA

Organisationen Asia Floor Wage vurderede i 2013, at en månedsløn som syerskerne kan leve et anstændigt liv for i Cambodja er 395 US $. I 2014 lå minimumslønnen for de cambodjanske syersker på 100 US $ om måneden.

 

Nu står Somaly Sok oppe på scenen. Messenger Band gør sig så umage: Hvert nummer betyder nye kostumer og nye danse-moves. Bandmedlemmerne ved, at det ikke er nok med en hård tekst. Det skal også være underholdende og smukt, hvis alle skal lytte. Og det skal de. For syerskernes løn er et familie-issue. Skal lønnen hæves, skal familierne være med til at forstå pigernes arbejds- og lønforhold. Ellers kan de ikke forstå og bakke op om pigernes aktivisme og kamp for bedre løn.

 

Messenger Band - synger for cambodjanske tekstilarbejdere
Messenger Band i grønne kjoler - bare ét blandt mange smukke outfits som bandmedlemmerne optræder i under showet.
Foto: Tanja Kjeldgaard.

 

Et modeshow langt fra Fashion Week

“Hvor mange arbejder som syersker?” spørger Somaly Sok publikum. En del hænder ryger i vejret. Fra scenen begynder bassen at banke fra højtalerne. Ind kommer den ene cambodjanske skønhed efter den anden. Stramme sorte kjoler og høje stilletter i fast takt helt ud for enden af catwalken.

Det er blevet tid til modeshow. Et modeshow, der på mange måder adskiller sig fra den slags, modebranchen flokkes om til Fashion Week i København. Til dette modeshow handler det nemlig ikke om tøjet, men derimod om dem, der syr det.

Aftenens job som model er blot en bibeskæftigelse. Til hverdag arbejder kvinderne som syersker i Cambodjas største eksportsektor. Her må de hver dag stå model til lave lønninger og tvunget overarbejde for tøjbrands som H&M, Adidas og GAP.
Da modellerne går deres anden runde på podiet, er det ikke for at præsentere et nyt sæt tøj. I stedet bærer hver model et skilt med oplysninger om deres livssituation. På dette skilt præsenteres modeshowets tema: ‘En syerskes månedlige udgifter’.

 

Model viser cambodjanske tekstilarbejderes loen
Anden gang modellerne kommer ind på scenen har de hver et skilt med i hånden, der oplyser om deres lønforhold.
Foto: Len Ang

Til slut samles modellerne er på scenen. De viser skiltene frem. Et viser, at en syerske i 2014 ofte har udgifter til bolig, elektricitet og vand på 30 US$ om måneden, mens et andet oplyser, at de månedlige udgifter til mad udgør omkring 60 US$.

I oktober 2014 lå en syerskes minimumsløn på 100 US$. For overhovedet at kunne sende en smule penge hjem til familien i landsbyen er kvinderne nødt til at tage overarbejde, sommetider både om aftenen og natten.

Der bliver stille blandt publikum. Nogle mumler lavmælt. “Hvor skal de så arbejde, hvis de ikke kan være syersker - vi har ikke noget valg,” siger en mand bag mig.

En aktivist fra Messenger Bands kontor har stillet sig ved siden af mig nede blandt publikum. Hun ser analyserende rundt på publikum. “Der er altså lidt for mange der græder,” konstaterer hun tørt henvendt til mig. En bemærkning, jeg ofte har hørt om Messenger Band. Men sangene beskriver ikke kun de dårlige forhold. De oplyser også om rettighederne, som syerskerne faktisk har ifølge loven - men som ikke respekteres.

 

Tekstilarbejdere fra Cambodja synger for bedre arbejdsvilkaar
Messenger Band synger fra taget af tre biler til en demonstration for bedre løn- og arbejdsforhold for syerskerne.
Foto: Messenger Band.

 

Sound of Da’ Police!

“Vi synger også til demonstrationerne,” forklarer Messenger Bands koordinator, Saem. Messenger Band ved hvordan man laver en ørehænger eller et genkendeligt omkvæd - og det bruger de som et ikkevoldeligt våben i syerskernes aktivisme. Og det giver pote.

“Jeg elsker Messenger Band - jeg har været til flere af deres koncerter - Og jeg er meget imponeret over, at de tør “ siger Rachel, der har arbejdet i Cambodja de sidste seks år for at skabe den bæredygtige tøjvirksomhed Tonlé’.

Rachels bekymring er ikke ubegrundet. I januar 2014 blev 23 fagforeningsaktivister arresteret i forbindelse med deres kampagne for højere løn. Og 5 omkom efter, at politiet havde affyret skud mod demonstranter.

Alligevel fortsætter Messenger Band ufortrødent med deres blanding af aktivisme og cambodjansk folkemusik. Alligevel trodser de forsamlingsforbud og synger til demonstrationer for en højere løn. Og Saem ved det gør en forskel. For det er ikke kun syerskerne, der kender Messenger Bands ørehængere.

”Nogle gange synger politiet med på omkvædet” griner hun og efterligner politiet ansigtsudtryk, når de opdager, at de rocker med. “Politiet glemmer, at de er kommet for at bekæmpe os” siger Saem med et triumferende smil.

 

Messenger Band med dansere og modeller
Messenger Band, modellerne og hiphop drengegruppen samlet på scenen efter showet. Trætte, men tilfredse.
Foto: Len Ang

 


Life of garment workers
(Messenger Band, 2006)

We are the garment workers; we do not have free time but we work every day; we try to work overtime in the day and night; because we are the children of the poor.

The salary we get we have to pay for many things; with no money left; I help my mother to pay her debts and I am nearly dead. It is very hard for me to survive.

Chorus:

On the other hand we are looked down on by society; they insult us by saying we are bad girls; we live in an unjust world; so do you know how much we, workers, suffer?

 

We are workers in solidarity; we have to get out from this slavery; so it will be better off for us in the future.

 


Saying:
Stand up all friends; we have to think again; speak-out the truth; we have to be together; whether near or far, to make our lives meaningful.

 

 


OH! Life of garment workers
(Messenger Band, 2006)

Oh! Life as garment workers is very hard, because we work day and night; this is because we want to earn some money so that we could help our family’s poor living conditions.

We leave our village and stay in Phnom Penh; we suffer a lot and we are away from everyone we love; we rent a room and live alone; we are so full of sorrow.

Chorus:
Why is this fate of our lives? We are only young girls and garment workers; other people they insult us, say we are bad girls; that we are poor and we are not respectable.

Oh! My fate, it was dealt a long time ago; why do you not feel sympathy for my life at all? My life is very hard; there is no peace in my life, just sorrow.

 

 

 

________________________

 

 

EU’s betydning for den globale tøj- og tekstilindustri kan næppe undervurderes. På den ene side gælder det om at forbedre de europæiske virksomheders konkurrencevilkår; og her spiller anstændige arbejdsforhold i udviklingslandene kun en lille rolle. På den anden side arbejder EU for, at europæiske værdier som demokrati og menneskerettigheder udbredes bl.a. ved at støtte organisationer, som arbejder for at sikre tekstilarbejderes rettigheder.

Interview fra 2011 med Dorte Sørensen, Formand for Clean Clothes Campaign Danmark. Originatitel: EU spiller på flere Heste

Af Klaus Melvin Jensen

 

Q: Hvad betyder EU for udviklingen i den globale tøj- og tekstilindustri?

A: Det er efterhånden længe siden, der blev produceret tøj i større mængder i Danmark eller Europa i det hele taget. Langt det meste af det tøj, vi går med sælges af europæiske modefirmaer. Men produktionen er outsourcet, så tøjet i virkeligheden laves af fattige kvindelige arbejdere på fabrikker i en række asiatiske lande. Her foregår arbejdet ofte under ringe og sundhedstruende vilkår og til en løn, som man knapt kan leve af.

EU importerede i 2008 tøj og tekstiler for mere end 80 milliarder. EU’s handelspolitik har derfor en enorm betydning for tøjindustrien i Asien, hvor der ofte er en direkte sammenhæng mellem EU’s handelspolitik og forholdene i industrien. Historisk set har EU´s handelspolitik på tøj- og tekstilområdet været en kompliceret affære præget af importkvoter, toldsatser og bilaterale aftaler mellem forskellige lande. Som medlem af EU er Danmark en del af EU’s fælles handelspolitik, det hører under EU traktatens artikel 133, hvor EU Kommissionen agerer på alle medlemslandes vegne og bl.a. repræsenterer EU’s medlemslande i World Trade Organisationen, WTO.

 

Q: Hvad gør EU for at forbedre arbejdsforholdene i den globale tøj- og tekstilindustri?

A: Som vi oplever det, så har EU forskellige interesser i området. På den ene side gælder det om at forbedre de europæiske virksomheders konkurrencevilkår; og her spiller det kun en meget lille rolle, at anstændige arbejdsforhold i udviklingslandene faktisk er med til at sikre en bæredygtig udvikling. EU’s protektionisme har direkte negative konsekvenser for de asiatiske syersker. Kvoteordningerne har f.eks. været med til at fabrikker må lukke og arbejdere fyres næsten uden varsel, fordi produktionen flyttes til et andet land.

På den anden side arbejder EU for at europæiske værdier som demokrati og menneskerettigheder udbredes. Derfor støtter EU bl.a. organisationer som Clean Clothes Campaign, der arbejder for at sikre tekstilarbejderes rettigheder bl.a. ved at informere og mobilisere forbrugerne.

 

Q: Hvad gør EU på lovgivningsområdet og hvad gør Clean Clothes Campaign?

A: EU har siden Lissabontraktaten taget nogle initiativer, når det gælder virksomhedernes sociale ansvar, kaldet CSR. Europa Parlamentet har i 2002 vedtaget en resolution om at få et såkaldt “Framework for CSR”. Det skulle bl.a. indeholde en tvungen rapportering fra virksomheder og bortfald af EU støtte til virksomheder, der ikke levede op til generelle arbejdstagerrettigheder. Men EU Kommissionen valgte i stedet at pege på frivilligheden i CSR rapportering, og anså vidensdeling gennem ’Best Practice’, som det væsentligste instrument.

I 2006 lancerede EU Kommissionen en Europæisk Alliance om CSR, hvor kun virksomhederne var repræsenteret, altså ingen andre interessenter som f.eks. fagforeninger og menneskerettighedsorganisationer. De blev senere inviteret med, men afslog, fordi alle deres forslag til krav gennemsigtighed, basisrettigheder, overvågning, kontrol og klagemuligheder var røget helt ud. I 2011 opdaterede EU deres definition af CSR og denne bygger nu på FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGP). Disse retningslinjer er dog udelukkende en række frivillige principper, som FN og EU opfordrer virksomheder til at følge. De er dermed ikke juridisk bindende.
Så EU mangler stadig lovgivning til at retsforfølge firmaer, der ikke lever op til deres egne løfter om ordentlige arbejdsforhold hos leverandørfabrikkerne.

Det britiske medlem af Europa Parlamentet Richard Howitt, har stået bag mange resolutioner i Parlamentet og er blevet udnævnt til EU´s talsmand for CSR; han arbejder videre for at få lovgivning og ikke kun aftaler og anbefalinger ind i arbejdet. Clean Clothes Campaign har hele tiden arbejdet tæt sammen med Richard Howitt og er kommet med forslag og kommentarer, hver gang muligheden har været der. Senest ved udfærdigelsen af den fortolkende vejledning til Direktivet om offentlige indkøb.

Etikken i offentlige indkøb står højt på dagsordenen i lande som Belgien, Spanien, Holland og Sverige, hvor Clean Clothes Campaign har været med til at presse myndighederne både lokalt og nationalt til at købe arbejdstøj fra firmaer, der lever op til fair arbejdstagerrettigheder. Det har været med til at sikre at landenes parlamentarikere er opmærksomme på det offentlige som storkunde.

Q: Hvordan støtter EU Clean Clothes Campaigns arbejde?

A: Først og fremmest som en menneskerettighedsorganisation. Clean Clothes Campaign er en af de få organisationer, der får midler til at informere om og støtte arbejdere i udviklingslande, når de bliver forfulgte eller deres rettigheder bliver krænket. Det sker gennem Human Rights Defenders programmet. Men EU’s Generaldirektorat for Beskæftigelse, Sociale anliggender og Ligestilling har ofte bidraget til Clean Clothes Campaigns arbejde med påvirkning af de europæiske tøjfirmaer f.eks. dokumentation for, hvad virksomhederne kan gøre for at forbedre arbejdsforholdene og rundbordssamtaler i branchen. Når Clean Clothes Campaign f.eks. har en sag om uberettigede fængslinger af faglige ledere i Bangladesh, har vi et godt samarbejde med EU Repræsentationen på stedet, når vi henvender os til de ansvarlige myndigheder. 

 

________________________

 

Stadig flere mener, at åbenhed omkring produktionen af varer er vigtigt. Clean Clothes Campaign har i flere år lagt pres på internationale og danske modevirksomheder for at få dem til at offentliggøre hvilke fabrikker, de får produceret deres tøj på. Artiklen gransker virksomheders argumenter for ikke at arebjde med åbne leverandørkæder og bringer argumenter for, hvorfor modevirksomheder skal oplyse, hvor deres varer er produceret

Af Fremtiden i Våre Hender

 

Åbenhed i leverandørkæden

Modevirksomhederne har brugt forskellige undskyldninger for ikke at offentliggøre deres leverandørkæder. Det flittigst anvendte argument er, at det vil svække virksomhedernes konkurrenceevne. Men Clean Clothes Campaigns norske samarbejdspartner, Framtiden i våre hender, beviser i rapporten "Med Døren på Klem" at argumentet om svækket konkurrenceevne ikke holder. Derudover vidner rapporten om, at de virksomheder, som har offentliggjort deres leverandørlister, har haft positive oplevelser med dette. Efter et øget fokus på modevirksomhedernes hemmeligholdelse af deres leverandørkæder og Framtiden i Våre Hender's kampagne "Vrangen af Tøjet" offentliggjorde Moods of Norway, H&M, Lindex, KappAhl og Varner-Gruppen (bl.a. med mærkerne BIKBOK, Dressman, Cubus, Carlings og Urban) deres leverandørlister.

 

Tøjbranchens åbenhed overfor produktionsforhold og arbejdsforhold i leverandørkæden

Vi er dermed nået til et sted, hvor store svenske og norske aktører indenfor tøjbranchen i stigende grad er åbne omkring deres leverandørkæder og tør stå inde for deres produktionsforhold. Disse modevirksomheder anerkender, at kritisable arbejdsforhold eksisterer, men signalerer samtidig, at de vil gøre op med den uanstændige behandling af syerskerne.

Mange danske aktører, heriblandt det multinationale selskab Bestseller, som bl.a. fører mærkerne Vero Moda, Jack & Jones, ONLY og pieces, holder dog stadig kortene meget tæt på kroppen, og nægter fortsat at oplyse, hvor de får produceret deres tøj.

 

Hvad er åbenhed

Hvad skal der til for, at man kan sige, at en modevirksomhed er transparent med hensyn til, hvor den får produceret sine varer fra? Modevirksomheder kan inddeles i to hovedkategorier: De som hemmeligholder deres leverandørkæder, og de som har åbne leverandørkæder.

1. De virksomheder, som hemmeligholder deres leverandørkæder
Modevirksomheder som hemmeligholder sine leverandørkæder, følger oftest én af de to nedenstående strategier:
Leverandørkæden er slet ikke åben: Dette er modevirksomheder, som nægter at oplyse, hvilke leverandører de bruger. Blandt disse selskaber er den danske virksomhed Bestseller (som bl.a. har mærkerne Vero Moda, Jack & Jones, ONLY og pieces). Hidtil har argumenterne fra virksomheder som Bestseller været, at de er nødt til at holde deres leverandørkæder hemmelige af konkurrencemæssige årsager. Det vil sige, at de er bange for, at hvis de fortæller, hvilke fabrikker der producerer deres tøj, så vil deres konkurrenter starte produktion på de samme fabrikker og evt. forsøge at presse dem ud af fabrikkerne.

Clean Clothes Campaign mener, at modevirksomheder, som ikke offentliggør deres leverandørlister undergraver deres egen troværdighed: Hvordan skal vi stole på, at virksomhederne fokuserer på de etiske problematikker i branchen, hvis ikke de tillader, at andre aktører rent faktisk undersøger arbejdsforholdene på de fabrikker, de får produceret deres tøj på?

Modevirksomheder som vogter over information: Sådanne modevirksomheder oplyser navnene på deres fabrikker i leverandørkæden, men kun på forespørgelse og sætter ofte betingelser for, hvordan sådan information må bruges. I sådanne situationer er det normal praksis, at modevirksomhederne f.eks. beder, de som er interesserede i at se leverandørlisten, om at stille op på virksomhedens kontor for at se leverandørlisten. Et eksempel på sådan en virksomhed er Voice AS, som fører mærkerne Match, VIC og Boys of Europe. Sådan praksis gør det vanskeligt at få adgang til leverandørlisterne. Det bliver f.eks. umuligt for organisationer i produktionslandene (såsom Indien, Bangladesh og Cambodja) at få adgang til leverandørlisterne, selvom disse organisationer er nogen af dem, som kan have størst gavn af at se leverandørlisterne. Desuden betyder det også, at hvis en organisation, studerende eller journalist gerne vil publicere leverandørkæden på nettet, i en rapport eller i en artikel, så vil svaret højest sandsynlig blive nej.
Hemmeligholdelse af leverandørkæder gavner ingen. Manglende transparens gør, at modevirksomhederne risikerer at blive sat i dårligt lys af forbrugerne eller andre, mens arbejdet for de organisationer, som kæmper for at forbedre arbejdsforholdene i tekstilindustrien, også bliver vanskeliggjort.

2. De virksomheder, som er (helt) åbne
Også i denne kategori findes der forskellige varianter, de to mest almindelige er:
Helt åbne virksomheder: Modevirksomheder som offentliggør alle sine hovedleverandører? Så vidt vi ved, er det denne åbenhed både H&M og Varner-Gruppen (som bl.a. har mærkerne BIKBOK, Dressmann, Cubus og Urban) praktiserer.

Clean Clothes Campaign arbejder for at både hovedleverandører og underleverandører offentliggøres. Vi er dog glade for at se, at flere virksomheder bevæger sig i den rigtige retning, og vi forventer, at de i fremtiden også vil offentliggøre deres underleverandører.

Åbne virksomheder, men med visse begrænsninger: Det ses, at modevirksomheder kun offentliggør en vis andel af deres leverandører i første led, f.eks. 96 procent af produktionsvolumen. Dette gælder bl.a. Lindex.

Clean Clothes Campaign mener ikke, at dette er godt nok. Selvom det muligvis kun er et par få procenter af den samlede produktionsvolumen, som hemmeligholdes, så kan det svare til at produktionen ved mange forskellige fabrikker. Dette kan sætte spørgsmålstegn ved, om der er aktiviteter på disse fabrikker, som ikke tåler dagens lys. Det positive er dog, at hvis en modevirksomhed har offentliggjort størstedelen af sin leverandørkæde, så er der ikke lang vej igen til en 100 procent transparent leverandørkæde. Clean Clothes Campaign opfordrer alle til at tage det sidste skridt og praktisere fuld åbenhed.

Argumenter for, hvorfor modevirksomheder skal oplyse, hvor deres varer er produceret
1. Åbenhed er i sig selv godt, fordi det ansvarliggør modevirksomheder. Det tvinger virksomhederne til at vedkende sig de fabrikker, de benytter sig af og de forhold deres produkter produceres under. Åbenhed øger sandsynligheden for, at modevirksomheder igangsætter tiltag for at undgå, at de fabrikker de sourcer fra kritiseres af offentligheden. Større åbenhed kræver med andre ord, at virksomheder fejer for egen dør.

2. Forbrugere er i stigende grad optaget af, at de varer, de køber, er produceret under anstændige forhold, og kræver derfor troværdig information omkring de produkter, de købe. En virksomhed med offentlige leverandørlister viser omverden, at de ønsker at lægge vægt på etik, og at virksomheden ikke er bange for at få deres leverandører i søgelyset.

3. Gennem åbne leverandørkæder får frivillige organisationer, fagforeninger og journalister, som er optagede af arbejderes rettigheder mulighed for at efterprøve modevirksomheders etiske politik. Et eksempel på dette er Framtiden i våre henders undersøgelse af arbejdsforholdene for indiske arbejdere, som producerer tøj for H&M og Varner-Gruppen og elektronikprodukter for Samsung og Dell. Rapporten "Mind the Gap"viser bl.a., at arbejderne bliver forhindret i at organisere sig, de får en lav løn, de bliver med jævne mellemrum overfuset af deres overordnede og mange arbejdere får ikke lov til at holde pauser for at gå på toilettet. Research omkring forholdene i tekstilindustrien viser generelt, at der er lang vej igen, før arbejdsforholdene kan kaldes anstændige.

4. Åbenhed omkring leverandørkæder er vigtig for fagforeninger i produktionslande, da det gør dem i stand til at kontakte modevirksomhederne direkte, hvis arbejdsforholdene på fabrikkerne er kritisable. Med en direkte kontakt til modevirksomhederne vil de lokale fagforeninger være i stand til at bede modevirksomhederne om at sikre arbejdernes rettigheder.

Clean Clothes Campaign har et tæt samarbejde med fagforeninger i Cambodja, Indien, Bangladesh og Tyrkiet, sådan et samarbejde er vigtigt for at få løst konflikterne på fabrikkerne. Clean Clothes Campaigns arbejde lykkes i høj grad fordi vi finder ud af, hvilke modevirksomheder der får produceret deres tøj på de omstridte fabrikker, og får disse modevirksomheder til at lægge pres på fabrik ledelsen for at få dem til at respektere arbejdernes rettigheder.

5. Hvis modevirksomheder offentliggør deres leverandørlister, bliver det også lettere for fagforeninger at organisere sig på fabrikkerne og give arbejderne mulighed for at få deres stemme hørt i forhandlinger om arbejdsløn, arbejdstid og retten til at have en fast arbejdskontrakt.

6. Selvom modevirksomheder har en etisk politik, er de sjældent i stand til at sikre gode arbejdsvilkår på egen hånd. Med åbne leverandørlister bliver det muligt for virksomheder at samarbejde med hinanden og dele information med arbejdere, fagforeninger og civilsamfund, hvilket vil sikre en mere effektiv måde at forbedre arbejdsvilkårene i tekstilindustrien på.

7. Konkret information om leverandørerne gør det lettere at holde de rette modevirksomheder ansvarlige og sikre at, arbejdere modtager erstatning når ulykker eller andre akutte situationer finder sted på fabrikkerne. Et eksempel på dette er kollapset af Rana Plaza bygningen i Bangladesh, som husede fem tekstilfabrikker. Omkring 1.140 arbejdere døde i denne ulykke og flere tusinde blev skadet. Hvis leverandørkæderne i dette tilfælde havde været åbne, vil man efterfølgende have kunnet ansvarliggøre modevirksomhederne, som fik produceret tøj på Rana Plaza, meget hurtigere og krævet, at de skulle udbetale erstatning til de sårede og efterladte. Men på grund af manglende åbenhed omkring leverandører blev dette arbejde meget vanskeligt og ressourcekrævende, hvilket skabte naturlig frustration blandt de pårørte. Flere modevirksomheder påstod, at de ikke havde fået produceret deres tøj i Rana Plaza bygningen, selvom det kunne bevises.

Åbne leverandørlister er en nødvendighed for at forbedre tekstilarbejdernes forhold. Hemmeligholdelse af leverandører bidrager til, at arbejdernes kamp for værdige vilkår bliver endnu sværere. Ifølge FNs "Guiding Principles on Business and Human Rights" har virksomheder pligt til at respektere menneskerettigheder og være i stand til at vise omgivelserne, at de ikke bidrager til krænkelser af menneskerettighederne.

Clean Clothes Campaign går ud fra, at de modevirksomheder, som hemmeligholder deres leverandørlister, ikke ønsker at offentligheden skal have adgang til information omkring forholdene på de fabrikker, hvor deres varer bliver produceret. Clean Clothes Campaign mener, at virksomheder som ønsker at bygge troværdighed, skal satse på åbenhed. Med åbenhed mener vi ikke, at virksomheder udelukkende skal offentliggøre information inden for snævre og selvvalgte områder. Vi advokerer for en bred åbenhed, hvor virksomheder tør stå ved kritisable forhold på fabrikkerne og samtidig arbejde aktivt for at forbedre forholdene på en effektiv måde. I Clean Clothes Campaign tror vi også på, at forbrugere værdsætter åbenhed, og at forbrugere foretrækker butikker, som spiller med åbne kort. 

 

Rapport
Med Døren På Gløtt? - om merkevareselskapenes manglende åpenhet, Fremtiden i våre hender, 2011, (PDF 68 sider)

 

Åbenhed i leverandørkæden er en sammenskrivning af følgende to artikler:

  • http://cleanclothes.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=244:2015-04-20-13-19-00&catid=41:diverse-nyheder
  • http://cleanclothes.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=243:2015-04-20-13-10-03&catid=41:diverse-nyheder

JOIN THE REVOLUTION

Designeren har indflydelse! Faktisk bestemmes op til 80 procent af et produkts impact på miljøet i designfasen og designvalg og forretningsstrategier har stor betydning for dem, der laver tøjet. Det skal være nemt at finde viden om bæredygtige designmetoder.

En grundsten i design og mode er nytænkning og innovation. Men måden hvorpå vores tøj bliver produceret har ikke fulgt med behovet for bæredygtighed eller den viden, der hele tiden udvikles. Det laves stadig som for mange år siden. Og på trods af at udviklingen ikke når ind i produktionsleddet, skal det alligevel være billigere og billigere og laves hurtigere og hurtigere.

Det handler om liv og det handler om vores fremtid. Der er mange måder at arbejde bæredygtigt på og der er ikke én måde, som er den absolut rigtige. Designere er dygtige til at ideudvikle, eksperimentere og researche og det behøver ikke være en begrænsning at arbejde med bæredygtighed.

Designere er problemknusere -
JOIN THE REVOLUTION FOR DIGNITY! 

© 2014 Clean Clothes Campaign. All rights Reserved.
Webdesign by Segan & built by 2nd Level.